Dramatisk konstellation - sprængfarlig cocktail?
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Dramatisk konstellation – sprængfarlig cocktail?

Max Racing Team kører Moto3 på Husqvarna i 2020, og har iltre Romano Fenati på lønningslisten. En konstellation med potentiale til adrenalinpumpende drama.
CO
08/11-2019 kl. 14:35
Anslået læsetid: 6 Minutter

En imponerende karriere i motorsport endte tilsyneladende, da den italienske racerkører Max Biaggi i 2012 annoncerede sin retræte som aktiv racerkører på to hjul. Men Max Biaggi kan åbenbart ikke nøjes med at trille tommelfingre i sit otium, og den tidligere racerkørers navn har siden bekendtgørelsen med jævne mellemrum poppet op i medierne.

 

Som du ser herover, er gode gamle Max på banen igen, i en konstellation med potentiale til adrenalinpumpende drama. Kort sagt… en sprængfarlig cocktail.

  

Max Biaggi der har vundet VM titlen i 250cc GP klassen fire gange i streg, blev senere en af de hårde drenge i 500 GP, dengang man stadig kørte miljøskadelige hysteriske totaktere. Den karismatiske racerkører vandt sit første løb i 500 GP klassen i 1998, hvor han samme år sikrede sig en andenplads i den samlede VM stilling. I 1999 måtte italieneren tage til takke med en samlet fjerdeplads i VM stillingen, ved årtusindeskiftet blev det til en samlet tredjeplads, og i 2001 sikrede racerkøreren med tilnavnet Den Romerske Kejser sig en samlet andenplads i 500 GP klassen.

Vandt aldrig MotoGP VM

Efter kongeklassen indenfor roadracing tog navneforandring til MotoGP – og samtidig udskiftede de fantastiske totaktere med firetaktere – sikrede Max Biaggi sig i 2002 med 8 podieplaceringer og 2 løbssejre en andenplads i den samlede VM stilling for prototype racerne. I 2003 rakte evnerne til en samlet 3. plads, 2004 blev en gentagelse med endnu en bronzemedalje, og i 2005 måtte Max Biaggi se sig forvist til en samlet 5. plads i MotoGP.

Vandt WSBK titlen med et halvt point

Den 14. September 2006 annoncerede Max Biaggi et skifte til WSBK, hvor han blev tilknyttet Corona Alstare Suzuki. I debutsæsonen 2007 kunne italieneren føje en samlet 3. plads i WSBK til CV'et, i 2008 blev det til en samlet 7. plads, i 2009 en 4. plads, og kronen på værket blev 2010, hvor Biaggi triumferede og indskrev sig i motorsportens historie med VM titlen i World Superbike klassen.

Max Biaggi leverede i 2011 en lidt mere anonym indsats med en beskeden samlet 3. plads i WSBK serien, men gentog i 2012 successen fra 2010, og sikrede sig med blot et halvt points forspring til engelske Tom Sykes endnu en WSBK VM titel.

En imponerende karriere og entusiasme

Max Biaggi har gennem karrieren som racerkører på to hjul høstet mere end 180 podieplaceringer. Den små italiener har sejret i mere end 60 racerløb, har en lang række andre imponerende meritter på CV'et, og melder sig stadig under fanerne, når der er mulighed for at foretage sig noget spændende, interessant eller opsigtsvækkende i forbindelse med motorcykler.

Ét af de spændende projekter er den semi-pensionerede kejsers planlagte erobringstogt, hvor han i samarbejde med franske Voxan og Venturi vil forsøge at slå hastighedsrekorden for elektriske motorcykler.

Kejseren kan ikke slippe motorsport

Men Max Biaggi's energiniveau er tilsyneladende for højt til at nøjes med enkeltstående begivenheder, og kejseren er da også stadig involveret i motorsport.

Her på redaktionen er vi vilde med motorcykler og alt der bare smager lidt emnet. Så vi synes faktisk det er lidt fedt, at Husqvarna og Max Biaggi for nylig annoncerede et samarbejde i forbindelse med næste års Moto 3 serie. Vi synes det er cool nok, at den snart midaldrende tidligere racerkører holder kærligheden til både motorcykler og motorsport i kog.

