Lille eventyrlig KTM spottet i Indien - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Lille eventyrlig KTM spottet i Indien

Spændende KTM fanget på kamera igen.
Steffen F. Olesen
29/06-2024 kl. 06:11

Tilbage i 2019 præsenterede KTM en lille og let tilgængelig eventyrer på efterårets store mc-messe EICMA i Italien; en lille frisk model med justerbar affjedring, bremser fra Brembo, en fornuftig størrelse elektronikpakke og meget mere.

Den model fandt undertegnede ret interessant, og da vi kom et stykke ind i 2020 kastede jeg mig ud i at teste maskinen på måde offentlig vej og i skoven.

Modellen fungerede ganske fint på landevej og i by, og motoren på lige over 370 kubik kunne faktisk også følge med ved motorvejskørsel, men det mest interessante var naturligvis, hvordan modellen klarede sig i det danske vildnis.

Her havde flere udenlandske medier givet modellen lidt på puklen, og i mange sammenhænge sammenlignet den med større adventurebikes fra KTM, hvilket efter min mening ikke virker retfærdigt.
For KTM 390 Adventure er hvad den er! Den er ikke en dybt momentstærk bjergbestiger, og har ikke lige så fede affjedringskomponenter som på eksempelvis 790 Adventure – hvilket også afspejler sig i prisen – men den klarer hverdagens strabadser ganske fint.

Og som du kan høre i testen der er linket til ovenfor mener jeg, at den lille eventyrlige KTM både egner sig til dem som kaster sig ud i terrænet for første gang, og også for let øvede knoldhoppere.

Opgraderet til 2025
I nogle år der gentagende gange været snak om en opgraderet KTM 390 Adventure på rygtebørsen, og for en uges tid siden lagde Instagram-brugeren adventure_journey_ nedenstående video ud på det sociale medie.

Videoen af hvad der menes at være en 390 Adventure i 2025-udgave er skudt i Indien, hvor KTM’s samarbejdspartner Bajaj holder til. Og selvom videoen ikke afslører super meget, så er der alligevel lidt interessante detaljer at spotte.

Først og fremmest er det tydeligt, at motorcyklen i videoen – som ganske givet er en prototype, og derved ikke i sin endelige form – har fået et noget anderledes udseende end KTM 390 anno 2020.
For udover at modellen ser højere ud, og derved også slankere, så er forskærmen rykket op under snuden, hvilket bidrager til et mere rally-agtigt udseende.

Ydermere er udstyret med en ny forlygte der, ligesom på KTM 990 Duke, består af to stakkede runde paraboler, omfavnet af de insekt-lignende LED striber.

For lige at blive en stund ved det elektroniske, så er det også tydeligt, at instrumenteringen på modellen i videoen er monteret på i et såkaldt rally-tårn. Og apropos rally, så synes skribenten her også at hjulføringen ser ud til at være en tand større end på forgængeren?

Motoren i en måske nye 390 Adventure vil uden tvivl være baseret på 390 Duke, som jo til i år er vokset fra 373 kubik til 399 og har fået et par heste mere; og det er bestemt ikke noget vi klager over.
På samme måde lader i hvert fald den hvide del af stellet til at være inspireret af Duke’en.

Spekulationer
Ud fra ovennævnte tanker kunne man spekulere i om der er tale om en 390 Adventure, eller om KTM har rystet posen så vildt, at modelprogrammet bliver udvidet med en 390 Rally.

Det vil kun tiden vise, for der er mig bekendt endnu ikke opsnappet nogle dokumenter der afslører navnet på dyret.
Men med tanke på så klar som motorcykel i videoen ovenfor ser ud forventer vi, at vi bliver meget klogere i starten af november måned, hvor den enorme mc-messe i Milano endnu engang løber af stablen.
For som den skarpe læser måske ved, vendte KTM sidste år tilbage til EICMA efter en forlænget “Corona-pause”, og vi regner stærk med at de også har booket plads i år.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start