2025 byder på mellemklasse eventyr
Det er næppe gået mange næser forbi, at den eventyrlige del af motorcyklismen er vokset markant de seneste år, og det samme gælder motorcyklerne i dette segment. Nu ser det dog ud til, at producenterne har tænkt sig at ændre lidt på opskriften i Adventure-kategorien, hvor cyklerne bliver fysisk mindre og udstyret med mindre motorer.
I den helt hårde afdeling har Suzuki for nyligt afsløret DR-Z4S, som er en decideret knoldhopper. Ved dette års udgave af EICMA fremviste flere asiatiske producenter med stolthed et væld af Adventure-maskiner, som desværre ikke finder vej til Danmark. Men med de optimistiske briller på ser det ud til, at vi allerede næste år har noget spændende i vente.
Eventyrlige nyheder lige om hjørnet
I starten af denne måned stødte undertegnede på nogle billeder af, hvad der tydeligvis er en Aprilia Tuareg 457, og håbede inderligt, at italienerne ville præsentere sådan en model få dage senere på EICMA.
Det skete desværre ikke. Til gengæld havde BMW noget ret fedt på programmet! En F 450 GS, der med to cylindre, en slagvolumen på 450 kubik og 48 hestekræfter til blot 175 kilo, sagtens kunne gå hen og blive et hit herhjemme.
Om denne model foreligger der endnu ikke mange detaljer, men ifølge BMW skal vi snart blive meget klogere på, hvad den kan tilbyde.
Vi kan dog fortælle, at den ser RIGTIG fin ud! Vi kom nemlig helt tæt på modellen på EICMA i Italien – som du kan se 15 minutter og 50 sekunder inde i videoen linket herunder – og også på Motorcycle Live i Birmingham, hvorfra vi snart bringer en lille stemningsvideo.
Springer du et par minutter længere frem i EICMA-videoen, støder du på et indslag fra Kawasakis stand, hvor vi fik en snak med Marck fra Kawasaki Danmark. Han kunne med glæde fortælle om de mest spændende 2025-nyheder fra de grønne japanere, men knap så meget om den fysiske teaser, der stod i et hjørne af standen.
Som videoen ovenfor tydeligt viser, er der tale om en Kawasaki KLE, men heller ikke mere end det. Indtil videre må vi derfor selv gætte på, hvilken motor der gemmer sig inde i kassen.
Ude i den store verden støder man altid på mere end én teori, når det kommer til sådanne teasere. Én af teorierne er, at fremtidens KLE vil være udstyret med producentens tocylindrede 451cc firetakts forbrændingsmotor plus en elektrisk motor – samme konfiguration som i Ninja 7 Hybrid og Z 7 Hybrid.
For os her på redaktionen virker det MEGET usandsynligt..!
Mere sandsynligt er det, at en relativt nært forestående Kawasaki KLE vil være bygget på samme platform som Ninja 500, Z 500 og Eliminator 500, som alle er udstyret med en yderst velsnurrende tocylindret motor på 451 kubik, som opstalder lige over 45 heste.
Intet kan dog siges med sikkerhed endnu, men den danske importør har bekræftet, at vi har noget rigtigt spændende i vente, og at ventetiden ikke bliver uoverskuelig lang.
Næsten sikkert er det dog, at dem, der nyder at tumle rundt på to hjul over løst underlag, har en rigtig spændende tid foran sig.
Bliv abonnent og få ubegrænset adgang til alle nyheder, tests, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie
-
MagaCin Adgang 6 mdr.DKK 119,00 hver 6 måneder
-
MagaCin Adgang 3 mdr.DKK 69,00 hver 3 måneder
-
MagaCin AdgangDKK 29,00 / måned