Honda Cub ka’ vi li’ – scrambler
I denne miniserie dykker vi ned i den fantastiske Honda Cub, der med 100 millioner solgte eksemplarer i 2017 er verdens bedst sælgende køretøj nogensinde.
Skulle du have misset eller glemt episoderne fra før sommerferien, så kan du læse eller genlæse de gamle afsnit, hvor det første handlede om modellens indtog på det amerikanske marked i 60’erne, mens vi i andet afsnit kiggede nærmere på den lidt autrære EZ-9, der kunne også kunne leveres som snescooter, eller se nærmere på den stilfulde roadster C110.
Hvis du vil helt tilbage til rødderne, skal du læse om den fascinerende oprindelse fra 50’ernes Japan, bare klik på hvert link og nyd rejsen.
Her på den anden side af juli måned tager vi nu fat på en lille perlerække af frække Cub ombygninger, for når en motorcykel er solgt i så vanvittig mange eksemplarer, giver det god grobund for at lave fede custom udgaver, og mange er lykkedes forbløffende godt med det.
The dirty bastard
Første skud på stammen er bygget af thailandske K-Speed, og som overskriften antyder, så er der tale om en rendyrket Scrambler version med alt hvad det indebærer.
K-Speed, eller Eak som den unge ombygningsspecialist hedder, tager almindelige motorcykler og forvandler dem til ekstremt smukke og ofte temmelig rå kreationer, og særligt små modeller med få kubik er i højsædet for hans behandling.
Den gennemførte ”Dirty Bastard” startede sit liv som en almindelig C110i fra 2018, og til visuel sammenligning er de to udgaver milevidt fra hinanden.
Særligt omlokaliseringen af instrumentering, forlygte og styr, samt den afkortede bagende giver et radikalt anderledes udtryk.
Det er ikke kun på overfladen, at den friske knoldhopper har gennemgået en forvandling, motoren har fået større stempel og cylinder, et indsprøjtningssystem fra en lidt kraftigere 125’er og en smuk oplagt udstødning med bedre flow end den gamle.
Tryk på galleriet i toppen af artiklen, for at se flere billeder af den lækre bastard, og forestil dig så en tur ned på stranden med pilothjelm og solbriller, gerne i noget bedre vejr end det Danmark kan præstere for tiden – det er da en skøn tanke.
Glæd dig til næste episode, hvor der kommer mere sport på tapetet.