Se præsentationen af Husqvarna FR 250 GP ved EICMA

MagaCin var på pletten med livestream fra Husqvarna's pressepræsentation ved årets mc-messe Eicma i Italien. Se videoen herunder hvor Max Biaggi personligt hjælper med at løfte dækkenet af den nye Husqvarna FR 250 GP.


Hva' fa'en sker der lige for folk?

Efter afsløringen af nyheden forundres vi over, at der fokuseres så voldsomt på den nye Husqvarna Moto 3 racers udseende og at opmærksomheden ofte ledsages af nedladende bemærkninger. 

Motorcyklerne i roadracing er udviklet med henblik på konkurrencedygtighed. Der kyles vanvittige ressourcer i udviklingen af de højteknologiske potente racere, hvad angår beregninger, teknik, konstruktion og produktion. Aerodynamik er en væsentlig faktor, og de færdige raceres udseende er absolut sekundært.

Heldigvis værdsætter nogle af vi motorcykelentusiaster stadig den brændende passion, som er en af de bærende kræfter i al motorsport, og går noget mindre op i de færdige raceres visuelle fremtoning, end tekniske præstationer, gennembrud og innovative løsninger.

Med dette sure opstød over de overfladsike betragtninger nyheden om Husqvarna og Max Biaggi's modtages med, viderebringer vi med glæde information om, at Husqvarna og Max Racing Team er klar til at give den gas i Moto 3 klassen i 2020.

Et anerkendende klap på skulderen herfra til Husqvarna, Max Biaggi og Max Racing Team.

Karismatisk, kontroversiel og farverig besætning.

Det overvældende fokus på FR 250 GP's udseende er måske også lidt overraskende, når man dykker en smule under overfladen på den nye konstellation, og afdækker andre måske mere relevante og opsigtsvækkende detaljer.

Max Biaggi er kendt som en karismatisk og nok lidt kontroversiel personlighed, og det kontroversielle element videreføres i Max Racing Team.

Den Romerske Kejser fortæller at teamets to kører er yderst motiverede, og at teamet med Romano Fenati og Alonso Lopez på lønningslisten, har både en erfaren og en ung kører tilknyttet, at begge forventes at levere stærke resultater, og at teamet vil gøre hvad det kan for at forløse kørernes potentiale.

Her får annonceringen af én af teamets kørere – og snakken om forløsning af potentiale – et øjenbryn til at ryge i vejret. Du husker måske at Romano Fenati tidligere har gjort sig uheldigt bemærket, da han midt under et løb nappede en konkurrerende kørers bremsegreb, imens der blev givet fuld gas.

Se hændelsen og omgivelsernes reaktioner i videoen herunder.

Hvilken del af Romano Fenati's potentiale der skal forløses, melder historien ikke noget om. Men vi krydser fingre for at den 23 årige Italiener – der fra 2014 var tilknyttet Valentino Rossi's Sky Racing Team by VR46 i Moto3 – har lært sin lektie og fået styr på temperamentet.

Romano Fenati erklærede – efter den mildest talt uheldige episode du så i videoen herover – at han ville trække sig helt fra sporten, men ungersvenden er altså efterfølgende kommet på andre tanker.

Fenati har flere gange tidligere gjort sig bemærket med sin alternative tilgang til problemknusning. I 2015 sparkede han ud efter konkurrenten Niklas Ajo under en warm-up session i Argentina, og slukkede derpå modstanderens motor umiddelbart før en prøvestart.

I 2016 blev han vist vintervejen af VR46 teamet – for ikke nærmere specificerede disciplinære forseelser – og i 2018 så vi altså episoden, hvor han hev ankeret på Stefano Manzi's racer, imens de begge bålede afsted med mere end 200 km/t.

Hvorom alting er, så er Romano Fenati på lønningslisten hos Max Racing Team i 2020.

Max Biaggi kender vi som en temperamentsfuld herre, og Romano Fenati har ført bevis for et iltert sind.

Kombinationen Husqvarna plus italiensk varmblod i form af Max Biaggi & Romano Fenati burde være garanti for underholdning af høj klasse.

Vi glæder os allerede til Moto 3 sæsonen 2020, som vi gætter på kan gå hen og blive ret dramatisk i forskellige henseender. 

  

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start