Lykkepiller til toilettet?
Den traditionelle løsning
Har man et toilet i vognen med skylletank og opsamlingstank, skal man i princippet bruge to kemiske væsker. Bruger man Thetford's produkter, bruger man den røde til skyllevandet og den grønne til selve tanken. (Der findes desuden en blå, som er beregnet til generel rengøring af tanken)
Det betyder også, at man har 2 dunke liggende i sin oppakning. Der findes også andre produkter, hvor væskerne kan bruges til “det hele”.
Et alternativ
Et alternativ til de traditionelle væsker er Dometic's “Power care tabs”. Det er som navnet siger tabletter. De virksomme stoffer er blevet samlet i en pille, som opløses i vand. Man kender princippet fra tabs til opvaskemaskiner.
Levering
Man køber en dåse med 16 styk tabletter. Hver tablet er indholdt i en film. Denne film opløses automatisk i vand, og skal derfor ikke fjernes før brug.
Prisen var hos Kronjyllands Camping og Marinecenter kr. 109.-. Hver tablet rækker til 20 ltr. hvilket betyder at prisen pr. tank er lige i underkanten af 7 kroner. Det er endda lidt billigere end de traditionelle væsker.
Hvad siger forbrugerne
Generelt set er det en god ide, at man slipper for flasker med væsker. Flaskerne er ofte tunge og væskerne kan løbe ud. Tabletterne fylder mindre og “løber” ingen steder.
Jeg har talt med campister, der har prøvet tabletterne og de er generelt positive. Flere siger, at de er mindre generet af kemisk lugt med disse piller.
Konklusion
Det er nok lige i overkanten at påstå, at der er tale om “lykkepiller”. Jeg synes dog, de her piller virker som en smart løsning på en opgave, man kun kan sige sig fri for, hvis man ikke bruger campingtoilet.
Smag og behag er forskellig, men jeg er overbevist om, at tabletterne enten i form af Dometics, eller andre fremtidige produkter, kommer til at erstatte de besværlige væsker.