Årets MC 2017 – testen er i gang
Der har aldrig været så mange kandidater til Årets MC. Og hvilke kandidater – der er faktisk ikke nogen dårlige imellem. Testkørere fra MagaCin, Touring Nyt og andre medier tonser rundt på den ene drømmemotorcykel, efter den anden.
Og det er faktisk svært at få afviklet turene hurtigt nok. Forstået på den måde, at motorcyklerne indbyder hver især til længere ture, hvor vi i særdeleshed kan teste deres særlige styrker og egenskaber. Det er som at være et sultent barn, på kort besøg i en slikbutik med stort udvalg.
Desværre er vejret ikke med os. Regn har været dominerende, og bliver det også i morgen. Så får vi også testet, om dækkene kan stå fast og om vores MC støvler er vandtætte (mine er i 10 minutter).
Prismæssigt er der også stor varians. Benelli TNT 125 koster 19.999 som den billigste, mens Indian Roadmaster koster 562.999kr.
Et par motorcykler jeg personligt gerne vil fremhæve, er:
– Ducati Monster 797: Trækker stærkt fra bunden og har fænomenale køreegenskaber. Vi blev venner med det samme.
– Benelli TNT 125: det er ikke den største eller mest velkørende MC. Men tjek lige dét design!
– Honda CMX500 Rebel: velkørende MC i den tilbagelænede afdeling. Lav siddehøjde, som gør den velegnet til nybegyndere, eller måske endda som skolecykel.
– KTM 1290 Adventure: bomstærk adventuremaskine med stor underholdningsværdi.
– BMW G310R: oplagt kandidat til finalen. Letkørt som få, med effektive bremser og fantastiske styreegenskaber. Oplagt til nybegynderen – eller de, der kan lide at have en let MC at drøne gennem svingene med.