Stor Mini med stil og charme
Mini Cooper D Countryman Test
Det er den nye Mini Cooper D Countryman vi har fået fat i. Tilnavnet Countryman antyder, at køretøjet med sine 4,1 meter i længden er godt 40 cm længere end den nye, klassiske Mini Cooper og 15 cm højere med sine 1,56 meter, desuden med mere frihøjde. Frihøjden giver attitude som en firehjulstrækker. Og nu hvor vi snakker om det ydre, så lad os se på designet, for Countryman er måske ikke lige så køn som den kendte Mini; den ser lidt trukket ud, som om at nogen har taget en almindelig Mini og hevet den længere og højere i photoshop. Alligevel er der noget ved den, der med sit retrolook får folk til at dreje hovedet.
Når man sætter sig ind bag rattet og trykker på startknappen, så mærker man tydeligt at der er tale om en kvalitetsvogn. Det er selvfølgelig BMW der har haft en finger med i spillet og deres sans for kvalitet og teknik, gør den til en fornøjelse at køre. Motoren er en 1,6 liter diesel med 112 hestekræfter med 6 trins gearkasse og den har både overskud til sjov og langture – den går langt på literen.
Interiøret er i retrostilens ånd og der er måske nogle ting, der virker bemærkelsesværdige, som f.eks. det store speedometer midt i instrumentbordet og den gennemgående brug af flip-kontakter, men det er også dette, der giver bilen charme og gør den speciel. Sæderne er behagelige at sidde i og man kan sagtes holde ud at være på langfart. Kabinens støjniveau er lav og man hører kun en frisk summen fra den brændstofbesparende dieselmotor. Det er dog ikke en bil for den store børnefamilie, da der er ikke meget plads bagi og bagsæderne er ikke udnyttet så optimal som i en anden bil i samme klasse, da der ligger en jernstang i midten med nogle clip-on plastik kopholdere.
Prisen på Countryman er ikke lav – vejledende udsalgspris på denne Countryman er 345.000 kr. Og hertil kommer ekstraudstyr, som slet ikke er billigt. Ekstraudstyr for denne Countryman ligger på 112.772 kr., hvilket giver en pris på 457.772 kr. uden leveringsomkostninger.
Når alt kommer alt er Mini Cooper D Countryman en livsstilsvogn – måske til singlen eller det hippe par, hvor kvinden nyder at sidde bag rattet – og man skal bære over med, at enkelte detaljer i vognen forekommer lidt upraktiske, men omvendt får man til gengæld også en ny, fed retrobil med lidt ekstra plads, hvor tingene fungerer og hvor både du og dine medtrafikanter får et smil med på vejen.
Fordele og ulemper
Flot retro design
God motor, der går langt på literen
Mere plads i forhold til den almindelige Mini Cooper
Bagsæderne er for dårligt udnyttet
For dyrt ekstraudstyr
Udstyr og tekniske specifikationer
MINI Cooper D Countryman m/Pepper Package |
Motor | 1,6 liter, 4 cylindre / 16 ventiler |
Slagvolumen | 1.598 cm3 |
Effekt/omdrejningstal | 112 hk / 82 kW ved 4.000 o/min |
Maks. drejningsmoment | 270 Nm ved 1.750 o/min |
Acceleration 0-100 km/t | 10,9 sek |
Tophastighed | 185 km/t |
Brændstofforbrug, blandet | 22,7 km/l |
CO2-emission | 115 g/km |
Udstødningsnorm | EU5 |
Egenvægt EU | 1.385 kg |
Energiklasse | A |
Årlig ejerafgift | 2.000 kr. |
Karrosserifarve | Absolute Black metallic |
Indtræk | Stof Cosmos Carbon Black |
Hjul | 17″ letmetalfælge 5-stjernet dobbelteger sorte |
Væsentligt standardudstyr: 6 airbags, DSC, Run Flat-dæk, dæktrykkontrol, dieselpartikelfilter, ISOFIX,start/stop-funktion, genvinding af bremseenergi, AUX-In-tilslutning, regnsensor,opvarmede sprinklerdyser, tagræling, regnsensor, Condition Based Service. |
Vejl. udsalgspris | kr. 345.000 |
Fabriksmonteret ekstraudstyr: Metallak | kr. 9.873 |
17″ letmetalfælge 5-stjernet dobbelteger | kr. 15.358 |
Multifunktionsrat med fartpilot | kr. 4.168 |
Loftsbeklædning Anthrazit | kr. 3.510 |
Lygtehus i sort | kr. 2.194 |
Armlæn, for | kr. 3.510 |
Sædevarme | kr. 6.363 |
Park Distance Control | kr. 7.679 |
Xenon-lygter | kr. 15.139 |
Bluetooth med USB audio interface | kr. 9.215 |
Hvide blinklys | kr. 1.755 |
MINI Pepper Package | kr. 34.008 |
Sportslæderrat, Velourmåtter, Højdejusterbart passagersæde, Tågelygter, Klimaautomatik, On-board computer, Lyspakke, Aflægningspakke, Radio MINI Boost cd |
Leveringsomkostninger | kr. 3.680 |
Vejl. udsalgspris inkl. ekstraudstyr og lev.omk. | kr. 461.452 |
Garanti 2 års nybilsgaranti uden kilometerbegrænsning | |
3 års lakgaranti | |
12 års rustbeskyttelsesgaranti | |
MINI Service Inclusive XXL: 5 år / 70.000 km | kr. 20.012 |
(service, vedligeholdelse, reparation – pris inkl. moms) |