Test: En Drivers Car i crossover-klassen
Hvis man lavede et spil, der hed ”Crossover-bingo”, ville der være fuld plade til Maxda CX-3. Ikke at det skal forstås negativt, men der er nogle egenskaber, som klæber til denne eleverede biltype, mere end nogen andre biltyper. Øget indstignings- og frihøjde: tjek. Plasticforstærkede skærmkanter: tjek. Fancy designløsninger og LED-lys: tjek. Masser af aflæggeplads i kabinen: tjek.
CX-3 ligner en bil, som sagtens kan klare noget terræn, men samtidig med så mange lækre designdetaljer, at man stolt kan køre den rundt i storbyen. Det er også et design, som med sin spidse snude og dynamiske linjer, udstråler køreglæde mere end gennemsnittet af crossoverne gør – og det gør måske også CX-3'eren til mere af et livstilsvalg end konkurrenterne. Lidt som med Toyota C-HR uden sammenligning i øvrigt.
Testbilen, som MagaCin har fået stillet til rådighed, er med den firecylindrede SkyActiv-D 1.8 L dieselmotor med 115 hk i udstyrsniveaet Optimum. Ekstraudstyr var sorte lædersæder, som var elektronisk justerbare i førersiden.
Køreegenskaber
Mazda har et ry for køreegenskaber over gennemsnittet, og det ry kan man man passende dele videre til CX-3, hvis man sammenligner med crossovers fra konkurrenterne. For trods de 1535 mm højde, ligger CX'eren stabilt i kurverne – for en crossover. Tilmed uden at affjedringen er unødig hård, men vil man have de skarpere køreegenskaber, er der ingen vej udenom at droppe CX og tage en Mazda3 i stedet.
Oversigtsforholdene er acceptable trods bagdørenes minimale vinduer. Men B-stolpen (stykket mellem vinduet i døren og vinduet i bagdøren) er voluminøs. Testbilen var udstyret med blindvinkelassistent, som er absolut anbefalelsesværdigt udstyr til CX-3'eren.
I byen giver den høje bil gode oversigtsforhold, og de næsten lodrette sider gør den nem at køre rundt i smalle gader.
Motor og transmission
Den firecylindrede SkyActiv-D dieselmotor på 1998 cc og 115 hk har et godt moment, når den lige har haft sit halve sekund til at tage mod til sig. Accelerationen er god og virker heftig for en 115 hk motor – selv for diesel. Momentet fortsætter ved landevejshastighed og godt op i motorvejshastighederne, hvor der er rigeligt effekt til danske hastigheder.
Lydisoleringen er dog ikke topklasse, og motoren kan altid høres. Ikke generende, men forventninger om lydløs kørsel kan man glemme alt om.
Komfort og kabine
Instrumentbrættet er designmæssigt til den sportslige side med store runde blæsere til føreren, og mindre, visuelt camouflerede blæsere til passageren. En åbenlys måde at vise, at CX-3 skal være en Drivers Car. Materialevalget er lækkert og viser kun besparelser ved, at den aktuelle hastighed vises med store, oldschool digitaltal. Men det kan bestemt også have sin charme og er derfor ikke noget, der trækker ned i gennemsnittet.
Til trods for elektronisk justerbare sæder lykkedes det ikke undertegnede at blive venner med ergonomien. Ryglænet har en skålform hele vejen op, som gjorde, at jeg kom til sidde på en lidt skrutrygget måde, og helt komfortabelt blev det aldrig. Til gengæld kan sædet justeres meget i højde og hældning på siddeflade, så det bør være muligt for de fleste at finde en nogenlunde passende positur. Når den er fundet, kan positionen huskes elektronisk til næste gang, man kører. Sædet kan ”huske” to sædepositioner.
Bagsædet er til gengæld ikke et sted for voksne mennesker eller velvoksne teenagere. Benene bliver presset mod forsædet, og hovedet går i mod loftet. Mindre børn vil have svært ved at se ud af de højt placerede bagruder. Det er en folkesygdom i crossoverklassen, som næsten alle har bagdørsvinduer, som bliver smallere hen mod bagenden.
Bagagerummet har en kapacitiet på 350 L, men læssekanten er forholdsvis høj. Til gengæld kan bagagerummets bundplade reguleres i højden.
Alternativer
Konkurrenter eller alternativer er der masser af. Vil man have et sprælsk design, er Toyota C-HR, Hyundai Kona, Nissan Juke eller den kommende DS 3 Crossback oplagte emner. I den mere komfortable ende finder vi Opel Crossland X, Citroen C3 Aircross og Honda HR-V. Skal det være velkørende, er Kia Stonic eller BMW X2 gode muligheder.
Konklusion
CX-3 er en Drivers Car i crossoverklassen – med hvad det giver af til- og fravalg. Vil man have et væld af praktiske løsninger, blød affjedring og kedelig kørsel, er der masser af alternativer fra andre producenter.
CX-3 er til den sportslige side i den højbenede klasse – men er samtidig overraskende god i byen. Og som vanlig for Mazda, er der kælet for detaljerne i kabinen, så man som fører har en lækker køreoplevelse.