Moto GP - Pedrosa i kamp imellem Lorenzo og Marquez
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

3. MotoGP-sejr til Pedrosa i 2013

Hård kamp imellem Lorenzo og Marquez
14/10-2013 kl. 10:15
Anslået læsetid: 5 Minutter

Sepang, Malaysia, 15. afd.: Så skinnede solen endelig lidt på Pedrosa igen. Den mand har i flere år været en af de uheldigste i hele feltet og har ofte fået smadret sine VM-chancer af andre. Således også i år med sidste rundes styrt som følge af påkørsel af Marquez. Først troede ingen at de havde haft kontakt, men det viste sig at Marquez lige akkurat havde snittet Pedrosa's motorcykel og klippet det kabel, der kontrollerer traction-control, hvilket forårsagdede udskridning og highsider.

På Sepang var der inden træningen en høring om sammenstødet – og Marquez blev tildelt et strafpoint og har nu 3. Det influerer ikke på points i VM-stillingen, men får man 4 strafpoints, skal man starte bagerst i feltet, ved næste løb. Det oplevede Marquez sidste år i Moto2 (dog ikke pga. straf), men han vandt løbet alligevel.

Kvalifikationen gik ca. som den plejer. Lorenzo eller andre på toppen, indtil Marquez i sidste øjeblik sætter sig på det – og gerne slår den eksisterende banerekord. Det skete igen – og denne gang var det Lorenzo's rekord, der blev makuleret. Rossi lavede årets bedste med en 2. plads, foran Crutchlow, Pedrosa og Lorenzo.

Løbet blev skudt i gang og Lorenzo var som sædvanlig først afsted og forsøgte at opbygge et forspring, men det lykkedes ikke helt.
Pedrosa, Marquez og Rossi lå lige efter – og Rossi smuttede friskt forbi Marquez, der dog hurtigt byttede rundt på det igen.

Rossi blev hægtet lidt af de tre forreste og kørte sololøb, resten af vejen til mål. Pedrosa forsøgte med nogle forsigtige angreb på Lorenzo, indtil han gik forbi på 4. omgang.
Allerede i næste sving gik Marquez så også forbi Lorenzo, men så nemt skulle det ikke gå…
Lorenzo kørte decideret aggressivt og klemte sig indenom Marquez, midt i svinget, men Marquez holdt på og kom tilbage i næste sving, straks efter.

Så fulgte en (kort) langside og efter den, bremsede Lorenzo sig indenom Marquez. Den stilling holdt 4-5 sving, hvorefter Marquez i den første af en dobbelt-højre, efter et lille tilløb, kørte indenom Lorenzo, på en mere snæver linje og med højere hastighed. Men Lorenzo fyrede op for vildskaben og kørte straks indenom igen i flg. sving – og der var kontakt imellem dem. Marquez fik lige en skulder.

3-4 sving senere, gik Marquez forbi igen efter langsiden, men Lorenzo kom igen tilbage indenom, midt i svinget. Den stilling holdt i godt 3 omgange, da Marquez med 12 omgange tilbage igen gik forbi Lorenzo og denne gang fik et lille hul med det samme og holdt 2. pladsen til mål.

En 2. plads var nok til igen at øge i VM-stillingen, eftersom Marquez sluttede foran nærmeste konkurrent, Lorenzo, der nu er 43 points efter Marquez, med 3 runder tilbage. Valentino Rossi er 100 points efter Marquez. Det var der nok ikke mange der havde set komme, inden sæsonstarten.

Længere nede var der kamp imellem Bautista og Crutchlow, som til sidst måtte give op ovf. Honda-fordel på de lange langsider. Bradl havde et mildt styrt i træningen, men uheldige omstændigheder gjorde at han brækkede noget i anklen og ikke kunne stille op og er ude i mindst et løb, ud over Sepang. Hayden udgik af løbet med røg og damp, pga. en flækket udstødning.

Moto2 blev rødflaget / annulleret allerede på første omgang pga. styrt og derefter afkortet med 7 omgange til 12. Der er fortsat intet afgjort mht. titlen. Førende Scott Redding har kørt mere stabilt end sin nærmeste konkurrent, Pol Espargaro, men har på det seneste haft det hårdt. Er startet langt nede i rækkerne, men har dog flere gange formået at slutte i toppen alligevel, bare ikke i dag, hvor han nærmest på målstregen blev snydt for 6. pladsen.

Espargaro blev nr. 2 efter en hård kamp med Tom Luhti. Espargaro's teamkollega, Rabat, var helt suveræn i weekenden og tog både pole og sejr med stor margin. Han er nu en reel trussel om titlen med 28 points efter Redding og han er i storform. De seneste 5 løb har han scoret betydeligt flere points, end både Redding og Espargaro.
Espargaro er nu kun 9 points efter Redding, så det spidser til i Moto2.

Det har det gjort i et stykke tid i Moto3. Salom opbyggede tidligere på året en solid føring og har siden kørt stabilt og klogt, men næsten uden sejre, som Vinales og især Rins har taget sig af – og dermed hentet konstant på Salom. Men i denne weekend skruede Salom bissen på i kvalifikationen og tog pole.
Han fik en dårlig start og røg ud af top 5, men allerede i første sving lavede han en genial overhaling indenom flere og kom helt op på 2. pladsen, efter Masbou. To sving senere gik Salom i føring.

Efter 1. omgang var top 4 i VM-stillingen også top 4 i løbet. Rins og Salom skiftedes til at føre de første 2-3 omgange. Derefter var det i flere omgange Rins og teamkollega Alex Marquez i føring, indtil Vinales med 10 omgange igen meldte sig ind i kampen og gik i føring, men på næste langside blev det annulleret igen af Rins og Marquez. Tydeligvis ingen teamorder imellem de to, selv om kun Rins er med i kampen om titlen.

Med tre omgange igen kom Salom så igen i front, men blev overhalet igen. På sidste omgang var det en direkte duel imellem de to førende i VM-stillingen. De skiftedes til at føre indtil Salom i sidste sving kom foran og holdt den til målstregen.
Oliveira havde et par super gode sidste omgange og kom bagfra helt op og tog 3. pladsen.

MotoGP resultat (top 10)
1 Pedrosa SPA Honda
2 Marquez SPA Honda +2.757
3 Lorenzo SPA Yamaha +6.669
4 Rossi ITA Yamaha +10.351
5 Bautista SPA Honda +22.149
6 Crutchlow GBR Yamaha +22.301
7 Smith GBR Yamaha +30.864
8 Dovizioso ITA Ducati +45.111
9 Espargaro SPA ART +59.264
10 Hernandez COL BQR +1.01.417

Moto2 resultat (top 10)
1 Rabat SPA
3 Espargaro SPA +1.563
2 Luthi SWI +2.910
4 Kallio FIN +4.814
5 Aegerter SWI +7.352
6 Zarco FRA +9.790
7 Redding GBR +9.840
8 Nakagami JPN +11.894
9 Torres SPA +12.302
10 Simon SPA +15.524

Moto3 resultat (top 10)
1 Salom SPA KTM
2 Rins SPA KTM +0.069
3 Oliveira POR Mahindra +0.408
4 Marquez SPA KTM +0.782
5 Vinales SPA KTM +1.055
6 Miller AUS Honda +1.077
7 Masbou FRA Honda +5.016
8 Folger GER KTM +6.277
9 Fenati ITA Honda +6.952
10 Oettl GER KTM +10.962

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start