DM i MX på Korskrobanen gik vildt for sig
I A MX1-klassen har Mathias Jørgensen fra Svebølle Moto Cross Klub gennem hele sæsonen siddet tungt på den røde nummerplade, som symboliserer føringen i den samlede stilling i den danske mesterskab. Og igen i lørdags viste Mathias Jørgensen, at han er i en klasse for sig selv.
Til trods for, at han havde brækket en knogle i hånden til VM-afdelingen i forrige weekend, viste han på Korskrobanen endnu en gang, hvor dygtig han er, da han blev samlet vinder på dagen.
Men der var mange dygtige kørere at kigge på i MX1-klassen over weekendens arrangement i Esbjerg.
Både Nichlas Bjerregaard fra Han Herred Motor Klub og Glen Meier fra Randers Motor Sport var tilbage, og sikrede sig henholdsvis anden- og tredjepladsen på dagen.
Publikum fik, som du kan se på billedet ovenfor, også glæde af at opleve Thomas Kjer Olsen, som deltog i det første løb efter sin lange skadespause.
Dagens Westcoast MX-Fighterpris gik til Nicklas Haagensen fra Randers Motor Sport, som var hurtigste mand i første heat, men tog et voldsomt styrt i startsvinget i det efterfølgende.
Haagensen kom selv op på maskinen igen og kørte heatet færdigt, sikrede sig 5 point og kørte derudover, noget forslået, dagens afsluttende superheat.
En præstation som man må tage hatten af for, og som bestemt er en fighterpris værdig.
I MX2-klassen var Rasmus Pedersen fra Kolding Motocross Klub og Magnus Smith fra Næstved Motor Klub i en klasse for sig.
De to delte heatsejre og andenpladser mellem sig i dagens to første heat, og i det afsluttende superheat sluttede Rasmus Pedersen én placering foran Magnus Smith, hvilket meget godt symboliserer, hvor tæt de to ligger på hinanden.
Thomas Rasmussen fra Kolding Motocross Klub blev suverænt nummer tre på dagen.
Dagens bedst placerede lokale kører blev Magnus Sørensen, som tog holeshot i første heat i MX2-klassen, hvor han senere kørte over målstregen som nummer fem, ligeledes tog point i superheatet og derved sluttede dagen på en samlet 7. plads.
Dameklassen føres af den altid suveræne Sara Andersen fra Motorcykel Clubben Svendborg, og det lader ikke til, at nogen kan ændre på dette.
Sara Andersen vandt begge damernes heat, foruden at hun kørte de to heat i A MX2 samt superheatet, som hun også kvalificerede sig til… Altså i alt fem heat på samme dag.
Line Dam fra Randers Motor Sport blev nummer to på dagen, mens Barbara Aagaard fra Børkop Motor Sport tog tredjepladsen.
Alle resultater fra lørdagens DM-afdeling på Korskroen samt de samlede mesterskabsstillinger kan ses på Danmarks Motor Unions hjemmeside.
Næste afdeling af A-klassernes DM Motocross køres d. 19. august på Solbjergbanen hos Morsø Moto Cross Klub, og damerne kører deres DM-finale d. 26. august hos Slagelse Motocross.