Test: flabet Suzuki giver baghjul

Selvkørende biler er stærkt overvurderede og i øvrigt dødens pølse. Det bliver slående klart bag rattet i  en sportsorienteret bil med skarpe køreegenskaber. For det minder os om, hvor meget morskab vi egentlig står til at miste ved at lade os fragte i anonyme mobilstuer. For der er noget befriende ved at tage et sving med god fart, følelsen af vejkontakt og kontrol med køretøjet og navnlig dets motor. Måske lidt skrigende dæk i ny og næ. Spørgsmålet er om vi vil ofre det, for at få ekstra tid til at læse mødereferater og arbejde, mens bilen selv styrer?  

Suzuki Swift Sport er en af den slags biler som giver en sund skepsis over for lovprisningen af selvkørende biler – for her er dét at styre bilen selv et meget bevidst tilvalg.

Det sportslige islæt er naturligvis også visuelt. Sportversionen af Swift er fem cm længere som følge af en længere, spidsere og mere aggressiv front. Skørter i kulfiber-look sidder hele vejen rundt og omkranser de to overdimensionerede afgangsrør. Dramatiske 17' alufølge komplementerer den skriggule lakering, som får resten af verden til at se sort/hvid ud.

Indenunder adskiller en kraftigere undervogn med Monroe-dæmpere Swift Sport fra den almindelige Swift. Der er også ekstra svejsninger til at holde Sports-Swiften samlet, samt et kraftigere bremsesystem.

Køreegenskaber

På Jyllandsringen, som er dejlig fri for andre trafikanter, vejkrydsende katte, pensionister i mikrobiler og andre fartnedsættende faktorer, testede vi Swiftens potentiale. Og den skuffer ikke med sin stærke og omdrejningsvillige motor. Styrtøjet er dejlig fast, men til banebrug ville det ikke gøre noget med mere føling, på bekostning af servoen. Monroeaffjedringen er dejlig fast og responsiv og bremserne ekstremt effektive for bil i denne prisklasse. Men en til racerbanen kunne godt savnes lidt mere stabilitet i sving – så det jo heldigt den egentlig er lavet til almindelig vejbrug.

På motorvej formår Swiften også at følge med og den adaptive fartpilot regulerer hastigheden i forhold til forankørende rimelig flydende. Faktisk bedre end visse andre, og dyrere, mærker har kunnet fremvise.Bilen er stabil og sporsikker på vejen – trods sin klejne vægt og størrelse.

De krogede landeveje er tættere på at være Swiftens livret og her kommer de gode sving- og accelerationsegenskaber for alvor i spil. Men små sogneveje i kuperet terræn er næsten de mest underholdende, med deres skarpe sving og kørselsmæssige udfordringer. Perfekt til en stramt styrende, lille bil med motormæssigt overskud.

I byen kan Swiften godt snegles frem i kø og tæt trafik. Dens minimale venderadius gør den nemt navigerbar og meget nem at have med at gøre. Men langsom kørsel virker af en eller anden grund ekstra frustrerende i en sportslig bil, som har langt, langt mere potentiale. I sagens natur er det en Fejl 40 og det kan Suzuki ikke klandres for.

Motor og transmission

Swiften Sport er som standard udstyret med den firecylindrede 1.4 BoosterJet turbobenzinmotor, som leverer 140 hk. Her er det igen værd at være opmærksom på bilens lave vægt, hvis effekten lyder lav for en sportslig bil. Vi har kun lige passeret et ton.

Hestekræfterne leveres forholdsvist jævnt, med et imponerende træk omkring 3000 o/m. En sekstrins gearkasse hjælper til at overføre effekten til asfalten og gearkassen giver et lækkert mekanisk feedback, når man skifter gear.

Med én person i bilen formår motoren sagtens at levere imponerende accelerationer både ved by-, landevejs- og højere motorvejshastigheder. Heldigvis; ellers ville de dobbelt afgangsrør også være vildledende. Og det tiltaler i den grad de mere primitive lyster at give baghjul til langt dyrere biler i premiumklassen. Det skal man heller ikke være for fin til.

