Test: Volvo V60 Cross Country imponerer
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Test: Herregårdsvognen imponerer

Masser af plads og gode køreegenskaber - trods den øgede frihøjde. V60 Cross Country er muligvis tidens bedste Volvo
17/03-2019 kl. 05:51
Anslået læsetid: 5 Minutter

I folkmunde går Volvo V60 Cross Country til tider for at være ”herregårdsvognen”, hvor en ikke ubetydelig del af kælenavnet utvivlsomt synes inspireret af bilens prisskilt. Prismæssigt er vi et stykke ude over husmændenes økonomiske formåen.

Blandt V60'erne hører Cross Country-varianten til de dyreste, men før du forbistret kaster Cross Country-kataloget i pejsen, så læs lige lidt med. For den forhøjede stationcar med de dramatiske skærmkanter formår noget, som den voksende klasse af crossovers ikke altid gør: den kan håndtere kurver med fart på! 

I forhold til ”ordinære” V60'ere, har Cross Country ekstra frihøjde, så der rent faktisk kan kaperes terræn. Men det elegante design gør også, at bilen med stolthed kan føres i by og land. Så som biler der hedder noget med ”Cross” er flest, er det en praktisk bil til de fleste formål.

Køreegenskaber

Affjedringen i V60'eren fortjener ros, idet den uden at være blød og svampet tillader den store bil at tage sving, uden at krænge eller føles lige så tung, som bilen faktisk er. Ujævnheder i vejen og vejbump mærker man ikke meget til, mens kurver ved motorvejenes tilkørselsramper stadig kan tages med god fart. Så som det antydes, er bilen uden at være direkte sportslig, heller ikke kedelig at køre. Servostyringen er ikke kraftigere end at der er en god føling med underlaget – hvilket det semisportslig lille rat også lægger op til. Et rigtig godt kompromis mellem agilitet og komfort.

På motorveje virker den adaptive fartpilot og vejbaneassistenten godt sammen og holder bilen fint i midten af banen, mens den blødt tilpasser hastigheden i forhold til forankørende. Det er funktionalitet som skal tilkøbes. I byen er bilen lidt stor at manøvrere rundt ved parkering, og parkeringssensorer og bakkamera er næsten en nødvendighed.

Bilen, som i bund og grund er en god stationcar på stylter, virker ikke SUV-høj at køre rundt i, i byen. Sikkert mest fordi det netop føles som at køre en lavere stationcar (hvilket er ment som en ros) og ikke en bil, som visuelt gør meget ud af at have SUV'sk højde.

Motor og transmission

Test-kareten var udstyret med et spand af 190 energiske dieselhestekræfter. Mere end rigeligt til at få bragt bilens velvoksne 1835 kg køreklare vægt i god fart. Momentet på 400 Nm mærkes især, når man ved landevejs- og motorvejsfart vil foretage overhalinger. Der er rigeligt at tage af. Den ottetrins gearkasse fungerer hurtigt og flydende, men kan ved dalende hastighed have en tendens til ikke at geare ned, så når speederen igen får lidt tryk, er motoren nede i det helt lave omdrejningsregister et øjeblik.

Gasgivning er nemt doserbar med automatgearet, ved helt lave hastigheder – eksempelvis i byen. Der kommer heller ikke nogen overraskelser med pludselig effekt – medmindre der virkelig gives gas ved  overhaling. Så generelt er motoren nem medgørlig, behagelig stille, men brølstærk når det behøves. Ikke en uheldig karakteristik.

Effekt til en tung bil kommer ikke gratis og brændstofforbruget er i den høje ende. Den opgivne effekt på 15,1 km/l kan være svær at opnå, medmindre der køres ud af en lige landevej med en konstant hastighed. Og det vel at mærke med kun en person i bilen. Forvent ikke så meget mere end 10 km/L. Til gengæld kan herregårdsvognen trække trailere og campingvogne op til 2000 kg.

Komfort og kabine

Støjniveauet, eller mangel på samme, er meget lavt i V60 Cross Country. Hverken dæk- eller vindstøj er der meget af, og motoren høres kun behagelig dæmpet under acceleration. Ikke dårligt for en bil, som rent faktisk er ret høj.

Materialerne i kabinen virker af høj kvalitet og der skal ledes længe for at finde hård plastic. Designet er afdæmpet, på den lidt underspillede og eksklusive måde: der er glimmer og genskin i nogle af materialerne. Men det er afdæmpet glimmer og genskin.

Informationskærmen har en dejlig høj opløsning, god farvetæthed og virker også i stærk sollys. Men menustrukuren i informationssystemet skal man vænne sig til og det er ikke altid helt logisk hvor man finder forskellige funktioner. Forvent lidt tilvænningstid.

Førersædet i testbilen er elektronisk justerbart i højden, men ikke i ryg eller hvis man ønsker at køre sædet frem eller tilbage. Man sidder behageligt, men det kan undre at nakkestøtten ikke kan justeres i en bil i den prisklasse. Der er masser af plads til at aflægge nøgler, pung, telefon(er) og andet i de mange rum, som midterkonsollen indeholder.

Bagsædet byder på masser af plads til både den langbenede og højhårede passager. En person på 1.90 m. har masser af plads at gøre godt med på det rummelige bagsæde.

Alternativer

Stationcars i premiumklassen er ikke en mangelvare og alle leverandører i firmabilsklassen (undtagen DS) har minimum én. Kategorien er i stærk konkurrence med SUV-segmentet, hvor V60 Cross Country ligger lidt imellem de to kategorier.

Dansker-darlingen Skoda Octavia og Opel Insignia (også med mulighed for firehjulstræk) tilbyder lavere pris og mere jordbundenhed, mens Peugeot 508 SW tilbyder designmæssig finesse. I premiumklassen byder BMW 5 Touring og den større Jaguar XF Sportsbrake ind med stærke køreegenskaber, mens VW-koncernen har Volkswagen Passat Variant og Audi A4 Allroad at tilbyde. Mulighederne er mange, og det er vel at mærke uden at inkludere SUV'er.

Konklusion

V60 Cross Country gør det godt på alle væsentlige parametre, med undtagelse af forbrug. Bilens størrelse og effekt taget i betragtning, kan det ikke komme som en overraskelse. Desværre er prisen Cross Countrys pris i sig selv ekskluderende for de fleste. En skam, for det er uden tvivl en af tidens bedste Volvo'er

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start