Priser på Hondas hotteste nyheder
Den 11. november gav vi her på siden et overblik over priserne for Honda’s 2023-modeller, hvor blandt andet den længe ventede Hornet figurerede til lige under 100 af de lange.
Men som du også kunne læse i artiklen der er linket til nedenfor, så var der stadig et par modeller hvor priserne endnu ikke helt var faldet på plads.
Det laver vi om på nu!
Transalp
Den første model, hvor knægten med prispistolen har holdt sig lidt tilbage, er Transalp; en motorcykel der i lige så stor stil som den genoplivede Hornet også er kærkommen i 2023, men som trods alt ikke har lusket lige så meget rundt på internettet op til sin lancering som førnævnte.
Lidt har den dog rørt i rygtegryden, hvor vi eksempelvis i artiklen Fire nye Honda 750? kunne læse, at Honda i august måned sidste år ansøgte om og sikrede sig rettighederne til modelnavnet XL750 Transalp.
Få uger senere bekræftede et billede fra en vaks fotograf mistanken om, at modellen var nået til et stadie, hvor den var klar til at blive præsenteret på efterårets store motorcykelmesse i Italien.
Og det var netop på EICMA vi fik en snak med Mads fra den danske Honda importør som kunne fortælle, at 2023-nyhederne ville komme til at ligge i et ret fint prisleje.
I Transalpens tilfælde starter prisen ved 139.995 danske kroner, og sniger sig op på 144.995 for den dyreste farve, som er vist på billedet herover.
CL500 Scrambler
Model nummer to, hvor prisen har ladet vente på sig, er den frækt udseende urbane Scrambler med oplagt udstødning, som går under navnet CL500 Scrambler.
Modellen her blev også præsenteret på EICMA, men MagaCin’s udsendte havde den på ingen måde havde i tankerne, da vi satte os til rette i de røde biografsæder i Italien. Alligevel skulle det blive den Honda som undertegnede blev mest nysgerrig på.
Måske fordi jeg i privaten ikke er den mest eventyrlige person, og derfor ikke bliver helt så høj på adventure-modeller som så mange andre, eller måske fordi jeg er en af redaktionens yngste medlemmer?
Måske ingen af ovenstående, men blot fordi der ikke har været så meget opmærksomhed på denne som på de to andre det seneste års tid?
Under alle omstændigheder, så bliver det nok den Honda du først kommer til at høre mere om her på siden, da vi allerede har sikret os en tur på nakken af den frække Scrambler.
Og når den rammer det danske marked bliver det med et prisskilt hvorpå der står 84.995,-.
CMX1100 Touring
Den store rebel har du måske allerede læst en anmeldelse af her på siden, men for en god ordens skyld får du lige et link til den igen.
Da Nicolaus sprang i sadlen på den i sommeren 2021 var det med kommentarer som:
– At udstyre en motorcykel, som skal udstråle traditioner og konventionalisme med automatgear, virker det næsten vanvittigt.
– Motor og gearkasse passer altså særdeles godt sammen med cruiserkonceptet.
– Rebellen lokker dig til at køre med den ene hånd på låret, fordi den er så stabil og tillidsvækkende.
Så som du nok kan forstå, var det bestemt ikke en skuffende oplevelse, at tøffe rundt på den største oprører fra Honda i en uges tid. Men Honda mener tilsyneladende, at de kan tilføje lidt ekstra krydderi til opskriften, selvom CMX1100 klarer cruiser-stilen ganske fint.
Og det gør de til 2023 med modellen CMX1100T, hvor det sidste bogstav ikke overraskende står for Touring.
Her er der blandt andet åbnet op for godteposen med en ordentlig styrkåbe, så du ikke får få mange fluer på overkroppen på turen mod alperne. Men inden du kommer så langt, må du befri opsparingen for lige knap 180 af de store sedler, hvis du skal have fingrene i den billigste udgave.