Prøvet: Ikke kun bling-bling
”Hvad laver alle de Citroen’er her?” spurgte en forbipasserende. Det er ikke let at lancere et nyt bilmærke i Danmark, for selvom alle DS’erne kun havde DS logo, og i øvrigt ikke lignede en Citroen, blev de af ham rubriceret som en, ja, Citroen.
DS er netop lanceret som et selvstændigt bilmærke i Danmark og marketingsafdelingen kan passende kigge på indledningen til denne artikel, hvis de mangler opgaver. Mange har stadig svært ved at adskille de to mærker. DS blev selvstændigt i 2014, men selve adskillelsen fra Citroen skete i Danmark meget passende med lanceringen af DS7 – den første DS, som ikke er en Citroen med ekstra kromlister og ekstra designdetaljer.
Hvad er DS7 så for en bil?
DS7 er en SUV i premiumklassen, som skal konkurrere med de fremmeste i klassen: Mercedes GLC, Audi Q3 og Volvo XC40.
Dens forcer markedsføres som køreegenskaber og design. For designet er noget helt specielt, som det ofte har været på DS modeller. Underspillet, men alligevel noget der vender hoveder. Og DS7’eren vender hoveder, kunne vi konstatere allerede under testkørslen. Der er mange lækre detaljer, som ofte er designet efter den for DS så tematiske diamantform. Formen går igen lige fra grafik på informationsskærm til baglygter.
Når man starter bilen, drejer et lille ur op på instrumentbrættet. Hjælpelinserne i forlygterne drejer en omgang. Ganske vist som en sikkerhedsanordning – det skal sikres at de virker – men det gør bestemt ikke noget det ser lækkert ud. Instrumentbrættet går imod alle regler om brugervenlighed, så det er svært at se hvilke kontakter og knapper der gør hvad. Normalt noget vi skælder ud over i anmeldelser, men den konsistente sætten form over funktion er svær at blive sur over, når det er lavet så lækkert. Læderrat og sæder er lavet med godt håndværk og hvis pengepungen er til det, kan man få en udstyrsversion, hvor selv håndtagene i loftet er beklædt med læder. Vi er altså ude i ekstrem veldesignet luksus, men stadig så underspillet at det ikke nødvendigvis vil appellere til gangersterrappere og nyrige ejendomsspekulanter.
Dur det så til noget, eller er det kun bling-bling?
De ikoniske hjælpelinser i forlygten hjælper med fordele lyskeglen, alt efter registreret fart – koblet med data fra det frontvendte kamera i forruden. Korte, brede lyskegler ved bykørsel (omkring 50 km/t), længere lyskegle ved landevejsfart, hvor det undgås at blænde modkørende. Lange lyskegler ved motorvejsfart. Og som den første DS model fra 1955, drejes lyskeglerne naturligvis i forhold til kørselsretningen. Vi kunne desværre ikke teste det, da testkørslen stort set lå på årets længste dag og vi ikke havde adgang til mørke parkeringskældre.
Et infrarødt kamera supplerer kameraet i forruden og hjælper aktivt i mørket ved at alarmere om mennesker eller dyr, som føreren muligvis ikke har set. Koldblodede, vekselvarme dyr vil stadig leve med risikoen ved vejen. Som premiummærket i PSA, bliver DS frontløberne for denne nye teknologi, som vi kan forvente at se implementeret på andre PSA-modeller senere.
Når man alligevel har kameraer i forruden, kan man lige så godt bruge deres input til at lade computeren analysere hvilken type underlag man kører på. Så DS7’eren (i højere udstyrsversioner) scanner området foran og tilpasser den aktive affjedring dertil. En aktiv ventil kan give hurtigt trykfald i støddæmperen. Det muliggør komfortabel kørsel på brosten og ved fartbump, men også en god, fast affjedring ved højere fart. Det kan yderligere tilpasses, hvis man køber udstyrsversionen med køreprogrammer. Klikker man op i ”Sport”, bliver affjedringen hårdere, styringen mere hård og motorlyden virker mere nærværende. I ”Komfort” arbejder affjedringen og gør kørslen, nå ja, komfortabel.
Hvad med motoren?
Testbilen som vi kørte var udstyret med en firecylinders 2.0 BlueHDI motor med 180 hk og ottetrins automatgear. Den leverede på teststrækningen et overbevisende træk, men da prøvekørslen var placeret i centrum af København og med deraf afledt trafik, kunne vi ikke teste motoren ordentligt. Det må vi vente med til en senere test. DS7 kan også fås med 1.5 BlueHDI med 130 hk og seks manuelle gear eller 1.6 PureTech med 225 hk og ottetrins automatgear.
Det lyder dyrt?
DS7 skal ses som en SUV i premiumsegmentet og prisen er derefter. Startprisen er på 400.000 kr lige ud (bemærk at DS har undladt sælgergrebet med at lægge prisen på 399.995 kr). Det giver en DS7 i udstyrsversionen Prestige med en 1.5 BlueHDI dieselmotor med 130 hk og manuelt gear. Vil man have alt i udstyr, fås Elegance fra 620.000 kr, eller 670.000 kr hvis du vil have 225 hk motoren med. Så der findes premium-SUV’er som er mere økonomiske, men et højt udstyrsniveau fra start taler til DS’s fordel. Men DS7 skal primært tilvælges, hvis man ønsker at adskille sig med anderledes og mere sofistikeret design.