Tæt på 2020 Harley-Davidson Streetfighter
Som du kan læse i artiklen her, blæser der nye vinde hos den amerikanske gigant Harley-Davidson, hvor producenten for nylig har annonceret en række spændende fremtidige modeller.
En streetfighter blandt nyhederne er planlagt til at ramme markedet i 2020, og selv om alle nye modeller naturligvis har vores interesse, synes vi den kommende streetfighter lyder rigtig interessant.
MagaCin har ved tidligere lejligheder prøvekørt producentens mere sportsligt orienterede modeller, herunder Harley-Davidsons Roadster 1200, og den mindre Harley-Davidson Street Rod 750, hvor MagaCin efterfølgende har kørt sidstnævnte i modificerede udgaver ved flere lejligheder.
Først ved Dirt Quake 2017, og siden ved et flat-track event i Kroatien.
Harley-Davidson Street Rod med USD forgaffel og 70 hk overraskede ved mere sportslige køreegenskaber end vi normalt ser fra Harley-Davidson, og derfor er vi her på redaktionen naturligvis interesserede når Harley-Davidson lover kommende modeller med sportsligt tilsnit og fokus på frisk kørsel.
Specielt når vi fra personlige samtaler med højt placerede interne kilder ved, at flere som er direkte involveret i udvikling af nye modeller, arbejder målrettet på at tilføre mere sport til modelprogrammet.
De nuværende informationer siger vi må vente til 2020 på streetfighteren, men lad os lige kaste et blik på hvad det egentlig er producenten fra Milwaukee har i støbeskeen.
Ny Harley-Davidson Streetfighter i støbeskeen
Prototypen viser hvad der sagtens kunne gå hen og blive en udfordrer til andre etablerede mærkers streetfightere, og de første billeder danner grundlag for spekulationer.
Hjernen har utvivlsomt været lagt i blød, og der har velsagtens været en del interne diskussioner under udviklingen af Harley-Davidsons nyligt annoncerede streetfighter.
Først og fremmest giver billederne indtryk af en rendyrket street fighter med aggressivt udseende, og nogle elementer falder umiddelbart i øjnene.
Motoren skulle som bekendt være en 975cc 60 graders V-twin – evt. med dobbelt overliggende knastaksler?- , og som det fremgår af billederne med vandkøling. Vandkøling tyder på respektabel effekt, og vi ved jo at Street Rod 750 smider 70hk, så i omegnen af 100hk burde ikke være urealistisk.
Får vi +100 hk fra den vandkølede V-twin?
Stellet er konstrueret i rør med motoren som medbærende element, og påboltet bagstel udført i hvad der sagtens kunne være aluminium.
Bagsvingeren ligner en stærkere støbt aluminiums konstruktion end vi tidligere har set fra Harley-Davidson, og affjedringen bagerst varetages af en lodret stående bagdæmper, hvor dit gæt på link eller direkte ophæng er lige så godt som vores.
Justerbar bagdæmper eller ej er stadig et åbent spørgsmål, men vi krydser fingre for fuldt justerbar.
17″ hjul og radialt monterede Brembo calipere på USD forgaffel
Billederne viser en USD forgaffel uden justeringsmuligheder, og den nederste gaffelbro ser pænt kraftig ud. Der er dobbelte radialt monterede brembo bremsecalipere som napper om ventilerede bremseskiver. Spændende om der også bliver råd til en radial Brembo bremsemaster i den endelige version.
Koblingen ser umiddelbart ud til at være kabel trukket.
17 tommer aluminiumshjul med 5 eger i Y-form for og bag, hvor dækbestykningen er sportsligt dimensioneret med 120/70-17 for og 180/55-17 bag.
Benzintank med udskæringer til knæ
Den relativt store benzintank med indskæringer til knæene for bedre føling med modellen ved sportslig kørsel, og til optimeret greb om tanken med benene ved hård nedbremsning, burde holde benzin nok til anstændig rækkevidde.
Bemærk også fodhvilerene som er monteret relativt højt og pænt tilbage for frisk kørsel i sving, og at bremsepedalen ikke på traditionel Harley-Davidson manér er udført i tommetykt bondejern.
Fodhvilere og letvægts bremsepedal
Udstødningens slash-cut potte er ligeledes hævet bagtil for ikke at skrabe i asfalten ved nedlægning, og mon ikke Harley-Davidson har sikret sig passende baggrundsmusik.
Hardcore streetfighter tilhængere vil måske elske at hade remtrækket, men remtræk ser ud til at være virkelighed på den endelig model.
Vi forventer fuld LED lygteføring, og det bliver interessant at se om Harley-Davidson følger udviklingen med tidssvarende elektronik såsom, traction control, corner ABS og forskellige ride modes.
På MagaCin er forventningerne til Harley-Davidsons streetfighter gået i selvsving, og vi er allerede begyndt at fabulere over nogle småting vi gerne så på den færdige model udover hvad vi har gættet os til her.
Vi ønsker os:
Fuldt justerbar affjedring for og bag
Slipper kobling
Radial Brembo bremsemaster
Armerede bremseslanger
Moderne elektronik som Traction control, corner ABS og ride modes
125hk