Alex Rins driller: Suzuki tilbage i MotoGP
Internettet er et finurligt sted, hvor mangel på toneleje og fysisk fremtoning kan være lidt lumsk. Og det var netop hvad mange MotoGP fans, som følger tidligere Suzuki kører Alex Rins på de sociale medier oplevede, da han postede nedenstående opslag den 28. december sidste år.
Os presento el AR42
— Alex Rins (@Rins42) December 28, 2022
Team para MotoGP 2023 🚀
Hemos conseguido que @suzukimotogp nos ceda la GSX-RR para estar en MotoGP el año que viene con un team manager muy especial 🙊 Gracias a todos nuestros partners por hacerlo posible✊🏼#MotoGP #Suzuki #42ins #DíaDeLosSantosInocentes pic.twitter.com/Oz8Pslu62C
I opslaget står der nemlig, groft oversat til dansk, at man med teamet AR42 har formået, at få Suzuki til at levere en topspækket GSX-RR til deltagelse i MotoGP 2023, og det med en helt speciel team manager, som du kan se på billedet ovenfor.
Manden på billedet er Livio Suppo; en herrer med megen erfaring som efter at have overværet flere MotoGP-sejre hos både Ducati og Honda for en del år siden, rykkede ind i Suzuki’s pitgarage som team manager sidste år.
Men er man bekendt med hvordan hashtags bruges, og samtidig har styr på sit spansk, vil man måske kunne gennemskue, at der ikke bliver noget MotoGP-team under Suzuki’s faner i år.
For i det sidste hashtag i opslaget står der Día de los Santos Inocentes, som i store træk er en spansk fortolkning af det vi herhjemme kender som 1. april.
Altså en dag hvor man smører lidt tykt på, og som når det sker på internettet ikke nødvendigvis går helt rent ind hos modtageren.
Derfor blev Rins også nødt til at opfølge med en lille kærlig undskyldning til de fans, som enten ikke havde fanget joken, eller ikke er dus med racerkørerens modersmål og hjemlige traditioner.
Så støder du på nogen som hårdnakket påstår, at de på internettet har læst at Suzuki ikke alligevel er ude af MotoGP, så kan du med ro i sindet kvittere med et smil på læben og sige aprilsnar.
For Suzuki er som bekendt både ude af MotoGP og EWC med udgangen af 2022.