Ducati gør klar til MX debut
Ducatisti verden over spærrede øjnene op i januar måned, da italienerne afslørede en knoldhopper, som angiveligt skal bane vej for en hel stribe terrængående modeller.
Dengang kunne du her på siden læse, at de første skridt på hvad der beskrives som en lang rejse, skulle tages sammen med ni dobbelte MX-verdensmester, Antonio Cairoli, der skrev kontrakt med Ducati som “high-performance test rider”, hvor han vil bruge sin store erfaring til at komme med inputs til udviklingsafdelingen.
En måneds tid senere fik publicerede Ducati en video, hvori der godt nok ikke blev snakket om modellens tekniske specifikationer, men hvor vi endelig fik lov at se maskinen i aktion.
Og nu er tiden kommet til at producenten, maskinen og den ni dobbelte verdensmester skal vise deres værd. For den 17. og 18. august skal der køres om kap på Arnhem banen i Nederlandene.
Et løb som ifølge Ducati er et vigtigt skridt i udviklingen af Desmo450 crosseren, som efter planen skal deltage i World MXGP 2025.
Efter ovennævnte løb drager holdet mod Italien, hvor de d. 31/8 og d. 1/9 kører med i den femte afdeling af den italienske mesterskab, igen for at indsamle viden til videre udvikling af den knoldhoppende prototype.
Her er det Alessandro Lupino der skal føre bæstet rundt på banen over over målstregen, og se om ikke han både kan skrabe en ordentlig spandfuld data sammen og bevare sin føring med blot to løb tilbage.
Spændende hvad fremtiden bringer
Ducati meldte allerede sidste år ud at de ville gå all in på off-road, da man vil udvide brandets tilstedeværelse i et indtil nu uudforsket terræn, hvor nye unge motorcyklister vil kunne komme tæt på Borgo Panigale-mærket, og dermed tage del i det store samfund som Ducatisti.
Og det er da også ganske spændende, at Ducati bevæger sig ind på lukkede baner med løst underlag. Men for vi “normale” motorcyklister bliver det mere spændende at se hvad projektet fører med sig, og hvilke gadeorienterede modeller det afføder de kommende år.