Datoer for EICMA 2023 offentliggjort
Har du en idé om at besøge efterårets store mc-messe EICMA i Italien, så kan du allerede nu begynde planlægningen.
For datoerne for EICMA 2023 er nemlig fastlagt, og det blev de faktisk allerede, som du kan se på billedet over artiklen i forbindelse med sidste års EICMA.
EICMA betragtes som verdens førende motorcykeludstilling, og den 80. udgave af arrangementet afvikles i 2023 i perioden 7.-12. November, hvor adgang de første to dage traditionel er forbeholdt pressen samt andre aktører, hvorefter dørene åbnes for alle.
Det vil med andre ord sige, at alle kan købe billet til mc-messen i dagene 9.-12. November.
Har du intet kendskab overhovedet til verdens største mc-messe EICMA, der siden 1914 gennem mange år har været afviklet i messecenteret Fiera Milano i udkanten af Milano i Italien, så kan du med fordel se MagaCin’s artikel, der er linket til under dette afsnit.
I videoen herover får du et lille glimt af omgivelserne, og hvordan udstillerne indretter sig ved et gigantisk projekt som EICMA.
Udover de udstillede motorcykler, beklædning, udstyr og meget andet byder EICMA sædvanligvis også på demonstrationskørsler, opvisningskørsler og andet, og der er rig mulighed for både at få slukket tørsten og stillet sulten.
Messecenteret er er gigantisk, og på oversigtsplanen for 2023 som arrangørerne også allerede har delt, kan vi se at der også i 2023 tages seks af de enorme haller i brug.
Værd at holde øje med ved EICMA er også det såkaldte MotoLive område, som traditionelt byder på glimrende underholdning, som da Valentino Rossi i 2021 rundede karrieren af med sin sidste omgang ved Yamaha’s One More Lap event EICMA.
Se også eksempler på hvad området bød på af underholdning i 2022 i videoen nedenfor.
Lyder en tur til verdens største mc-messe i det kommende efterår som en fed ide, så giver det måske også meget god mening, at kaste et blik på MagaCin’s artikel – Skal du billigt til verdens største mc-messe? – hvor du får en håndfuld gode råd og tips.