Close race på Monza
Monza er en decideret højfartsbane og det får Superbikeløb til at ligne 125cc-løb, hvor alle streamer hinanden på langsiderne og feltet samles i klumper, som det er meget svært at slippe væk fra. Det bliver samtidig tydeligt, hvilke maskiner, der er stærkest på toppen – og her er Aprilia RSV 1000 i en klasse for sig selv med næsten 340 km/t på langsiden. BMW og Kawasaki en anelse efter.
I løb 1 kom en gruppe på fire afsted. De to Aprilia'er med Guintoli og Laverty, sammen med polemand Tom Sykes og hjemmebanemand Melandri. De skiftedes til at føre, hele løbet igennem, akkurat som i 125cc og Moto3. Af og til kom en enkelt lidt bagud og ud af slipvinds-afstand og det tog lang tid at komme op igen. Men de holdt sammen på gruppen hele løbet og på de sidste omgange gik det vildt til. Før sidste sving førte Laverty, men både Melandri og Sykes gik indenom i svinget, og de tre kom i mål indenfor 0.11 sek., med Guintoli godt 1½ sek efter på 4.pladsen.
Længere nede var det samme mønster. Davies og Fabrizio fulgtes ad i mål – og en gruppe på tre tjekkede ind næsten samtidig, godt 15 sekunder efter de førende. Baz' Kawasaki stallede i starten og han startede fra pit, efter feltet var kørt, men blev alligevel nr. 7.
Løb 2 blev næsten en gentagelse af løb 1, idet de samme fire fik et hul til feltet. Knapt så tæt denne gang til sidst, idet Laverty fik nogle få meters forspring på sidste omgang og det var lige nok til at holde Melandri bag sig. Sykes, der blev 3'er, tog nødvejen igennem 2. chikane, men holdt sin 3. plads foran Guintoli, hvilket blev diskuteret kraftigt. Men det var ok, eftersom han ikke vandt tid ved det. Denne gang var der hele 0.7 sek. imellem de tre forreste. Guintoli igen på 4. pladsen, men han fører stadig i VM-stillingen.
Der var kun få styrt, bl.a. Davies i løb 2, men der var rigtig mange, der måtte tage nødvejen igennem både 1. og 2. chikane.
Den ene nødvejsrute igennem 2. chikane foregår ved at køre rundt om et par sandsække med ca. 20 km/t, så det koster dyrt i placeringer. På trods af sådan en tur i løb 2, blev Rea alligevel beordret til at lade sig falde 2 placeringer tilbage, uvist af hvilken grund. Senere styrtede både Rea og teamkollega Akiyoshi.
Supersport-feltet er med sine 35 motorcykler, næsten dobbelt så stort som Superbike-feltet, så der var ca. dobbelt så meget trængsel i de snævre chikaner, hvor man bremser ned fra topfart til 50-60 km/t. Det gik helt galt denne weekend. På en af de første omgange styrtede en af de bagerste kørere i 2. chikane og efterlod tilsyneladende noget olie eller andet på banen, for på næste omgang styrtede de fire forreste næsten samtidig i chikanen og lå og rodede i en bunke. Det var Marino, Sofuoglu, Lowes og Zanetti. Derefter kom 31 andre og der skete yderligere sammenstød. Total kaos og løbet blev flaget af.
2. start blev flaget af efter kun én omgang pga. et styrt af Yamaha-køreren Polita.
3. start gik i smadder allerede i 1. chikane, hvor en enkelt ikke fik bremset og lagde 2-3 andre ned og resten holdt næsten stille. Løb flaget af igen.
4. start gik fint – løb reduceret fra 16 til 10 omgange. Sofuoglu fik et lille hul til Lowes, Zanetti og Russo, men styrtede på 4. omgang og udgik.
I Supersport var det tydeligt at Kawasaki'erne havde et lille topfarts-overskud og der var godt med grønt i frontgruppen med Marino, Russo og Goghlan. Kun polemand Lowes på Yamaha og Goghlan på Honda kunne hænge på ved at streame. Lowes kom i spidsen igen og igen, men blev konstant overhalet på langsiderne af en eller anden Kawasaki. Men på sidste omgang gik der klumpspil i 2. chikane og Lowes fandt en nærmest usynlig vej igennem al balladen og fik et lille hul, der holdt hjem. Marino og Zanetti besatte resten af podiet.
Danske Alex Schacht undgik at blive involveret i noget ballade og lå i 4. start og kæmpede om 24-25. pladsen, da han fik problemer med koblingen og måtte udgå. Shit happens.
Superbike løb 1 (top 10)
1 Melandri ITA BMW
2 Sykes GBR Kawasaki +0.085
3 Laverty IRL Aprilia +0.107
4 Guintoli FRA Aprilia +1.844
5 Davies GBR BMW +7.629
6 Fabrizio ITA Aprilia +8.407
7 Baz FRA Kawasaki +15.555
8 Rea GBR Honda +16.465
9 Camier GBR Suzuki +16.668
10 Giugliano ITA Ducati +26.820
Superbike løb 2 (top 10)
1 Laverty IRL Aprilia
2 Melandri ITA BMW +0.143
3 Sykes GBR Kawasaki +0.725
4 Guintoli FRA Aprilia +1.619
5 Fabrizio ITA Aprilia +9.965
6 Giugliano ITA Aprilia +10.066
7 Camier GBR Suzuki +12.241
8 Baz FRA Kawasaki +29.771
9 Badovini ITA Ducati +35.005
10 Neukirchner GER Ducati +41.757
Superbike – stilling (top 10)
1 Guintoli FRA Aprilia 137
2 Laverty IRL Aprilia 124
3 Sykes GBR Kawasaki 119
4 Melandri ITA BMW 96
5 Davies GBR BMW 94
6 Baz FRA Kawasaki 75
7 Fabrizio ITA Aprilia 74
8 Rea GBR Honda 71
9 Giugliano ITA Aprilia 49
10 Camier GBR Suzuki 46
Supersport – resultat (top 10)
1 Lowes GBR Yamaha
2 Marino FRA Kawasaki +0.798
3 Zanetti ITA Honda +0.989
4 Russo ITA Kawasaki +1.342
5 Goghlan GBR Kawasaki +1.487
6 Morais RSA Honda +8.261
7 Leonov RUS Yamaha +11.044
8 Scassa ITA Kawasaki +11.169
9 Ivanov RUS Kawasaki +11.199
10 Marconi ITA Honda +11.253
Supersport – stilling (top 10)
1 Lowes GBR Yamaha 70
2 Foret FRA Kawasaki 54
3 Van der Mark NED Honda 49
4 Sofuoglu TUR Kawasaki 45
5 Zanetti ITA Honda 40
6 Scassa ITA Kawasaki 34
7 Marino FRA Kawasaki 31
8 Antonelli ITA Kawasaki 29
9 Russo ITA Kawasaki 26
10 Kennedy IRL Honda 24