Kvindelige motorcyklister skal slå verdensrekord - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kvindelige motorcyklister skal slå verdensrekord

World's Largest Female Biker Meet - 2022
30/01-2022 kl. 10:01
Anslået læsetid: 3 Minutter

Den bestående verdensrekord for flest deltagere ved et mc-træf for kvinder er på 1.312 deltagere.
Den blev sat i 2017, og nu mener den engelske gruppe for motorcyklister Moto Advisor, at det er på tide at få slået den rekord.
Danske kvinder er velkomne til at deltage.

Moto Advisor der selv er indehaver af den tidligere verdensrekord, arrangerer i samarbejde med Sherrie Wollf og Triumph Factory Visitor Experience rekordforsøget World’s Largest Female Biker Meet – 2022, der efter planen skal finde sted Søndag d. 24. Juli 2022 i tidsrummet 11.00-18.00 UTC+02.
Mandlige motorcyklister er også velkomne på dagen, men knejterne vil ikke blive talt med, når antallet af deltagere gøres op.

BBC dokumenterer rekordforsøget
De fremmødte kvindelige motorcyklister opfordres til at møde op i god tid og afsætte nogle timer til træffet, da alle deltagere udstyres med et nummereret klistermærke, og fotograferes i forbindelse med den officielle optælling.
Ved træffet hvor der er gratis adgang, vil der være underholdning i form af levende musik, der kan købes mad og drikkevarer, der vil være boder og udstillere ved træffet, lodtrækning hvor præmier kan vindes og så fremdeles.
Og seancen foreviges efter planen af det britiske medie BBC, som vil være på pletten for at dokumentere begivenheden.

Begivenheden oprettet på Facebook
Flere danske kvinder end nogensinde før kører motorcykel, og der er heldigvis også etableret en række klubber og grupper eksklusivt for danske kvinder der kører mc.
Kvindelige motorcyklister (og naturligvis også mandlige) fra hele verden er velkomne til at deltage i arrangementet, så det kunne være et potentielt udflugtsmål i 2022, der var værd at skrive sig bag øret.
Moto Advisor har til lejligheden oprettet en dedikeret side for begivenheden på Facebook, hvor 570 på nuværende tidspunkt har registreret sig som deltagere, og hvor yderligere allerede nu 2000 har registreret sig som interesseret.

Kvinder slår mænd
Det er langt fra første gang, at kvindelige motorcyklister vil slå en verdensrekord.
Du husker måske artiklen Kvinder vil slå mænd her på MagaCin fra 2019, hvor kvinderne agtede at slå mændenes rekord i “flest personer der laver burnout på samme tid”.
I den artikel finder du også link til artiklen Flere kvinder kører mc fra 2018 der beskrev, at antallet af kvinder som indregistrerede en motorcykel dengang var 255% højere end fem år tidligere, link til artiklen om kvinder der kører Harley i Riyadh i deres eget Ladies of Harley Chapter, 21 årige Ana Carrasco der i 2018 sikrede sig VM-titlen i World Supersport klassen og meget mere.

Giv os endelig et praj, hvis du og eventuelt dine venner planlægger at deltage i den kommende sommers rekordforsøg.
Det kunne være en herlig historie at bringe her på siden.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start