Test: Toyota C-HR

C-HR er alt andet end anonym og varsler, at Toyota godt tør lave mere kompromisløse biler. For C-HR er en karakteristisk bil, med de til- og fravalg det giver.

Design

Man kan ikke anmelde Toyota C-HR, uden at komme ind på designet. Især fordi Toyotas design sædvanligvis er lige så ukontroversielt, som at anskaffe sig en sølvgrå bil: meeeeget mainstream.

C-HR er et skridt i den helt modsatte retning – designet er kantet og, vil nogen indvende, næsten karikeret. De skarpe linjer og store hjul leder tankerne hen på en Batmobil. Hvis Batman ellers kørte Crossover. Toyota angiver selv, at den primære målgruppe for C-HR, er M/K 25 – 40 år, vellønnet, storforbruger af sociale medier, sans for det unikke og uden børn. Eller med andre ord, den lettere trendy, kreative klasse.

Og designet er gennemført, på både godt og ondt. Små børn vil finde bagsædepladsen mørk og køresygefremkaldende, da kun en mindre fraktion af himlen kan beskues gennem de meget små vinduer i bagdørene. Omvendt er vinduernes vinkel med til at give C-HR det markante udtryk. Respekt til Toyota for at være så gennemført i sit design. 

Køreegenskaber

C-HR ligner en bil, som er underholdende at køre. Og for en bil med en højde på 1565 mm., ligger den forbløffende godt i sving. Men det er også en forholdsvist bred bil – 1795 mm., hvilket absolut hjælper på køreegenskaberne. Sidevind kan godt mærkes, men i mindre grad end hvad man ellers kan forvente i crossover-segmentet.

Ingen test af højbenede biler uden en test i terrænet. I dette tilfælde en skybrudsudvasket grusvej på en bakke. Altså temmelig bumlet og med løst grus. Affjedringen åd bumpene uden at kny og vejgrebet fungerede fint. Godt klaret af en bil, der med stor sandsynlighed kommer til at tilbringe det meste af sin tid i, eller ved, byer.

Komfort og bagageplads

Sæderne er komfortable; behageligt bløde men stadigt sportslige. Desværre er indstillingen af ryglænet ikke trinløst. Midterarmlænet har et stort opbevaringsrum.

Bagsæderne er komfortable, men der er ikke meget plads til knæene. Passagerer over 1.80 m. vil også kunne mærke loftet mod sit hoved.

Bagsædepladsen er et af de steder, hvor det markante design har omkostninger. De små vinduer i bagdørene giver ikke meget udsyn. Kombineret med, at sider og loft er sorte, er det en mørk oplevelse, at sidde bagved. C-HR udmærker sig ikke til børnetransport.

Bagagerumspladsen er på 377 L. (og 1160 L. hvis bagsæderne lægges ned). Det er væsentligt mindre end eksempelvis en Opel Crossland X, der har 410 L., men mere end Nissan Jukes 354 L.

Om det er bilens højde eller de mange kanter der gør det, skal være usagt. Men i kabinen er der en del vind- og dækstøj. Dækkene kan udskiftes, men man skal ikke forvente en lydløs køreoplevelse ved landevejshastighed og derover. Der er en konstant susen.

Kabine og informationssystem

Informationskærmen er fint matchet ind i designet. Men grafikken på skærmen har svært ved at følge med, og man skal vente på, at menuer loader. Ikke et stort problem, men i en hel ny bil, vil man normalt forvente, at systemerne kører 100%. Man frygter for hastigheden, hvis bilens computer sander til, som en aldrende PC også gør.

En pendler-venlig feature er, at der er en dedikeret kontrolarm for fartpiloten. Ved at vippe op eller ned, øger eller mindsker man farten med 5 km/t. Kombineret med automatgear, gør det kørslen mere behagelig og det kan undre, at der ikke er flere bilproducenter der har lavet et lignende system.

Motor og transmission

Den testede version er udstyret med en 1,8 L benzin-hybridmotor, hjulpet på vej af en e-CVT gearkasse. CVT gear kræver tilvænning, da det lyder som om motoren bliver mishandlet. Ligeledes i C-HR – motorlyden er markant ved kraftig acceleration.

Der er godt træk fra bunden – med hjælp fra både benzin- og elmotor. Når batteriet har tilpas kapacitet, kan man ved by- og landevejshastighed køre med el alene, hvis gaspedalen ikke trædes for kraftigt ned. Ved motorvejshastighed er optrækket mere gennemsnitligt og acceleration kan tage tid.

Gennem testperioden lå forbruget omkring 19 – 22 km/l., men med øvelse kan det sikkert mindskes. Det havde vi desværre ikke tid nok til at få efterprøvet tilstrækkeligt.

Der er et gear specifikt til at høste energi ved nedbremsning. Det virker som en meget kraftig motorbremse, men efter lidt tilvænning, er det muligt næsten kun at bruge speederen til at styre hastigheden. Det kan man godt blive lidt afhængig af.

Konkurrenter

Der er ikke nogen direkte konkurrenter til C-HR. Forstået på den måde, at dens markante design vil være et salgsargument i sig selv, for C-HR's målgruppe. Nissan Juke peger lidt i samme retning, men er mindre. En version med tilsvarende udstyrsniveau ligger på 270.000 kr., men igen skal man huske størrelsesforholdet. Kia Niro, der også fås som hybrid og omtrent har samme størrelse, ender på 350.000 kr. Sammenlignet med C-HR ser den noget mere traditionel ud.

Konklusion

Toyota C-HR er en livstilsbil, der adskiller sig markant fra Toyotas øvrige sortiment. Livstilsbiler er mere kompromisløse i deres udtryk og således også C-HR: den er ikke velegnet til børn på bagsædet. Og den er heller ikke så fornuftig som Toyota'er ellers har ry for.

Til gengæld er den velkørende, magelig (for forsædepassagerer), karismatisk og har et markant design. Og dét alene kan være nok til at opveje andre mangler, for C-HR's målgruppe.