Gigantisk motorcykelauktion i weekenden
Det er ved at være sidste udkald, hvis man skal nå at sætte sig grundigt ind i hvilke motorcykler, memorabilia og reservedele der bortauktioneres hos auktionshuset Bonhams 2. – 4. Juli.
The Summer Sale
Auktionen afvikles under overskriften The Summer Sale, med undertitlen The International Classic MotorCycle Show.
En auktion der løber over tre dage, hvor mere end 800 numre ryger under hammeren, og man må sige der er noget for enhver smag, og for enhver pengepung.
Den billigste motorcykel vi har kunnet lokalisere i kataloget er Lot # 671.
Et projekt der er værdisat til DKK 1.700 – 2.600.
Men omvendt kan pengene også få ben at gå på, for den dyreste motorcykel er Lot # 33, som er en helt fantastisk AJS Porcupine, der er værdisat til DKK 2.200.000 – 2.600.000
Hvis ovennævnte model er lige gammel nok, for besværligt at bøvle med og en anelse for dyr, så tag lige et kig på denne 1977 Triumph Trident.
Lot # 11 er værdisat til DKK 43.000 – 69.000, og her får køberen en trecylindret Triumph T160 med femtrins gearkasse samt elstart.
Render man med den fine Triumph for mindsteprisen, så er det et helt fantastisk køb.
Vi bliver lige nødt til at nævne en enkelt model mere.
Da undertegnede som fattig lærling for mange år siden passerede bilforhandleren Auto Bang i Grenå på nakken af min egen Honda 400 SuperSport, var der altid tid til at stoppe op og beundre en helt speciel motorcykel, som tronede majestætisk i sit helt eget udstillingsvindue.
Det gav et sug i maven af begejstring, at betragte den super-fede MV Agusta 750’er, så dengang blev der investeret i lidt tipskuponer.
Bonhams har været så venlig, at stille en walk-around video til rådighed af den 1973 MV Agusta 750S der også er til salg i den kommende weekend, og hårene på armene rejser sig stadig, når modellen betragtes.
Hvis modellen i videoen ovenover har vakt din interesse, så skal du lige vide at 1973 MV Agusta’en med Lot # 647 er værdisat til DKK 520,000 – 690,000
Den får du da også lige et link til.
Her fik du blot et par eksempler på nogle af de fine motorcykler der ryger under hammeren fra nu på fredag hos Bonhams.
Vi skulle måske have leveret flere eksempler, på nogle af de fine motorcykler i kataloget.
Men det bliver det ikke til i denne omgang, for vi bladrer selv i skrivende stund i kataloget, og tastaturet er snart ubrugeligt af savl.
Derfor bliver du desværre selv nødt til at orientere dig på auktionshusets hjemmeside for den specifikke auktion.
Se auktionskataloget her
Men for en god ordens skyld har vi dog gjort os den ulejlighed, at downloade og videreformidle auktionskataloget for Bonhams The Summer Sale.
Det kan du se i PDF’en lige under dette afsnit.
Et ret fedt katalog, hvor der udover oplysninger om katalognumrene også findes en masse utroligt spændende og relevante motorcykelrelaterede informationer.
Og husk nu som altid at give os besked, hvis du skulle blive den lykkelige ejer af en af de spændende motorcykler i kataloget.
Please wait while flipbook is loading. For more related info, FAQs and issues please refer to DearFlip WordPress Flipbook Plugin Help documentation.