Honda Cub ka’ vi li’ – en ægte enstamper
Ja, vi elsker Honda Cub, både de originale, de gakkede, de specielle og de vanvittige, og vi holder ikke op, før I har set dem alle sammen – og med 100 millioner solgte enheder kan det tage sin tid.
I dag kredser vi lidt om blandingen mellem det specielle og det vanvittige, for den her ombygning byder på lidt af det hele.
De er skøre de Malaysiere
Kreationen på dagens program kommer fra FNG Work’s, et lille custom værksted med base i byen Ipoh 100 km nord for Kuala Lumpur i Malaysia.
Projektet er opkaldt Papa Jahat, hvilket groft oversat betyder “dårlig faderskikkelse”, og startede sit liv som en standard Honda Super Cub C70.
Målet med ombygningen var at skabe en ægte ‘sleeper’; altså en slags ulv i fåreklæder, hvor kræfterne overgår udseendet, og efter alt at dømme er det lykkedes fint.
Motoren er hentet fra en Honda XR600R, en motorcykel, der gør sig bedst på lidt løsere underlag end asfalt, og der er masser af moment i den store 600cc enstamper.
Transformationen er helt vild, men stadig med respekt for det oprindelige design, og ombyggerne har faktisk ikke pillet ved stellets dimensioner, men tilføjet en afstivning foran motoren og ændret på forskellige beslag.
Byggeprocessen startede med en fremstilling af et sæt forstærkede hjul med en anelse større dimensioner, men stadig i originalt look.
For at få plads til de grove lakridser, er bagsvingeren forlænget og forgaflen udvidet, samtidig er der tilføjet enkelte forstærkninger til stellet samt en afstivende olietank.
Og sidst, men ikke mindst, skulle motoren monteres i den klejne motorcykel – se bare med herunder, hvor FNG medarbejderne prøver motoren af. Det lyder mega svedigt:
Udover motoren byder Papa Jahat også på flere smækre detaljer. Tanken er bygget ind under sædet, lygterne specialfremstillet til cyklen, og afskærmingen over motoren er lavet i hånden.
Vi synes i særdeleshed, at tilføjelsen af den lille kurv foran er helt i særklasse – det passer i hvert fald super godt ind i ‘sleeper’ filosofien.
Hvad synes du?
Mon ikke der er godt med ryk i den lille maskine, og hvis ikke du passer på med gashåndtaget, får du sikkert én over nakken af den dårlige far.
Tjek galleriet i toppen for fede billeder af FNG Work’s Papa Jahat.
Vil du se de gamle afsnit om Cub’ens historie og andre ombygninger, så er der links herunder:
Amerikaneren – modellens indtog i USA
Eksperimentet – en autrær model
Roadsteren – en mere voksen Cub
Oprindelsen – sådan startede det hele
Scrambler – en ægte knoldhopper