Test: Volvo XC60 – Fortjent finalist fra Årets Bil

Hvis man spørger smagsdommerne udi bilernes verden, har Volvo taget nogle spændende skridt de sidste år. Teknologisk er de langt fremme og rent designmæssigt ligeså. Så vi var på redaktionen spændte på, om hypen holdt eller det var ren designglasur.

Opmærksomme læsere vil bemærke, at bilen her også var med i finalen til Årets Bil 2018, og hvis ikke det var for for det lidt utilgængelige prisniveau, ville vinderchancen nok have været høj.

Design

Æstetik og design er i sidste ende altid en individuel vurdering, så nedenstående må stå for egen regning. Men Volvos design er i mine øjne blevet elegant og lækkert – samtidig med at det også udstråler kraft. Og i den henseende tiltrak Volvoen også opmærksomhed fra både forbipasserende og enkelte, som gerne ville vide mere.

Jeg synes personligt at XC60 er en SUV hvor designet holder hele vejen igennem (hvis man ser bort fra det hvide indtræk i kabinen). Materialevalget i kabinen er lækkert og der er ikke meget billigt plast at brokke sig over. Det simple design med en træ-lignende linje på tværs af kabinen er en stilet detalje og i den henseende er det en lækker bil at befinde sig i.

Komfort og bagagerumsplads

Testbilen var udstyret med elektrisk justerbare sæder, som dog aldrig blev helt komfortable for undertegnede. Det føltes som havde nogen lagt et lille træbræt ned midt på det ellers så behagelige sæde – med det resultat, at det ikke var så behageligt igen. Andre kolleger fra kontoret oplevede dog ingen problemer.

Sæderne bagtil var ganske komfortable, men pladsen til knæene var begrænset for størrelse 1.85 m. og opefter. Lidt overraskende for en bil i denne størrelse vil det være problematisk med større teenagere på bagsædet. Til gengæld var der mulighed for, at justere varmen i blæserne bagtil, så helt ukomfortabelt blev det ikke.

Ved ren beskuelse virker bagagerummet på 505 L meget dybt og det kan undre, at der ikke er mere plads allokeret til bagsædepassagerer i stedet.

Lydniveauet i bilen var meget lavt og motoren hørte man ikke meget til – udover når den fik noget pedal. En lav summen fra dækkene var hvad det blev til ved motorvejsfart.

Kabine

Kabinen i testbilen var beklædt med lyst læder og materialer i farvenuancer der passer dertil. I mine snerpede øjne en farvekombination tilpasset nyrige, rappere eller narkogangstere. Så er det sagt. Så bedømmelsen måtte bero på at forestille sig kabinen i mørkere og mere konservative farvekombinationer. Og designet i sig selv er nemlig lækkert, simpelt og elegant. Der er gjort brug af træ(lignende) materialer og med fine detaljer. Eksempelvis gummibunde i hylderne i dørene. Med andre ord er det nemt at finde sig tilpas i kabinen, så her må man sige, at designerne har gjort deres arbejde godt.

Lydanlægget fra Bowers & Wilkens fortjener også at blive nævnt. Om ikke andet fordi det omtrent koster det samme som startprisen på en mikrobil, nemlig 80.000 kr. Ikke småpenge, men lyden er også fænomenal, med 15 (!) højtalere placeret rundt omkring i kabinen. De kan indstilles til auditivt at forkæle chaufførens øregange – eller at fordele lyden ligeligt til resten af kabinen. Til prisen kan man med rette have høje forventninger, men lyden er også krystalklar. Faktisk så klar, at det næsten ville være helligbrøde, eller i hvert fald upassende, at teste den med gulvtrampertechno. Men bassen er kraftig nok til, at teenagesønnen fra Strandvejen ville kunne bruge den til netop dét formål.

Køreegenskaber

Køreegenskaberne går godt i spænd med Volvoens elegante, men alligevel potente udseende. Styringen er ikke sportslig skarp og bilen vugger blidt når man kaster den ind i kurverne – som høje biler i denne klasse gør. Og affjedringen er komfortabel, så man ikke mærker meget til dårligt underlag og vejbump. Men det er på ingen måde som at det føles svampet og i den henseende er det en bil der sagtens kan være underholdende at køre – især når den effektive 235 hk motor får lov at præstere i Dynamic Mode.

Motor

Den firecylindrede dielselmotor er nemt dosérbar og den automatiske transmission særdeles brugervenlig. Men den har også råstyrke og når man træder til, mærker man alle 235 dieselheste trække til. Den kan sætte de fleste biler ved lyskrydsdueller.

Sætter man motoren i Eco Mode og kører med lav motorvejshastighed (omkring 100 km/t), bliver forbrugstallene ok med et forbrug på 15 km/l, hvilket må siges at være ok for en bil i denne størrelse og ydelse.

Sikkerhed og førerassistance

Førerassistancesystemerne er over standard. På landeveje kan man som vanligt synes, at den kører for langt fra, eller for tæt på, midterstriberne. Men på motorvejen kommer systemet til sin ret og afpasser fint og blødt sin hastighed i forhold til forankørende, samtidig med, at banen holdes. Så her kan der være en reel værdi i selve føreassistancesystemet, hvor det på andre bilmodeller vi har testet mest har været så lidt anvendeligt, at man ender med at slå det fra, når nyhedsværdien er overstået og man ikke gider korrigere mere.

Alternativer

Der er mange alternativer i klassen for (premium) SUV'er. Hvis fokus er på køreglæde og sjov, er Alfa Romeo Stelvio en kandidat. I det mere økonomiske og praktiske leje findes Skoda Kodiaq, som også har god komfort. Den lidt mindre Audi Q5 tilbyder mere anonymitet, hvor Jaguar E-Pace tilbyder lidt af det modsatte. Og er måske netop derfor, trods højt fokus på skarpt design og køreegenskaber, en stærk konkurrent til Volvo XC60.

Konklusion

Volvo XC60 er en veldesignet og velkørende bil med en effektfuld motor. Køreegenskaberne er gode og behagelige – uden at den føles tung og doven. Førerassistancen og teknikken er god, men det kniber med pladsen til langbenede passagerer. Har man ikke den slags passagerer, er XC60 helt klart en bil der er værd at overveje, hvis man er på udkig efter en premium-SUV.