Danske Oliver skrev historie i World Supersport 300 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Danske Oliver skrev historie i World Supersport 300

20-årige danske Oliver beviste i den forgangne weekend, at han har både talent og fart nok til at blande sig med de hårde gutter.
26/07-2024 kl. 06:02
Anslået læsetid: 5 Minutter

For et par uger siden kunne du her på siden læse, at det blot 20-årige danske motorsportstalent Oliver Svendsen fra Låsby, var ved at gøre sig klar til at springe på nakken af sin KTM-racer og indtage den 4,2 kilometer lange asfalt på Autodrom Most i Tjekkiet, og dermed bliver den første danske kører i World SSP 300-feltet.

Det arrangement er nu overstået, og hvad der følger er en lille beretning om Olivers fantastisk flotte præstationer i toppen af tohjulet motorsport.

En drøm går i opfyldelse
Det lille team fra Låsby beskriver at det var med en blanding af ærefrygt og spænding da de ankom til Most med vished om, at de kommende dage skulle byde på benhård konkurrence fra nogle af de helt hårde drenge på den internationale scene.

Men ikke desto mindre var det en drøm der gik i opfyldelse for den unge danske KTM-kører, som allerede fra de første omgange under den fri træning viste sit potentiale og satte den hurtigste omgangstid.

Desværre kunne Oliver ikke finde samme fart under Superpole løbet, hvorfor han måtte starte Løb 1 som nummer 16.
Men den unge danske lod sig ikke slå ud og Oliver vidste, at en god start var essentiel for at blive en del af den forreste gruppe i weekendens første løb.
Så allerede ved løbets første sving havde han krudtet KTM’en så meget af, at han havde passeret seks konkurrenter, og derved befandt sig på tiendepladsen umiddelbart efter startskuddet lød.

I kampens hede
Ret hurtigt blev det samlede felt delt op i mindre grupperinger og Oliver havde plantet poterne i den forreste, hvorfra han kæmpede bravt for en podieplads gennem hele løbet.

På løbets sidste omgang forsøgte Oliver at nappe en plads i top-3 ved at gå sent på bremsen mod et af banens snævre sving, men desværre – selvom manøvren intet fejlede – måtte han slække på gassen for at komme helskindet gennem svinget, da en af hans konkurrenter lukkede døren lige foran ham.

I løbets næstsidste sving affyrede Oliver sit allersidste skud, og forsøgte denne gang at gå indenom den forankørende modstander, men ej heller denne gang lykkedes det.

De to angrebsforsøg betød, at Oliver krydsede målstregen som sjettemand, men det var altså mindre end et halvt sekund efter den forreste kører!
Så der var altså fart nok på drengen, og da Oliver satte løbets tredje hurtigste omgangstid, sikrede han sig en start fra forreste række til Løb 2.

Op på hesten
Til løb to holdt Oliver altså således placeret, at ikke mindre end 30 konkurrenter var henvist til at holde bag danskeren indtil lamperne slukkede.
Og da de gjorde det blev det hurtigt tydeligt, at den forreste gruppe i dette løb, ville blive en kende større end den ved weekendens første løb.

Det betød at det var rigtig mange kampe om at avancere blandt kørerne i gruppen, og på løbets sjette omgang blev Oliver offer for en af disse, da han blev ramt af en af sine konkurrenter i udgangen af et sving.
En skræmmende oplevelse for Oliver og teamet som så med fra pitten, men den talentfulde unge dansker holdt hovedet koldt og formåede trods omstændighederne, at holde cyklen oprejst.

Således var Oliver øjeblikkeligt klar til at fortsætte kampen, men hanekampen sendte ham ud af top ti.
Til gengæld kunne han snart kalde sig den bedst placerede KTM-kører, da hans teamkammerat Jeffrey Buis – sammen med tre andre – var involveret i et uheld i sving 1.

Med hanen i bund viste Oliver over flere omgange, at både viljen og talentet i den grad rakte til at køre sammen med de hårde drenge. Men med blot to omgange tilbage af weekendens sidste løb, faldt Oliver af sin KTM og måtte udgå.

En succesfuld weekend
På trods af uheldet i løb 2 var det en succesfuld weekend for Oliver Svendsen, som beviste sit talent på den internationale scene og skrev dansk motorsportshistorie.
Han er nu klar til at vende tilbage til IDM-serien, hvor han skal kæmpe om mesterskabstitlen.

“Jeg er så glad for at have deltaget i WorldSSP300. Det har været en utrolig oplevelse at køre mod de bedste kørere i verden, og jeg har lært utrolig meget. At slutte P6 er et fantastisk resultat, som jeg er meget stolt af. Tak til hele mit team og sponsor for deres hårde arbejde og støtte.” siger Oliver om weekenden på Most.

Næste stop for Oliver Svendsen er 5. afdeling af det tyske mesterskab IDM på Schleizer Dreieck, hvor han skal kæmpe for at tilbageerobre førstepladsen i mesterskabet.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start