DM i MX afgøres på søndag
Publikum er velkomne, og får mulighed for at se landets bedste motocrosskørere give alt hvad de har, når der skal kæmpes om medaljer ved søndagens DM-finale i Fjerritslev.
I den ene senioreliteklasse, A MX1, har Nichlas Bjerregaard dog allerede sikret sig DM-guldet – og han kan dårligt ønske sig en bedre afslutning på sin sæson, når han får lov at fejre det på hjemmebane i sin egen klub, Han Herred Motor Klub.
De øvrige medaljer i A-klasserne er der imidlertid ingen, der kan vide sig sikre på endnu. Derfor vil kørerne også være topmotiverede til at gøre deres bedste, når bommen falder på søndag.
Der vil være mange kørere, som repræsenterer værtsklubben – i A-klasserne er der foruden Danmarksmesteren Nichlas Bjerregaard også rutinerede kræfter i Kim O. Sørensen, Mark O. Sørensen og Jakob Kjær Nielsen i A MX1, samt Mikkel Søgaard i A MX2.
Dameklassen skal også have fordelt deres medaljer, og mens Motorcykel Clubben Svendborgs Sara Andersen er løbet med guldet, så vil der være tæt kamp og sølvet og bronzen.
I Dameklassen stiller Lotte Irene Sørensen op for Han Herred Motor Klub.
Desuden vil man også kunne opleve de hurtige unge kørere i Mini 85-klassen, hvor intet er afgjort.
Den røde nummerplade, som symboliserer føringen i den samlede stilling, har skiftet ejermand flere gange, og med få point til forskel i toppen af stillingen, kan alt ske på søndag.
For hjemmeklubben stiller Sigurd Emil Sørlie Thomsen, Daniel Djernis Nielsen og Benjamin Korsgaard til start.
Han Herred Motor Klub er klar til at tage godt imod publikum på søndag, og glæder sig til en festlig finale-dag. Der køres tidskvalifikation fra morgenstunden, og første heat starter kl. 11:10.
Kilde: DMU