Benhård test af ny Tiger 1200 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Benhård test af ny Tiger 1200

Gennem 24 timer fik den store adventurebike fra Triumph lov til at bevise sit værd
24/07-2022 kl. 06:01
Anslået læsetid: 6 Minutter

Siden 1924 er Hardi Australia 24 Hour Trial blevet afviklet – et løb som af mange betegnes som værende den ultimative test af pålidelighed og udholdenhed.
Sædvanligvis stiller deltagerne til start på lette enduromaskiner, men Triumph Australia syntes det var en god ide, at prøve seneste aftapning af mærkets store adventurebike i det krævende løb.

Hårdt og enkelt
Hardi Australia 24 Hour Trial finder sted hvert år den anden weekend i juli, enten i Eudunda eller Kapunda, i det sydlige Australien, og betingelsen for at ende øverst på podiet er ganske enkel.
Du skal du bruge kortest tid på at klare strabadserne, som arrangørerne sender dig ud på.

Der er også en sidevognsklasse

Det kræver dog en hel del af både kører og maskine for blot at gennemføre. Løbet består nemlig af fire omgange à seks timer, og på hver omgang er der 12 sektioner med tidtagning, hvor den som bruger mindst tid i alt, er løbets samlede vinder.

Terrænet som deltagerne skal tackle, består af mere end en gennemsnitlig dansk skovvej.
Angiveligt er det noget af det mest bøvlede der kan tilbydes Down Under, og sædvanligvis udgår 50% af løbets deltagere inden de når løbets ende.

Tiger 1200 Rally Pro – komplet med håndtagsmuffer

Som om det ikke skulle være nok, er der kun tre pauser af et kvarter i løbet af de 24 timer, hvor det er muligt at tanke sin motorcykel og drikkeblæren med kaffe, eller hvad kørerne måtte bruge for at holde sig vågne døgnet igennem.

Terræn Tiger og rutinerede piloter
Seneste version af Tiger 1200 er opdelt i to versioner – En gadeorienteret GT-udgave, og en mere terrænduelig Rally-version.
Modsat tidligere årgange af den store Triumph adventurebike, er Rally-modellerne (før XC) begavet med 21″ forhjul, så ekspeditioner uden for asfalten er lettere.
Både før og efter lanceringen i fjor, har Triumph udsendt flere videoer, der skulle understrege Tiger 1200 Rally’s evner i botanikken.

Udover et terrænvenligt forhjul, gør et vægttab på 25 kilo T-plane motoren og den semiaktive Showa-affjedring den store Tiger mere medgørlig, når asfalten hører op.

Triumphs australske afdeling, udstyrede de to deltagende maskiner med ekstra hidsige knopdæk og en kraftig LED-ekstralygte, samt håndtagsmuffer til at beskytte kørernes hænder imod den bidende kulde.
Derudover blev passagerfodhvilere og centralstøtteben pillet af, for at spare lidt ekstra vægt.

Glade deltagere

Siddende i sadlen og stående i fodhvilerne på de to deltagende Tiger 1200 Rally, var de rutinerede endurokørere Donald Owen og Cameron Donald, der har hele to sejre fra Isle of Man TT på CV’et, samt fire podieplaceringer i det legendariske løb.

Godkendt resultat
Mange ville nok allerede før løbet stille spørgsmålstegn ved om det overhovedet er muligt, at gennemføre et benhårdt 24-timers terrænløb på en stor og tung adventuremaskine.

Tiger 1200 og Cameron Donald i aktion

Men Triumph og Cameron Donald formåede at lukke munden på tvivlerne. For ud af 138 deltagere til start gennemførte 91, og Donald på den store Tiger 1200 placerede sig på en hæderlig 74. plads.

Efter løbet erklærede den tidligere Isle of Man-vinder, at det var noget af det hårdest han nogensinde havde gjort på en motorcykel, og at køre i det terræn på sådan en maskine var en kamp uden lige.

Køremakker Donald Owen måtte desværre også udgå 2/3 gennem løbet, da han uheldigvis kørte sin Tiger 1200 i hul, der var for stor en mundfuld for den potente adventuremaskine.

Cameron Donald sagde efter løbet, at han naturligvis var ked af, at Owen ikke nåede i mål, men understregede i samme ombæring hvor benovet han var over Triumph’ens evner i terrænet.

 I was constantly amazed by how well the new Tiger 1200 got through the terrain

Cameron Donald

At holde sig vågen 24 timer i streg, er noget af en udfordring for de fleste af os, men det kan da lade sig gøre. Læg så dertil, at du samtidig skal kæmpe dig gennem udfordrende terræn, på en motorcykel, der trods et vægttab, stadig vejer 2,5 gange så meget som konkurrenterne.
For den præstation kan vi kun lette på styrthjelmen!

Motorcykler i uvante omgivelser
De færreste er i tvivl om, at selvom moderne adventuremotorcykler er ganske kapable, er et benhårdt terrænløb som Hardi Australia 24 Hour Trial, ikke deres hjemmebane.
Men der er dog noget forfriskende, når folk som Cameron Donald og Donald Owen insisterer på at tage motorcykler med på eventyr, hvor de ikke helt hører hjemme.

Vi har før set eksempler på entusiaster, som bruger motorcykler til noget de så absolut ikke er konstrueret til.
Du kan måske huske vores artikel om Sjaak Lucassen – En bindegal hollænder, som har været vidt omkring på sin Yamaha R1… Blandt en tur mod nordpolen.

Lucassens tur nordpå, var temmelig hjemmegjort. Men på den modsatte ende af kloden, satte Royal Enfield sig for at bevise, at de indiske motorcykler er det helt rette værktøj til en antarktisk ekspedition.

Således lykkedes det Santosh Vijay Kumar og Dean Coxson at lande på Sydpolen kort før jul sidste år, på deres Royal Enfield Himalayan.

Selvom den indiske adventurebike ikke er designet til tage på så ekstreme ekspeditioner, er den dog konstrueret til brug i uvejsomt terræn.

Det samme kan ikke siges om den kompressor-bestykkede Kawasaki H2. Alligevel besluttede manden bag Instagram-profilen furkan_hancar, at det var en mega god ide at tage sin H2’er med på skovtur, som endte i et veritabelt mudderhelvede.

Og når du alligevel surfer lidt rundt på de sociale medier, kan du slå en smut forbi Dos Honduros, der laver offroad-tossestreger på deres gamle Goldwings ude i botanikken.

Inden længe tager den rutinerede Dakar-pilot, Matthias Walkner, sin rallymaskine med til Sibiu i Rumænien, for at deltage i årets udgave af Red Bull Romaniacs.

Her stiller han op i bronzeklassen, hvor han blandt andet skal dyste imod det danske endurotalent Nicolaj Thybring. Det bliver spændende at se om Walkner kan klare sig i det uvejsomme terræn, på sin 450 kubik rallybike.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start