Klassiker-test: Yamaha XS 650 årgang 1979
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Klassiker-test: Yamaha XS 650

MagaCin prøvekører den historiske Yamaha XS 650 - årgang 1979
06/01-2019 kl. 06:00
Anslået læsetid: 9 Minutter

I modsætning til de fleste andre gamle modeller fra Japan, så har Yamaha XS 650'erne aldrig rigtig sluppet deres tag i mc-folket. Den har således gennem mange år haft en fanskare, og ligesom mange engelske parallel-twins har XS'eren været udsat for mange mere eller mindre vellykkede ombygninger. Som normalt for veteraner går de fleste dog i dag efter maskiner, der er så originale som muligt. I midten af september var der 10 Yamaha XS 650'ere til salg på 123mc.dk til priser fra 20.000 kr.  De to dyreste stod til henholdsvis 93.000 og 151.000 kr og blev udbudt af to forhandlere på Sjælland, mens en jysk forhandler har, hvad der ser ud til at være en XS-2 til salg for 52.600 kr. Om der er nogen, der vil betale tæt ved eller langt over 100.000 kr for selv en flot XS'er, er nok et åbent spørgsmål. På mobile.de lå priserne mellem 2.250 euro (ca. 16.800 kr) og knap 10.000 euro (ca. 74.000 kr), men priserne siger da lidt om, at XS'erne ikke alene lovgivningsmæssigt har fået veteranstatus, men at de også i dag betragtes som klassikere og samlerobjekter, der ikke bare kan fås for en slik. 

Læs den historiske artikel om XS 650 her.

En af de XS 650-ejere, som lægger vægt på, at udseendet skal være tæt på det, maskinen havde, da den rullede ud fra fabrikken, er Ivan Jensen, der bor i landlige omgivelser i Sjelle vest for Århus. Han er i dag ejer af en XS 650 årgang 1979, og han brugte det meste af vinteren 2017-18 på at shine den op. Der mangler lige udretning af et par buler i tanken, men ellers står hans XS'er i meget fin stand.

Inden han købte XS'eren for et par år siden, var Ivan egentlig på udkig efter en Yamaha GTS 1000 – den med enkeltsvinger-forende og navstyring – som aldrig rigtig slog an på markedet, og som derfor er ret sjælden. Men ved nærmere omtanke blev han enig med sig selv om, at GTS'eren med sine godt over 250 kg ville være for bøvlet at flytte rundt med, så han droppede den store 4-cylindrede fra 90'erne til fordel for den slankere og lettere XS veteran. Og det skulle være en med traditionelle trådeger-hjul.

Maskinen fandt han på mobile.de. Han hentede den selv i Stuttgart og kørte den hjem på en trailer. Prisen svarede til omkring 23.000 danske kroner, og for dem fik han en mc, der på visse områder trængte til en såkaldt kærlig hånd.

Hvorfor lige Yamaha?

At det blev en Yamaha, som Ivan Jensen gik efter, var ikke nogen tilfældighed. Han startede sin mc-karriere som 19-årig i 1965 på en NSU Max, men den blev hurtigt erstattet af en fabriksny 250 cm³ Yamaha YDS-3 årgang 1967. Samme år startede Ivan i øvrigt et mangeårigt medlemskab af Yamaha Club Århus. Siden har han ejet adskillige Yamaha'er, og der står også en moderne Yamaha FZ 6 i garagen i dag. Der har dog også været andre mærker inde i varmen gennem årene. Blandt andet en Honda CB 450 af den såkaldte Black Bomber Type, en CB 750 K2, den vilde 3-cylindrede Kawasaki 500 2-takter, og også en enkelt BMW (R 60) er det blevet til. Den maskine han har ejet længst, var en Yamaha XS 1100, mens bekendtskabet med en 3-cylindret XS 750 med kardantræk blev meget kort. Den blev købt som ny, men allerede efter et par dage faldt den i unåde, da bagtøjet kom med mærkelige lyde og skulle skiftes på garantien. I øvrigt havde Ivans kone, Birthe, også sin egen Honda CB 72 i en del år. Hun var en af de forholdsvis få kvinder, som allerede sad ved eget mc-styr i 60'erne, så motorcykler og mc-kørsel har en lang tradition i deres efterhånden 57-årige fællesskab.

Da XS 650'eren var blevet sat i parrets store og veludstyrede garage-værksted gik Ivan i efteråret 2017 i gang med at skille den ad, så den kunne få en ordentlig omgang. Han er en mand, der lægger vægt på, at tingene skal virke og se godt ud. Hvad blandt andet hans 1946'er Nimbus med sidevogn også vidner om. Alt blev skilt ad – undtagen selve motoren, som fungerede fint. Maskinen havde stået stille siden 1989, og kilometertælleren stod kun på lige godt 38.000 km.

Med motoren ude af stellet blev det sandblæst og senere lakeret. Hjulene fik desuden både nye lejer og nye eger. Det elektriske lignede en fuglerede og trængte i den grad til at blive ordnet. For eksempel var sikringsboksen helt smeltet sammen, og såvel lys som blinklys-funktionen krævede en del arbejde. En ny tændingslås var også påkrævet. Der blev i det hele taget indkøbt en del stumper. Mange af dem hos Ringsted Motor, som er kendt som XS 650-specialist og har mange dele til Yamaha XS'erne. Ivan regner med, at der i alt blev brugt 10-12.000 kr på dele, før han syntes, resultatet var tilfredsstillende. Hertil kommer så, at han blandt andet med baggrund i en uddannelse som maskinarbejder selv lavede alt arbejdet og brugte rigtig mange timer på det. Men som pensionist betragter han nu mere at skrue på motorcykler som et hyggeligt og rart tidsfordriv end som arbejde. Som Birthe siger: ”Han trives bedst, når der er noget at lave i garagen, især når det drejer sig om motorcykler”.

