DM Motocross 2023 skudt i gang i Randers
Randers Motor Sports Honda Park bød på førsteklasses rammer for søndagens program. Både for de deltagende kørere, men også for de mange tilskuere, der var dukket op for at opleve godt ræs på tætteste hold på den publikumsvenlige bane, og der var lagt op til masser af action.
Nye tiltag i årets DM-serie har åbnet op for deltagelse af flere kørere, der er indført et afsluttende superheat for de hurtigste i hver klasse, og så er der pengepræmier på højkant.
MX1
I A MX1-klassen lagde den forsvarende Danmarksmester, Nichlas Bjerregaard fra Han Herred Motorklub, stærkt fra start, da han i sikker stil passerede målstregen som den første i dagens første heat.
I andet heat var det dog Næstved Motor Klubs Benjamin Strate, der var den hurtigste, og da han tilmed vandt dagens afsluttende superheat, endte han som dagens sejrherre og fører af mesterskabsstillingen i MX1-klassen.
Dagens andenplads gik til Svebølle Moto Cross Klubs Mathias Jørgensen, der tog en tredjeplads, en andenplads i de to første heat og til sidst en tredjeplads i superheatet.
Den tredje plads på podiet blev indtaget af svenske André Högberg.
MX2
I MX2-klassen viste Næstved Motor Klubs Magnus Smith imponerende form, da han med en heatsejr i førsteheat, en andenplads i andet heat og en andenplads i superheatet kørte sig øverst på podiet, og derved øverst i den aktuelle mesterskabsstilling.
Magnus Smith modtog desuden Westcoast MX Fighterprisen, blandt andet for at have kørt sig hele vejen op fra sidstepladsen til andenpladsen efter at være styrtet tidligt i andet heat.
Kolding Motocross Klubs Rasmus Pedersen var også rigtig godt kørende og snuppede ligeledes en andenplads og en heatsejr i de to første heat, samt en femteplads i superheatet, og blev dermed nummer to på dagen.
Tredjepladsen gik til Thomas Rasmussen, ligeledes fra Kolding Motocross Klub, med to tredjepladser i de to første heat og en 14. plads i superheatet.
De trehjulede kørte deres anden DM-afdeling i Randers.
Det svenske makkerpar Peter Blomgren og Christian Månsson vandt begge heat, og bevarede dermed deres føring i mesterskabet.
Tommy Mathiesen og Jan Petersen fra Svebølle Moto Cross Klub blev dagens nummer to, og tredjepladsen gik til Henrik Olsen og Mikkel Beyer fra Hedelands Motorklub.
Næste afdeling af A-klassernes DM Motocross køres d. 21. maj på Svebøllebanen hos Svebølle Moto Cross Klub, og sidevognene kører deres næste afdeling d. 29. maj på Nisseringen hos Næstved Motor Klub.