Små Ninjaer kan mere end man tror
Kawasaki's såkaldte “Baby Ninja” med den korrekte betegnelse Kawasaki Ninja 250R, høstede mange roser allerede da MagaCin testede modellen i 2008.
MagaCin's Tommy Rønn skrev dengang i artiklen Vi Kører Mini Ninja: “Baby Ninja 250R fra Kawasaki er en vinder. Basta. Den sprøjter omkring hjørner, uden at stille store krav til piloten, hvilket vil gøre den til begynderen og pigernes ven. Eller rettere alles ven.”
Tommy blev faktisk så gode venner med modellen, at et eksemplar fandt plads i den private garage, og venskabet blev ikke mindre som årene gik.
Selvsamme Baby Ninja imponerede senere i en langturs duel med BMW K1300, og begejstringen for de små Ninjaer blev ikke mindre, da Kawasaki Heavy Industries i 2012 lancerede Kawasaki Ninja 300R.
Tommy Rønn skrev dengang i artiklen Kawasaki Ninja 300 Er Helt Fantastisk: “Vi vil ikke tøve med at anbefale denne inspirerende maskine. Den er fin til begynderen, der i Ninja 300 kan få sjov i mange sæsoner. Den mere erfarne vil finde denne hurtige svingæder inspirerende på hver en søndagstur, og dem med mange års erfaring, og mange år på dåbsattesten, vil nyde den behagelige kørestilling.
Huston – We don't have a problem – We have a Winner.”
De små Ninjaers mange kvaliteter
De to Baby Ninjaers kvaliteter har altid været værdsat af MagaCin, andre både nationale og internationale MC-mediers testkørere, og fine globale salgstal bekræfter at modellerne også vandt købernes gunst.
Et bevis på modellens holdbarhed og gode køreegneskaber, fik vi for nylig demonstreret i en video, hvor nogle raske gutter høvlede en Ninja 300 rundt på cross bane.
Begejstringen er ikke blevet mindre
Redaktionens begejstring for små Ninja'er blev ikke mindre, da Kawasaki lancerede 400 versionen af Kawasaki Ninja. Der er ikke længere så meget baby over modellen, men det er stadig en hamrende fin og velkørende lille motorcykel. I 2018 blev overskriften Kawasaki Ninja 400 Vokser Med Opgaven efter vores test af modellen, og vi er tilsyneladende ikke de eneste som mener at Kawa'en har uforløst potentiale.
For der er åbenbart andre end os, der mener at man kan uddelegere større opgaver til Ninja 400. Se lige videoen herunder, og læg specielt mærke til stuntkøreren Jason Britton på den sorte Kawasaki Ninja 400 årgang 2019.
Stuntkørsel med Jason Britton på 2019 Kawasaki Ninja 400
Overbevisende kørsel af Jason Britton, som her giver nogle eksempler på tricks der kan udføres på en Ninja 400. Motorcyklen har kræfter nok til at hive sig selv på baghjul, til at drifte rundt på banen, og bremsekraft nok til at stå på næsen med en enkelt bremseskive foran.
Tjah, den er vist god nok… Kawasaki Ninja 400 vokser med opgaven.
Leder du efter en motorcykel?