Retro-adventuremaskine på vej fra Moto Guzzi
Så er der godt nyt til de der ønsker en knap så futuristisk og kantet udseende adventuremotorcykel. Moto Guzzi har udtaget patent på designet til den meget omtalte V85 konceptmaskine fra EICMA 2017. Og ud fra de grå tegninger ser ændringerne i forhold til konceptmodellen ud til at være af mindre beskaffenhed. Tanken er blevet lidt længere, lydpotten har fået en mere realistisk størrelse og støttebenet har en vinkel, så det næsten ser ud til at kunne gå i ved nedlægning.
Et designpatent er ikke ensbetydende med at maskinen kommer i produktion. Omvendt har konceptmaskinen fået sin egen del på Moto Guzzis hjemmeside, som mere end antyder at Italienerne har planer med maskinen.
Så mon ikke den rejselystne Guzzi kommer til at optræde på næste EICMA udstilling – i en mere officiel fremtoning.