Sådan scorer man kassen
At nye biler eller motorcykler ikke nødvendigvis er de smarteste investeringsobjekter, er nok den mest udbredte opfattelse.
Specielt hvis den nyindkøbte motorcykel skal sælges efter en kortere årrække, hvor den sædvanligvis er knap så meget værd, som da den var ny.
Og selvom afskrivningen typisk er størst de første år, bliver motorcyklen generelt mindre værd som tiden går… i hvert fald indtil den bliver gammel og sjælden nok.
Men da vi danske motorcyklister er europamestre i at køre på aldrende motorcykler, kan nogle af os måske se frem til at score kassen i fremtiden, hvis vi gemmer den gamle havelåge længe nok.
Solgt for 473 gange nyprisen
For motorcykler kan faktisk være en god investering, og med tiden blive rigtig mange penge værd.
Det har vi senest fået et rigtig godt eksempel på, med den 1946 Harley-Davidson FL du ser i billedgalleriet over artiklen.
Den er nemlig for nylig blevet solgt i Las Vegas via Auktionshuset Mecum Auctions for hele 473 gange nyprisen.
3986 eksemplarer blev der helt præcist fremstillet af modellen med den ikoniske Knucklehead motor, i en tid hvor begrænsede ressourcer i forbindelse med anden verdenskrig ikke tillod en overflod af chrom på de serieproducerede motorcykler.
Derfor var denne model oprindelig udstyret med sortmalede fælge, og flere stumper der normalt ville være forchromet fremstod i sølvfarvet lakering.
Nypris $ 465,-
I 1946 var den vejledende udsalgspris på Harley’en $ 465,- som korrigeret for inflation svarer til 6200 amerikanske nutids-dollars.
Den specifikke model med serienummer 46FL7505 som gennemgik en nænsom restaurering for ca. et kvart århundrede siden, er gejlet med lidt ekstra chrom, hvilket tilsyneladende ikke har forringet værdien.
For den aldrende Harley blev nemlig 75 år efter produktionsåret solgt for ikke mindre end $ 220.000,- som efter valutakursen i skrivende stund svarer til Dkr. 1.345.828,-
En salgspris der som tidligere nævnt svarer til 473 gange den oprindelige pris hos den amerikanske motorcykelforhandler.
Og selv om regnestykket korrigeres for inflation svarer det stadig til 35 gange nyprisen.
Kan vi danskere score kassen?
Vores europamesterskab med en gennemsnitsalder for danske motorcykler på 24 år viser, at en god portion af landets motorcykler nu har nået en tredjedel af den nyligt solgte Harley’s alder.
Så vi skal altså bare beholde og passe på vores motorcykler i ca. 50 år mere, før de forhåbentlig kan sælges for 473 gange nyprisen.
Og eventuelle modifikationer må åbenbart gerne bevares.
Her på matriklen kostede en ny motorcykel indkøbt i 2003 kr. 180.000,-
Så der er udsigt til at indkassere godt 85 mio. gode danske kroner, når kalenderbladet vendes til 2078, hvis altså det går lige som med Harley’en på Mecum Auctions i Las Vegas.
Vi giver en is i 2078.
Hvis det projekt forløber som forventet, så husk endelig at kigge indenfor her på siden i 2078.
For vi giver selvfølgelig en is når de 85 mio. er indkasseret.