Absurd underholdende Bagger ræs genoptaget
Husker du den amerikanske racing serie Mission King of the Baggers, som du kunne læse om her på MagaCin både i 2020 og 2021? Den absurd underholdende racing serie med ombyggede ellers cruising orienterede tunge såkaldte Baggere, der kyles rundt i forrygende tempo på racerbane.
Hvis det ikke får en klokke til at ringe, så kunne du jo eventuelt læse artiklen Se fuldstændig vanvittigt ræs fra 2020, hvor Tyler O’Hara i førersædet på Indian Challenger rendte med sejren i løbsseriens første sæson, og artiklen Harley-Davidson triumferer i King of the Baggers der beskriver, at Kyle Wyman på sin heftigt modificerede Screamin’ Eagle® Milwaukee-Eight 131 Harley-Davidson Road Glide løb med årets titel efter løbsserien i den anden sæson blev udvidet i 2021.
Videoer er naturligvis indlejret i begge artikler der er linket til herover.
2022 King og the Bagger er slået i gang
Hvis du lige som gutterne her på redaktionen synes at King of the Baggers er ret genial underholdning, så kan du glæde dig over, at 2022 løbsserien nu er slået i gang, og at den amerikanske løbsserien i år afvikles over hele seks løbsweekender, der er fordelt således.
Marts 10.-12. Daytona International Raceway – Daytona Beach, FL
April 22.-24. Michelin Raceway Road Atlanta – Braselton, GA
Juni 3.-5. Road America – Elkhart Lake, WI
Juli 8.-10. WeatherTech Raceway Laguna Seca – Monterey, CA
Juli 29.-31. Brainerd International Raceway – Brainerd, MN
September 9.-11. New Jersey Motorsports Park – Millville, NJ
Som det fremgår af listen herover, er datoerne for den første løbsweekend på Daytona International Raceway allerede passeret, og arrangøren MotoAmerica har heldigvis også i år være så venlige, at stille lidt videomateriale til rådighed.
Lad os uden videre omsvøb kaste os over videoen med highlights fra weekendens første løb.
Som du kan se er King of the Bagger lårklaskende underholdning af format, når de tunge cruisere kyles hensynsløst rundt på racerbane, fishtailer i indbremsningerne, og slår med halen ud af svingene når der gives seriøst gas.
Lidt imponerende at det lykkedes Tyler O’Hara at rende med sejren i årets første løb, men se endelig også hvordan det gik i løb weekendens andet løb i videoen nedenunder.
Her fik vi set endnu et underholdende løb, hvor Kyle Wyman’s undervejs sendte en røgsky ud, og hvor et kendt navn som den tidligere MotoGP kører Jeremy McWilliams der i King of the Baggers kører for Indian Motorcycle, på et tidspunkt ligger i spidsen for feltet, og hvor det faktisk lykkes den nu 57-årige britiske racerkører at vinde med et mulehår foran Tyler O’Hara.
Intet mindre end genial underholdning fra Daytona, hvor Indian Motorcycles gjorde rent bord, og hvor det bliver rigtig spændende at se feltet give den gas igen på Michelin Raceway Road Atlanta i April.
Derudover glæder vi os til løbet i Juli måned på Laguna Seca, hvor Baggerne traditionelt hives på baghjul, og så bliver det ikke mindst rigtig spændende at se, om det bliver Indian Motorcycles eller Harley-Davidson som løber med pokalen i år.