DMU’s formand er gået bort
Det er altid trist, når et liv kommer til sin ende…
Mindst lige så trist når det sker alt for tidligt, og når tragedien sker på baggrund af aktiviteter, som personen virkelig brænder for.
Det skete for ganske få dage siden for Jørgen Bitsch, som har viet store dele af sit liv til tohjulet motorsport, og siden 2007 har siddet på den øverste formandspost hos Danmarks Motor Union.
Og udover sin formandspost i Danmarks Motor Union kunne han også kalde sig klubformand for både Frederiksborg Amts Motorklub, Fredensborg-Humlebæk Moto Cross Klub og ligaforeningen i Speedway.
Jørgen blev efter et alvorligt styrt på sin motocross-maskine indlagt på sygehuset d. 22. juli, hvor han efterfølgende måtte undergå en større operation.
Lægerne var umiddelbart tilfredse med resultatet af operationen da Jørgen både var kontaktbar og kunne svare på spørgsmål, men der skulle senere opstå komplikationer som lørdag d. 5/8 medførte en alt for tidlig bortgang.
Det skriver Danmarks Motor Union på deres hjemmeside.
De mange formandsposter fortæller vel egentlig historien selv, men det pludselige tab af Jørgen betyder altså tabet af en enorm drivkraft i dansk motorsport, ligesom det også betyder tabet af en ægtemand, far, bedstefar, en god ven og en blandt mange i motorsportens univers respekteret mand.
“Det er med stor sorg, og høre, at vores Formand af Danmarks Motor Union, Jørgen Bitsch er afgået ved døden i lørdags d. 5. august 2023. Han har altid haft min dybeste respekt.” – Sådan skriver den danske Speedwaykører Nicki Pedersen på sin Facebook profil.
Jørgen var i mange år motocrossudøver på højt niveau og deltog i store internationale løb, heriblandt også i disciplinen sidevognscross sammen med landsmanden Parmo Nielsen. Og fra sin start med motocross, har Jørgen været en del af udviklingen og ledelsen af dansk motorsport, hvilket som sagt her fyldt det meste af hans liv, kun afbrudt af nogle år, hvor han var udstationeret for hans arbejdsplads i USA.
I sit arbejde for både Klubben og DMU var Jørgen dedikeret og entusiastisk. Han tænkte ikke på sig selv, men udelukkende på hvordan han kunne arbejde for at udvikle grenene og klubberne.
Hans vision og gode ønsker for dansk motorcykelsport har været dominerende i hans dedikerede og entusiastiske arbejde.
Sådan skriver Danmarks Motor Union i en pressemeddelelse og fortsætter:
Han var en meget stærk advokat for sikkerhed og ansvarlighed i udøvelsen og ledelsen af vores sportsgrene. Lige meget om det var hans egen gren, Motocross, eller Speedway, Road Race, Trial eller Enduro, var Jørgens ønsker om at udvikle grenene, et eksempel til efterfølgelse for alle.
Jørgen har ligeledes været en stor fortaler for at invitere andre grene ind i vores kreds, i det omfang det har været muligt.
Senest med Power Boat/Aquabike.
Jørgens indflydelse og bidrag til motorcykelsport både i Danmark og internationalt vil blive anerkendt og respekteret i mange år fremadrettet.
Hans lederskab, entusiasme, samt hans evne til at skabe resultater gennem at gå udfordringerne i møde med et åbent sind i motorsportens interesse, har været uforlignelig og et helt specielt særkende for hans arbejde.
Slutteligt skriver DMU, at Jørgen har været en stor fortaler for “armslængde”-principper og hele hans arbejde har været præget af dette. Inkluderende, men også proaktivt.
I det hele taget var det vigtigt for Jørgen at være “Proaktiv”, for kun derved kunne fremdrift skabes.
Æret være Jørgens Bitschs minde