
Honda Demo Dag i Støvring i morgen
Er du på udkig efter en ny bedste ven, og kunne du godt tænke dig at der stod en hel stribe motorcykler foran dig klar til prøvekørsel, hvor du ikke bliver distraheret af firehjulede søndagstrafikanter? Så har de nordligste Honda forhandlere løsningen.
I morgen – søndag d. 27/4 fra klokken 09:00 til 15:00 – er der nemlig endnu engang Honda Demo Dag på Køreteknisk Anlæg Aalborg, Hæsumvej 57, 9530 Støvring, og her er der noget for enhver smag:
– Street til den sporty kører.
– Cruiser til dig der elsker ro og stil.
– Adventure til de eventyrlystne.
– Touring til dig der drømmer om lange dage på landevejen.
Og der er naturligvis både modeller med traditionel gearkasse, automatgear og den yderst velfungerende E-Clutch.
Mere end normal prøvekørsel
Er du nysgerrig på MC-livet? Så har du muligheden for at prøve en rigtig motorcykel – helt uden kørekort!
Frisdal og Langes Køreskole står nemlig klar til at hjælpe dig trygt i gang, og du kan prøve motorcykler i både A1, A2 og A-klassen under kontrollerede forhold.
Overvejer du at opgradere på udstyrsfronten, så står eksperterne fra MotoStore klar til at vise en ordentlig dynge grej frem, og besvare eventuelle spørgsmål.
Her fra redaktionen er vi også nogle, der simpelthen bare ikke vil gå glip af herligt sammenværd med ligesindede. Så i løbet af dagen vil du se os mingle rundt iblandt de besøgende, og være super klar på en snak om alverdens motorcykelrelaterede emner, ligesom vi hellere end gerne vil fortælle dig om vores 1-dags kørekursus, som afvikles på selvsamme anlæg d. 15/6.
Men det er skam ikke det hele..! For så vidt skribenten her er informeret, har Honda folkene arbejdet benhårdt på at få andre aktører til at kigge forbi. Og så er vi altså også blevet lovet, at der triller en pølsevogn ind på pladsen, så det er muligt at købe lidt godt til ganen mellem de mange snakke.