Bliv banedagens helt på ægte MotoGP racer
Døjer du med at sove fordi hovedet er for højt hævet af alle de penge du har gemt under hovedpuden, og har du samtidig en drøm om at eje en vaskeægte MotoGP racer, så mangler du bare at Ducati godkender dig som ægte Ducatisti for forbedre nattesøvnen og udleve drømmen.
Det er måske ikke direkte usædvanligt at racing-teams som konkurrerer på både fire og to hjul sælger brugte køretøjer, men det er altså ikke hver dag man tilbydes muligheden for at erhverve sig en ægte MotoGP racer, der er blevet høvlet rundt på racerbanerne af tidens skrappeste racerkørere.
Men nu forlyder det fra sædvanligvis pålidelig kilde, at Ducati efter sæsonafslutning sælger 6. stk. af de knivskarpe MotoGp factory prototyper Ducati Desmosedici GP17. Havde du håbet på at få tilbudt en 2018 model, så må du nok væbne dig med tålmodighed et stykke tid endnu, men vi forestiller os at 2017 modellen trods alt vil være okay til banedage for de fleste.
Der hersker nok ingen tvivl om at en Ducati GP17 vil tiltrække sig opmærksomhed i ryttergården på trackdays, men det kræver den beskedne sum af EUR 250.000,- at købe pladsen som naturligt samlingspunkt for beundrende blikke.
Og så er der lige den ekstra hurdle som beskrevet i indledningen.
Ducati skal finde dig værdig til at have raceren parkeret i garagen før du overhovedet får lov til at byde.
Nårh, maaand!!… det kunne være for vildt at have en ægte MotoGp racer som banecykel.
Nyheden er frisk ud af posen, så vi ved endnu ikke hvor der skal rettes henvendelse, men vi følger naturligvis op på sagen når vi får uddybende information.
I mellemtiden vil vi ud og samle tomme flasker.