Forventningen om en lav benzinregning ved en mindre bil kan du imidlertid godt deponere. Effekt koster og, indrømmet, vi har kørt bilen som den lægger op til. Bilen havde i informationsdisplayet et gennemsnit på 12,5 km/l, som er mere end et godt stykke under de 17,9 km/l, som den er opgivet til. Selv ved konstant hastighed omkring 90 km/t er det svært at komme over 20 km/l.

Komfort

Der er fuld skrue på de sportslige associationer i kabinen. Sæderne er sportslige med sidestøtter så store at man sidder kilet fast. Lyder det ubehageligt? Det er det ikke, selvom man trodser bilens natur og blot kører en rolig tur. Forsæderne er ikke hårdere, end at det er til at sidde i dem gennem længere tid, samtidig med at de holder godt fast i skarpe sving.

Desværre er sæderne høje (for en sportslig bil), så ergonomien bliver ikke helt i top for høje chauffører. Det gør også at man som chauffør ikke får så meget go-cartfølelse, som man ellers kunne ønske i en lille, bred og sportslig bil. Og det virker naturstridigt at sidde i en sportlig bil med en stor knytnæves plads mellem hoved og loft.

På bagsædet er til gengæld masser af plads til voksne passagerer (for bilstørrelsen). Forsædernes form tilgodeser bagsædepassagerers knæ og man sidder ikke klemt. Det høje loft generer heller ikke hovedet.

Kabine og karosseri

Kabinen er tapetsereret i sportlighed. Alu-pedaler, røde syninger i læderrattet, pianosorte detaljer og rødlige racerfarver på instrumentbræt og døre vidner om kundeklientellets præferencer. Døre og instrumentbræt er holdt i hård plast.

Informationskærmen er ikke af den nemmest navigerbare slags og nogle af ikonerne er så små, at det kræver flere sekunders finmotorik at betjene dem under kørsel. Det er en Suzuki-relateret sygdom og er ikke isoleret til Swift Sporten. Desværre, for alt der tager blikket væk fra trafikken er et faremoment.

Sportsbilsejere vil typisk gerne kunne høre motoren. Og her skuffer Swiften ikke. Men man kan høre mere end blot motoren. Store alufælge og visuelt lir som spoilere og wannabe-kulfiberskørter, som fartvinden kan hvisle imod, bidrager stærkt til et susende soundtrack til kørslen. Det er især udtalt ved hastigheder over 100 km/t. Ved ”normale” biler er det ikke et salgsfremmende forhold, men ved sportslige biler gør det ikke helt så meget. Det er faktisk mere end i orden at man kan høre motoren arbejde.

Bagagerummet har en kapacitet på 265 L. Det er i den lave ende for bilstørrelsen, men hvis det skal være praktisk med masser af aflæggeplads, er det en helt anden slags bil der skal ses efter.

Alternativer

Suzuki Swift Sport ligger godt prismæssigt placeret blandt Poloklassens steroidevarianter. Ford Fiesta ST-Line har en startpris på omkring 210.000 kr med et lignende udstyrsniveau. Da vægten er højere, vil en Fiesta ST 1 med 200 hk være en overvejelse værd, men den koster omkring 300.000 kr. VW Polo GTI med 200 hk har en startpris på 280.294 kr., før man tilsætter udstyr så den matcher Swift Sporten. Mini Cooper hatchback med fem døre og 136 hk har en startpris på 270.300 kr. Seat Ibiza FR med en 150 hk 1.5 TSI EVO motor koster med et lignende udstyrsniveau omkring 235.000 kr.

Vælger man til gengæld at gå en størrelse op, er den skarpt kørende og veludstyrede Honda Civic Sport med 182 hk tilgængelig fra 276.880 kr.

Konklusion

Suzuki Swift Sport udmærker sig med underholdende køreegenskaber overfor den grå masse af biler. Og forskellen i forhold til standard-Swiften er markant, med et væsentlig højere forbrug, fun factor og pris. Bilen oser af køreglæde, både hvad angår rene køreegenskaber og især på designet. Det er legetøj og derfor må praktiske egenskaber som bagageplads, brændstofforbrug og kørestøj træde i baggrunden.

I forhold til konkurrenterne er prisen attraktiv, set i forhold til udstyrsniveauet. Stærkt underholdende og man priser sig lykkelig for, at det ikke er en computer som varetager styringen.