Bysmart Toyota
Turen Århus-Hannover og retur er ikke det mest oplagte testfelt for en lille bybil med 1.0 liters motor og en akselafstand som en ethjulet cykel. Det til trods var det, hvad vi begav os ud på i Toyota IQ. Og det med overraskende positivt udfald.
Det er oplagt, at 68 heste i en 1.0 liters motor ikke giver rasende accelerationer, og vi måtte da også fra tid til anden vige venstre bane for en Audi eller to. Men speedometervisninger på op til 175 km/t. var en realitet. Og selv ved bilens højeste hastighed går det ganske godt. Retningsstabil og rolig suser den lille bil ned ad autobahnen, omend den 3 cylindrede motor afgiver en del lyd ved det hårde arbejde. Og hvor end godt den gør det på motorvej, gør den det tre gange bedre i byen.
Og nej, man skal ikke forvente at pakke hele familien ind i IQ, uden at svigermor bliver permanent bøjet. Men tre voksne mennesker kan fint sidde i bilen, så er der bare ikke meget plads tilovers til bagagen. Dette skyldes, at bagagerummet nærmest er fraværende, hvis de to bagsæder er sat op. Og her mangler man en hurtig måde at kunne få de bagerste nakkestøtter af vejen, så man kan komme til bagsædet bagfra med bagage. Men det er et offer, der må bringes, når bilens dimensioner skal holdes så langt nede, som de er i IQ.
Hvad angår prisen, render IQ desværre hovedet imod lidt af en mur. En startpris på 143.000 vil nok desværre afskrække en del af bybils – købere. Og at prisen i den testede udgave med ekstraudstyr sniger sig over 193.000, virker af meget for en trods alt så lille bil/motor.
Prisen er pebret, og dimensionerne lige så klejne som motoren, og det til trods siger vi; Prøv den!
Den er sød, sjov, smart og endda til tider sportslig i sin fremtoning og gøremåde. Og vi er i hvert fald solgt.
0 personer snakker om “Bysmart Toyota”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Det med at finde plads til nakkestøttene er ikke noget problem , under bagsædet er der et aflæggerum eks til nakkestøttene.
Ja prisen er pebret MEN den kan dog ikke sammenlignes med andre biler , komforten sætter man stor pris på ikke bare på motorvejen men også landevejen og byen , vi valgte Toyota IQ 1,4D med dieselmotor og tro mig den kan ikke sammenlignes med en 1,0 overhovedet , prisen er den samme som iq med 1,0 motor med udstyr og samme udstyr er standard på diesel modellen.
Jeg /vi kan kun sige at Toyota IQ er alle pengene værd.