Vanvittig EU-lovgivning under opsejling
Hvad siger du til en kommende EU-lovgivning, som påbyder europæiske motorcyklister fremover at medbringe både en førstehjælpskasse, 2 stk. advarselstrekanter og en ildslukker under køreturen på mc?
Ja, man skal høre meget før ørerne falder af.
Det er selvfølgelig bare en talemåde, men ind imellem får man som passioneret motorcyklist nærmest en fornemmelse af, at ørerne faktisk er tæt på at falde af og blafre bort i vantro.
Især når vi konfronteres med de mest himmelråbende politiske forslag, som eksempelvis da europaparlamentarikeren Karima Delli sidste år i ramme alvor foreslog differentieret hastighed for motorcykler til A1, A2 og A kørekort.
Som du kunne læse her på MagaCin nogle måneder senere, fik EU-politikeren dog ikke kastreret motorcyklerne ved den lejlighed.
Men nu er bred enighed blandt EU-politikere – heriblandt angiveligt medlemmerne af Committee on Transport and Tourism som de største fortalere – om et mindst lige så kontroversielt forslag.
For i både TRAN og andre EU-kredse mener man, at ethvert tiltag som kan gavne trafiksikkerheden, skal tages i brug.
Og for dem giver det åbenbart rigtig god mening, at motorcyklisterne fremover skal finde plads til førnævnte sædvanligvis ret omfangsrige udstyr.
Nej det kan sågu da ikke passe… eller kan det?
Den velorienterede læser er formentlig bekendt med, at det rumænske politi i sommeren 2022 begyndte at udskrive bøder for manglende ildslukker på mc, og det kunne sagtens være derfra, at EU-politikerne har hentet inspiration.
Får EU-politikerne magt som de har agt, så kunne man umiddelbart forestille sig, at udstyrsproducenterne ville klappe i deres små hænder af begejstring.
For hvis lovforslaget vedtages, vil det i sagens natur medføre et væsentligt boost i salget af sidetasker, topbokse og tanktasker.
Det skal dog retfærdigvis siges, at det påtænkte tiltag ikke umiddelbart fremstår specielt tiltalende for nogen som helst i den danske motorcykelbranche.
Er man lidt på forkant med udviklingen, og dykker lidt ned i emnet, så er det dog fysisk muligt, at medbringe en ildslukker som eksempelvis denne lille sag, en førstehjælpskasse i denne bekvemme størrelse, og advarselstrekanter som denne LED udgave.
Men det er sågu da på godt jysk ret træls, at skulle slæbe rundt på det ekstra grej.
Set fra den mest positive vinkel kan vi imidlertid foreløbig glæde os over, at der er lidt tid at løbe på endnu.
For lovforslaget forventes først endeligt udfærdiget primo 2025, og fremlagt til afstemning på præcis samme dato næste år.
Og indtil da kan det måske lette stemningen en anelse at hygge sig med at læse lidt artikler i samme kategori her på MagaCin.
Som eksempelvis Motorcykler med drastiske miljømæssige tiltag belønnes af EU, Fra i dag kører din motorcykel længere på literen, Amnesti til ulovligt ombyggede motorcykler og Nu bliver alle motorcyklister overvåget konstant!, der allesammen er udgivet på nøjagtig samme dato.
Hav en rigtig fornøjelig dag.
En person snakker om “Vanvittig EU-lovgivning under opsejling”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
God 1. april 🙂