Danmarksmester kåret før tid - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Danmarksmester kåret før tid

Weekenden bød på underholdning på højeste niveau - Foto: Larry Callesen
22/08-2023 kl. 08:37
Anslået læsetid: 3 Minutter

Der var mødt mange publikummer op på den solbeskinnede Solbjergbane i lørdags, og det havde de også god grund til.
Vi nærmer os nemlig finalen i det danske mesterskab i motocross, og kampen om point spidser til i seniorelite-klasserne A MX1 og A MX2 samt i Mini 85-klassen, hvor de unge kørere hører til.
Ja, faktisk fik vi allerede i weekenden en nyslået danmarksmester i A MX1, idet Mathias Jørgensen fra Svebølle Motocross Klub sikrede sig nok point til, at han ikke vil kunne indhentes af sine konkurrenter ved DM-finalen om tre uger.

A MX1
Mathias Jørgensen nåede igennem alle dagens forskellige podiepladser med først en tredjeplads, så en anden plads og til sidst en heatsejr i dagens afsluttende superheat.
Alt i alt en præstation, som sikrede ham en samlet førsteplads på dagen, og derved også i tabellen for hele sæsonen.

Dagens nummer to blev Glen Meier fra Randers Motor Sport, mens Benjamin Strate fra Næstved Motor Klub blev nummer tre.
Så det skal blive spændende at se, om Strate kan sikre sig sølv eller bronze, når der køres finale på hans hjemmebane om tre uger.

A MX2
I MX2-klassen ligger Magnus Smith fra Næstved Motor Klub og Rasmus Pedersen fra Kolding Motocross Klub side om side.
Rasmus Pedersen fører i den samlede stilling, men på Mors lagde Magnus Smith ud med at skære fem point af forskellen mellem dem i første heat.

Det endte dog med pointlighed og en status quo mellem de to, hvor Magnus lige akkurat blev dagens samlede vinder på grund af sin placering i superheatet.
Magnus Smith kan også se frem til at skulle køre DM-finale på sin hjemmebane, så der bliver garanteret også dramatik og spænding til det sidste i kampen om DM-guldet i MX2-klassen.

I MX2-resultatet fra Mors skal også nævnes en rigtig flot kørende Nicolai Berg Skovbjerg fra Vesterbæk Motocross Club, som blev dagens nummer tre.

Mini 85
I Mini 85-klassen er der også nok at se på for publikum, med mange overhalinger og skiftende positioner imellem de unge kørere.

Oliver Hald fra Vestjysk Moto Cross Club vandt begge heat i weekenden, og holder dermed fast i sin føring i den samlede stilling.
Begge andenpladser blev snuppet af en lokal kører ved navn Jacob Ehlers Bloch, og begge tredjepladser gik til Bertram Thorius fra Svebølle Moto Cross Klub, som i øvrigt tog holeshot i begge heat.
Dagens nummer to og tre indtog efter afdelingen på Mors tilsvarende placeringer i den samlede stilling.

Dagens Fighter skulle også findes i Mini 85-klassen, og det blev norske Theo Hansen som styrtede i andet heat, men alligevel fik kørt sig op til en niendeplads. Og netop kampgejsten efter en tur i jorden gjorde, at Theo Hansen rendte med Westcoast MX Fighterprisen.
Theo har i øvrigt deltaget i alle DM-afdelingerne,

Alle resultater fra Mors kan du finde på Danmarks Motor Unions hjemmeside her, imens vi venter på DM-finalen som køres d. 16. september på Nisseringen hos Næstved Motor Klub.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start