Test: Velkørende SUV-klassiker
Du kender den godt hvis du ser den. Suzuki Vitara. Ligesom Nissan Qashqai er Vitara en af de hyppige, højbenede brugere af de danske veje – og ligesom Qashqai har den været det i lang tid. Før finanskrisen skulle man helst køre kæmpe-SUV og have et samtalekøkken med børstet stål-look. Vitara, og Grand Vitara, tilbød meget SUV for pengene og var et kærkomment alternativ for de der hverken havde ønsket eller økonomien til at køre i Hummer.
Med de mindre økonomiske kår efter finanskrisen fulgte de mindre biler. Men forbrugerne savnede SUV'erne, gjorde de, og derfor begyndte det mindre, men højbenede crossover-segment at storsælge. Og Vitara fulgte igen trenden og blev mindre. Stadig med en attraktiv prissætning.
Med seneste facelift har Vitara fået kosmetiske ændringer på fronten, nye baglygter, nyt instrumentbræt og mulighed for DAB+ radio. Men mest vigtigt er, at Vitara nu kun fås med benzinmotorer og at der er blevet tilføjet masser at sikkerhedsteknologi. Du kan læse mere om det seneste facelift i mini-testen her.
Køreegenskaber
Når vi anmelder køreegenskaber i biler, er det naturligvis altid med en skelen til prisen. En Dacia og en Lexus skal ikke bedømmes ud fra samme statiske målestok. Og ligeledes med Suzuki Vitara og en Lamborghini Urus.
Når det er sagt, kører Vitara rigtig godt i forhold til prisen. Som en høj bil, kan man godt forvente en del usikkerhed og krængning i sving, men det er der overraskende lidt af. Affjedringen er hård og stabil.
Stærk sidevind kan til gengæld godt mærkes i den kantede og høje Vitara. Og apropos højden, er oversigtsforholdene gode, med de ligeledes høje sæder og store vinduer. Faktisk er bakkameraet næsten unødvendigt, men naturligvis rart at have. I byen er venderadiusen på 5,2 m. en stor hjælp og det er tydeligt at byliv har været en væsentlig prioritet, selvom udseendet antyder maskulin firehjulstrækker til vildmarken.
Den adaptive fartpilot fungerer glimrende og er glidende i sin tilpasning af farten, i forhold til forankørende. Vejbaneassistenten er til gengæld ret upålidelig og mister på uforudsigelig vis registreringen af ellers tydelige vejsidestriber – så den kan man lige så godt starte med at slå fra.
Motor og transmission
Testbilens firecylindrede 1.4 BoosterJet benzinmotor er opgivet til 140 hk. De leveres godt ved motorvejshastighed, hvor den høje bil sagtens kan følge trafikken. Så værre er vindmodstanden trods alt ikke. Ved autobahntesten viste Vitaraen også mulighed for at god acceleration op til 160-170 km/t på speedometeret. Så effekten flader ikke nævneværdigt ud ved danske motorvejshastigheder, og bilen er derfor meget velegnet til ferieturene sydpå.
Testugen bød på et gennemsnitsforbrug på omkring 14 km/l ifølge informationsdisplayet.
Kabine og informationssystem
Informationssystemet halter lidt, hvilket desværre er en Suzuki-sygdom. Touchskærmen reagerer langsomt på input og nogle ikoner er bemærkelsesværdigt små, taget i betragtning af, at de skal kunne betjenes i et køretøj i fart.
Bagagerummet på 375 L er ok, men ikke prangende for bilstørrelsen.
Komfort
Som den høje bil Vitara'en er, er støjniveauet lavt. En stor og kantet bil med voluminøse hjul kan være en larmende affære med motorvejshastighed, men Vitara'ens prisniveau taget i betragtning, er støjniveauet ret begrænset.
Rent komfortmæssigt er sæderne bløde og behagelige. Siddepositionen er oprejst og forholdsvist høj. I den henseende har Vitara SUV-kvaliteter, men for personer som undertegnede, som gerne sidder lavere og ikke nødvendigvis ønsker at være helt i øjenhøjde med loft og solskygge, kunne det være ønskeligt med mulighed for at regulere sædet længere nedad.
Bagsæderne er også voksenkompatible og giver ingen problemer i højden for passagerer op til 1.90 m, mens knæpladsen er ok for passagerer i samme højde. Men heller ikke mere end ok. Lavere passagerer vil ikke opleve problemer, og børn vil glædes over udsynet gennem de store ruder.
Alternativer
Oplagte konkurrenter til Vitaraen vil være den velkørende Seat Arona eller Kia Stonic. Hvis fokus er på komfort og design, byder Citroen ind med C3 Aircross. Andre alternativer kan være Peugeot 2008, Renault Captur, Hyundai Kona og Opel Crossland X.
Konklusion
Til prisen står Vitara skarpt med gode køreegenskaber og SUV-kvaliteter, som godt udsyn og høj siddeposition. 1.4 BoosterJet-motoren gør det godt og gør også bilen absolut anvendelig ved højere hastigheder.
Pladsmæssigt er Vitara godkendt, mens finelektronik som vognbaneassistent og informationssystem trænger til en overhaling af Suzukis programmører. Det kan være det kommer i næste Service Pack.