På vejen i dag

En godtvejrsdag i slutningen af august troppede jeg op ved Ivan og Birthe Jensen hus og store garage, og Ivan overlod mig beredvilligt sin XS'er med besked om, at jeg bare kunne køre, som jeg havde lyst.

I første omgang virkede den nu efterhånden knap 40 år gamle årgang '79 egentlig meget nutidig, og den fungerer da også, så man sagtens kunne bruge den som dagligt transportmiddel, hvis man kunne nænne det. Både opførslen på vejen og motorpræstationerne er af en sådan karakter, at XS'eren uden problemer kan være med i nutidens trafik.

Sin alder kan den dog ikke helt løbe fra. Affjedringen er blødere end på moderne standard-maskiner, og selv om der er to skiver ved forhjulet, så bider bremserne ikke så kontant fra starten som på en moderne mc. Men de virker trods alt tilstrækkelige og langt mere effektive end den ene skive på en 5-10 år ældre Honda CB 750 F.

Køreegenskaberne på Ivans årgang '79 må betegnes som stabile. Den er ikke svær at håndtere og lægge ind i kurver, og den styrer også ret præcist, men på de små veje skal man trods alt ikke gøre sig håb om at kunne følge med en moderne mc med en tilsvarende motoreffekt. Det skal her siges, at Ivan for at ramme det rigtige udseende har valgt en dækmontering, som ligner den, man kørte med dengang i 70'erne – et Avon speedmaster MK II langrillet fordæk og et  Avon S.M. MK II bagdæk.    

Det mest positive ved XS'eren vil for de fleste nok være motorens typiske twin-karakter. Den trækker markant, solidt og helt anderledes end både en 1-cylindret og en multi-cylindret motor. For en der har hang til parallel-twins, er den bare dejlig. Man kan gå ned til omkring 1.500 o/m i højt gear (5.) og accelerere roligt derfra, men motoren har sit foretrukne arbejdsområde fra over 2.000 til 5.000 o/m, og ved almindelig landevejskørsel giver det ikke rigtig noget at sende nålen helt op i nærheden af det røde felt ved 7.500. I øvrigt virker gearskiftet glimrende, og det amerikanske blad Cycle skrev i sin tid (May 1970), at de opnåede den bedste acceleration ved at skifte ved 7.200. Fra stående start tilbagelagde de i øvrigt en kvart mile (402 m) på 13,63 sekund og nåede her 99,01 mph (159 km/t). 

Tophastigheden målte Cycle dengang til 115 mph (185 km/t), men det er ikke særlig relevant i dag. Ikke mindst på grund af det, der nok er XS'erens – og så mange andre parallel-twins – største minus: vibrationer i styret. Gennem årene forsøgte Yamaha blandt andet ved hjælp af gummi at tæmme vibrationerne, men, som Ivans årgang '79 demonstrerer, ikke med det helt store held. Vibrationerne i håndtagene begynder at vise tænder fra lidt over 4.500 o/m, og selv om man holder sig på pæn afstand af det røde felt, går specielt det højre sidespejl totalt i selvsving ved motorvejshastigheder, hvor det vil kræve stor viljestyrke at acceptere vibrationerne i længere tid ved konstant 130 km/t eller mere. Men hvis man holder sig nogenlunde til de i Danmark maksimalt lovlige hastigheder uden for motorvejene, så er vibrationer ikke noget problem, medmindre man er meget sart.

Styret på Ivan Jensens XS er ikke af den store amerikanske type, men det smallere og lavere, som sad på de maskiner, der blev solgt i Europa. Kørestillingen er ikke helt ulig den typiske stilling på moderne standardmaskiner, men fodhvilernes placering er lidt mere over i det ”engelske”. Det vil sige, at de sidder forholdsvis langt fremme sammenlignet med nutidens standard-maskiner. Men man sidder ganske godt, og sædet virker også behageligt. På førsteudgaven af XS'eren betegnede Cycle det da også som ”very comfortable”.

Det er min erfaring, at man som forvænt bruger af moderne motorcykler godt kan føle sig lidt skuffet, når man kommer op på en gammel mc, men det var ikke tilfældet med Yamaha XS 650. Funktionelt set lever den ganske vist ikke op til nutidens maskiner, men den kan sagtens klare sig i vores nu langt tættere trafik end dengang. Det kan da godt være, at den vibrerer, når den får omdrejninger, men den har karisma, og det gør det let at forstå, at den har fået status som en attraktiv klassiker. Da jeg kørte mod Århus igen den onsdag eftermiddag i august, var det da også med en idé om, at jeg nok ikke burde købe mig en tyrolerhat – som Johnny Reimar ellers opfordrede til, dengang Yamaha XS blev præsenteret i 1969 – men snarere en klassisk parallel-twin.

Har du en gammel eller halvgammel velholdt mc, som du synes, MagaCin burde lave en historie om, er du mere end velkommen til at sende os en mail.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start