Ny Toyota offroader fra 379.990 kr
Toyota introducerede den første generation af RAV4 for over 20 år siden. Det blev samtidig startskuddet til en helt ny bilklasse, der i dag er kendt som SUV-klassen. I det nye år kommer en ny udgave af RAV4, og Toyota løfter allerede nu sløret for priserne på benzin- og dieseludgaverne.
Fremover kan man købe den nye RAV4 med en ny 2.0-liters dieselmotor fra BMW fra 379.990 kr. med såkaldt T2-udstyr. Her får man udstyr med som bl.a. 17” fælge, aircondition, LED-kørelys, LED-baglygter og sædevarme.
Den nye RAV4 introduceres i to bølger. Allerede fra starten af det nye år står Toyota-forhandlerne over hele landet klar til at vise benzin- og dieseludgaverne af den nye RAV4 frem, mens RAV4 som hybridbil får officiel premiere til april.
Selv om det efterhånden er mange år siden, at RAV4 så dagens lys for første gang, holder Toyota sig altså ikke tilbage, når det kommer til nytænkning og innovation i forbindelse med den legendariske offroader.
Introduktionen af RAV4 som hybridbil sætter en tyk streg under Toyotas konstante stræben efter at tilbyde endnu bedre biler med den mest miljørigtige teknologi til gavn for klimaet og miljøet – og ikke mindst for økonomien i form af en lavere brændstofregning og ejerafgift.
Den nye RAV4 har fået et nyt og mere markant frontdesign med LED-kørelys. Samtidig bidrager nye paneler nederst på siden af bilen til at give den store offroader et noget lettere visuelt udtryk. Der er også blevet plads til et sæt nydesignede og elegante baglygter, der pryder bagenden, som også har fået en helt nydesignet bagkofanger, der efterlader indtrykket af en bil i endnu bedre balance med sig selv.
Firehjulstræk er fortsat et naturligt valg til RAV4 og kan da også fås til den helt nye hybridudgave, hvilket betyder, at den må trække op til 1.650 kg. Men den forhjulstrukne udgave af RAV4 er steget i popularitet og kører med den nye dieselmotor fra BMW i gennemsnit op til 21,3 km/l ved blandet kørsel.
Ny avanceret teknologi i RAV4
Noget af den nye avancerede teknologi i den nye RAV4 er bl.a. et 360 graders panoramaoverblik af bilen og dens omgivelser. Sensorer og kameraer rundt om bilen taler sammen og gør det altså muligt at se og opdage ting omkring bilen, der før måske ville have gemt sig i en blind vinkel.
Sikkerhedsmæssigt er den nye RAV4 også kraftigt opgraderet med Toyotas nye sikkerhedspakke Toyota Safety Sense, der både byder på automatisk nødbremse – også for fodgængere – vognbaneassistent, automatisk op- og nedblænding af fjernlyset, vejskilteassistent og sidst men ikke mindst adaptiv fartpilot, der hjælper føreren med at holde en sikker minimumsafstand til den forankørende bil.
Den nye RAV4, der fås med enten 2.0-liters benzinmotor med 152 hk, 2.0-liters dieselmotor med 143 hk eller som hybridbil med 197 hk, kommer vanen tro også som varebil. Her starter priserne fra 217.990 kr.