Video: I sædet på 1000hk Hayabusa
I sædet på 1000hk Hayabusa droslet til rekord
Big CC Racing Ltd er navnet på et engelsk firma, der siden 1997 har opbygget et navn i den europæiske tunings industri for deres stærkt modificerede og toptunede Suzuki Hayabusa'er.
Et af firmaets specialer er som sagt at tune røven ud af bukserne på Hayabusa motorer, men derudover er de eksperter i udføre operationen på en måde så motorcyklen lovligt må føres på offentlig vej.
Sean Mills fra Big CC har tidligere bygget en turbo bestykket Hayabus dragracer med 1000 hestekræfter, som ret frisk blev døbt “Project Pisstake”.
En kunde bestilte efterfølgende en kopi af motoren til et projekt med en gigantisk chopper, men det projekt løb desværre ud i sandet. Sean Mils besluttede derfor selv at anvende 1547cc turbo motoren i sit eget helt anderledes projekt. Konceptet var at kreere den sygeste gademotorcykel overhovedet.
1000hk Suzuki Hayabusa til gadekørsel under konstruktion
Resultatet er en Suzuki Hayabusa som umiddelbart ser helt tilforladelig ud, men som under stealth designet byder på ændringer i stellet så kæden uhindret kan trække det specialdesignede 8″ baghjul. Baghjulet der er fremstillet af to standard Hayabusa fælge, er monteret med et Michelin Power RS 240 bagdæk. En specielt fremstillet og forstærket bagsvinger var nødvendig for at tumle de mange kræfter, når de fyres af gennem det fede baghjul. Modellen er derudover udstyret med en udstødning der naturligvis også er godkendt til gadekørsel, og Hayabusaen har selvfølgelig lygter, blinklys og alt det andet nødvendige stads monteret.
Phil Wood er topkører indenfor dragracing, har ved flere lejligheder kørt den vilde Haybusa, og beretter at det er en helt speciel oplevelse. Hayabusaen har ingen traction control eller anti-wheelie finktion, så al betjening er under førerens kontrol… eller mangel på samme. Motoren har så mange kræfter at der er konstant risiko for motorhavari, hvis tændingen smider en gnist, benzin tilføres på det forkerte tidspunkt eller noget helt tredje.
Hayabusaen skulle angivelig være meget letkørt
Phil fortæller at motorcyklen umiddelbart er lige så let at køre som en normal Hayabusa… indtil der gives gas. Han kan sidde og hygge sig komfortabelt i sædet med 110 km/t i 4. gear lige over tomgang. Men Phil har også oplevet en tankslapper med 380 km/t… også i 4. gear, men hvor fordækket mistede kontakten med asfalten da der blev givet gas. Phil rykkede sig tilbage i sædet og hævede forhjulet en anelse i vejret, skiftede til 5. gear og satte stille og roligt forhjulet ned igen.
Kræfter er der nok af fortæller Phil.
Hayabusaens baghjul spinner efter behag… også ved hastigheder over 400 Km/t. Med turboens ladetryk sat til 21 psi runder effekten ca. 600Hk, men motoren er konstrueret til at holde til et ladetryk på 45 psi. Altså ca. 1000 hestekræfter med fuld boost.
Se videoen herover hvor du er med i førersædet, når Hayabusaen begrænset til 660hk sætter en officielt godkendt hastighedsrekord på 429,7 km/t.
Jep, denne helt lovlige gademotorcykel er ret frisk.
Ved det nyligt afholdte Straightliners top speed event nær Elvington i Yorkshire, satte Phil og Hayabusaen for få dage siden endnu en hastighedsrekord på en flyvende quarter mile.
Effekten var til lejligheden skruet ned til ca. 670 hk for at få optimalt greb i underlaget, og resultatet af den raketaffyring blev en hastighedsrekord på 271,821mph…. altså 437,45 km/t.
Phil Wood satte ny rekord med 271.821 mph der svarer til 437,45 km/t
Slaap nu af maaand… Ejeren Sean Mills kører jævnlig på Hayabusaen på offentlig vej. Så tror jeg da egentlig også jeg ville være med på at hente rundstykker søndag morgen.