Test: Suzuki Ignis
Test: Suzuki Ignis
Suzuki har med Ignis forsøgt at kombinere to trends indenfor bilsalg: mikrobiler og crossovers. Størrelse, lav pris og lavt forbrug fra mikrobilerne. Højde, rummelighed og praktikalitet fra crossoverbilerne. Suzuki Ignis forsøger at leve op til det hele og den modige satsning fra Suzuki gør, at der ikke rigtigt er andre konkurrerende biler, at sammenligne med.
MagaCin har testet Ignis'en på motorvej, i terræn med grus og i bymiljøet.
Komfort
Ignis'en er rummelig, forstået på den måde, at Suzuki har formået at udnytte pladsen i den lille bil godt. Således udsatte undertegnede Ignis'en for familietesten (undskyld Suzuki!), ved at lade kone og to børn køre med på en længere tur. Der var overraskende meget benplads – mere end i vores egen Skoda Fabia fra 2007, som er en lidt større bil. Imponerende.
Førersædet kan justeres i højden – faktisk temmelig meget. Her har Suzuki nok skelet til den forholdsvist store målgruppe, der pga. forskellige problemer med ryggen, hellere vil stige ind i, end ned i, en bil. Og gerne vil have en oprejst kørestilling. Der er der stor mulighed for i Ignis'en.
Bilens højde gør også, at bagsædepassagerer skal være meget høje for at hovedet går imod loftet. Så det er lige før, at bilen kan godkendes til fragt af basketballspillere.
Køreegenskaber og motor
Køreegenskaberne er gode i byer og ved begrænset fart. Højden giver et godt overblik i byen og Ignis'en har en venderadius på kun 4,7m. Det er hermed muligt at lave U-vendinger på større veje.
Men efterhånden som hastigheden øges, indtræffer de knap så heldige karakteristikker, som flere småbiler lider af. Ved motorvejshastighed er der en del dæk- og vindstøj og motoren mister lidt af pusten. Overhalinger skal planlægges, da det er en langsommelig affære at øge hastigheden. Her kunne man godt forvente lidt mere af 90 HK motoren, der ligger som standard i Suzuki Ignis.
Ignis'en høje tyngdepunkt gør også, at det føles om om bilen krænger over i sving. Dermed arver den også en typisk dårligdom fra crossover-segmentet, der sjældent ligger helt godt i sving. Og da det er en lille, let men høj bil, bliver den også sidevindsfølsom. Det er med andre ord en blandet fornøjelse, at køre i Ignis'en på motorveje, med sidevind og lastbiler der skal overhales.
Suzuki Ignis markedsføres også som en mini-SUV, så vi blev nødt til også at teste den i terræn. Lettere kuperet terræn, forstås. Og den gør det faktisk godt på ujævne grusveje og flade marker. Den bløde affjedring virker tillidsvækkende og man kører let hen over små bump på vejen. Da det ikke var firehjulstræk-versionen, vi fik stillet til rådighed, kunne vi ikke teste Ignis'en helt udenfor vejsystemet. Men absolut godkendte terrænegenskaber for en bil i den størrelse og prisklasse.
Forbrug
Brændstofforbruget ligger i den lave ende for crossovers, men i den høje for mikrobiler. Måske er det vindmodstanden, men brændstofforbruget stiger voldsomt ved motorvejshastighed. Det er svært at komme over 15 km/L., så der er ikke den store forskel til væsentligt større biler. Forbruget er noget mere acceptabelt ved lavere hastigheder.
Praktikalitet
Som med andre crossovers, er Suzuki Ignis også praktisk indrettet. Der er holdere til flasker i dørene og bagsæderne kan køres frem og tilbage, så bagagerumspladsen forøges. Så afhængigt af bagsædernes placering, kan der være mellem 260 og 373 liter i bagagerummet, hvilket er pænt for en bil i den størrelse.
Bagdørene kan åbnes i en næsten 90 graders-vinkel, hvilket gør det nemt at læsse børn og indkøbsposer ind på bagsædet. Fordørene kan også åbnes vidt og i det hele taget, vil Suzuki Ignis være et godt bud for rygbesværede mennesker, der gerne vil have en bil, som man stiger ind i, og ikke ned i. Førersædet kan justeres meget i højden, så der er rig mulighed for, at sidde oprejst.
Her har der hidtil ikke været så mange muligheder på mikrobilsmarkedet.
Overblikket, højden og Ignis'ens lille størrelse, gør den meget nem at parkere. Med det indbyggede bakkamera, bliver det endnu nemmere. Så selvom Ignis'en er lavet med henblik på praktikalitet og aktiv livsførelse, vil den faktisk være meget ideel for ældre medborgere, der ikke ønsker at tumle rundt med en stor bil.
Konkurrenter
Suzuki Ignis ligger, indtil videre, forholdsvist alene mellem mikrobiler og crossovers. Fiat Panda kunne tidligere fås med firehjulstræk, men slog aldrig rigtigt igennem i Danmark. Måske fordi prisen lå omkring 250.000 kr.
Derfor er det svært at sætte konkurrenter op, men prismæssigt starter Ignis ved 128.000 kr. Den billigste crossover er Dacia Duster til 140.000 kr. uden ekstraudstyr. Og Ignis'en er født med udstyr, som skal tilkøbes for Dacia'ens vedkommende.
Skal der firehjultræk på, bliver forskellen større. Her ligger Ignis på 170.000 kr. og den billigste 4X4 crossover, Dacia Duster igen, starter ved 200.000 kr.
Sammenligner man med mikrobiler, er Ignis'ens pris høj. Så igen, det er svært at sammenligne med andre.
Konklusion
Man får lidt fornemmelsen, at Suzuki Ignis er en mikrobil med ekstra frihøjde – uden at det skal forstås negativt. Den klarer sig fint ved bytrafik, let kuperet terræn og er uhyre praktisk indrettet. Venderadiusen og det gode udsyn gør, at den er virkeligt nem at have med at gøre i byen.
Køreegenskaberne er knap så gode på motorvejen: støj, vindfølsomhed og en motor der ikke helt kan følge med. Og i sving gør det høje tyngdepunkt, at man helt automatisk holder hastigheden lav.
Det er nemt at komme ind og ud af bilen, og kombineret med det gode udsyn, kan det tænkes, at også ældre medborgere vil kunne have glæde af Suzuki Ignis. For det er lille, let bil med godt udsyn, at styre rundt.
Se mere om Suzuki Ignis i vores næste TV-udsendelse