MagaCin tester adventurehjelm og visirbehandling - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

MagaCin tester adventurehjelm og visirbehandling

I den kommende sæson prøver vi om Scorpion ADF 9000 Air er en fed hjelm, og om det er fedt at sprøjte den ind Visiodry. Dette skriv er en lille præsentation af produkterne.
13/02-2025 kl. 08:08
Anslået læsetid: 5 Minutter

Kunne du tænke dig at teste og skrive lidt om et par lækre produkter? Sådan lød indledningen til en mail, der landede i min indbakke for ikke så forfærdeligt længe siden fra distributøren for Scorpion i Danmark. Og jo – jeg vil da så afgjort gerne teste nogle produkter.
I almindelighed for at for styret min egen nysgerrighed, men i særdeleshed for at viderebringe erfaringerne til MagaCin’s læsere.

Scorpion ADF 9000 Air
Har du set billedet over artiklen kan du hurtigt regne ud, at der er tale om en adventurehjelm qua skyggen. Men modsat en MX- eller endurohjelm, kan ADF 9000 Air også prale af et visir og en integreret solbrille – en feature som adskiller den fra adventurehjelme som Arai Tour X5, Nishua Enduro Carbon og Klim Krios Pro, som var en af kandidaterne, da undertegnede fik hjælp af læserne, til at vælge hjelm for et par år siden.

Skallen er fremstillet af den franske producents såkaldte TCT-kompositmateriale, og alt efter skalstørrelse, vejer ADF 9000 mellem 1.591 og 1.675 gram. Der er tre skalstørrelser, som spænder fra XS til XXXL.
Naturligvis efterlever hjelmen den seneste ECE 22.06 standard, og apropos sikkerhed, spændes den med en dobbelt D-ring. Skulle uheldet være ude, kan kindpuderne fjernes skånsomt af redningspersonalet.

Nu hvor vi har fat i kindpuderne, skal det nævnes, at disse kan pumpes op med luft, deraf Air-navnet, så hjelmen sidder tæt og dejligt om dine kinder. Når du skal have hjelmen af igen, lukkes luften ud via en lille ventil.

Med tryk på den røde “knap” pumpes kindpuderne op

Denne funktion vækker mindelser om basketballsko fra forgangne tider, og jeg glæder mig til at teste, om det er en detalje som jeg vil sætte pris på i hverdagen, da jeg personligt ikke tidligere har kørt med systemet.
Men mon ikke det fungerer som “det plejer”?

I en adventurehjelm er ventilation vigtigt, og ventilationssystemet består af justerbare åbninger ved hagen og toppen samt udluftningskanaler bagpå. Visiret kalder Scorpion for ridsefast, og der kan naturligvis isættes en Pinlock, som følger med i kassen. Et ekstra mørkt visir følger ligeledes med, så du kan stække solens stråler på de solrige dage. Du kan skifte visir, eller blot pille det af, uden brug af værktøj.

Et mørkt visir følger også med i kassen

Priserne for Scorpion begynder ved 2.999 kroner for en ensfarvet, og 400 mere, hvis der skal lidt farve på.
Skal skallen være fremstillet af carbon, skal du betale 3.999 kroner.

Hvordan den franske hjelm præsterer til hverdag og fest, bliver spændende at finde ud af over de kommende måneder.

Visiondry
Spændende bliver det også at teste de tre produkter fra Visiondry, som jeg har fået med hjem sammen med hjelmen. Visiondry er ligeledes et produkt fra det franske, og skal man tro producenten, er det slut med irriterende vanddråber på visiret..

Alt fra slagregn til den helt fine fugt, som vi kender fra en tåget morgen, skulle perle af som dråber på en teflonpande. Ligesom det er illustreret i videoen her under.

Som det kan ses i videoen ovenfor, kan Visiondry også bruges til almindelige briller, solbriller og kameralinser.
Ja, i princippet kan du også smøre din vindskærm eller lygteglas ind i midlet… I virkeligheden er det kun brugerens fantasi der sætter grænserne.

Visiondry er ikke billigt, og en flaske på 35 ml. koster 179 kroner. Der loves dog, at indholdet rækker til 18 behandlinger af visirer, og effekten skulle være særdeles langtidsholdbar, hvilket bliver spændende at få prøvet i af virkeligheden.

Vand på visiret skulle nu være en saga blot

Udover den smarte spray til at holde væden på afstand, fremstiller franskmændene også Visiocrystal, som du kan anvende til at gøre hjelmen ren inden du påfører mirakelsprayen.

Undertegnede har haft stor glæder af diverse rengøringsmidler til hjelmen, blandet andet fra Muc Off og Motul, som har virket fremragende. Så om Visiocrystal kan levere de samme resultater, bliver sjovt at teste.

Som en lille krølle på halen, har jeg også fået en pose Visiofog med hjem.
I posen finder man en art vådserviet, som kan bruges til at holde duggen stangen på indersiden af dit visir, hvis du for eksempel ikke har fået sat et Pinlock i din hjelm, eller blot du vil behandle de områder Pinlocken ikke dækker, eller den integrerede solbrille, hvis du har sådan en.

Antidug effekten skulle holde i op til 8 timer

Effekten af Visiofog varer op til otte timer, men holder du posen lukket, skulle der være op til 150 behandlinger.

Her midt i februars bidende kulde, glæder jeg mig til at få rullet motorcyklen ud af garagen, få nogle kilometer under hjulene, så jeg kan vende tilbage med en test af de ovenstående produkter.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start