Dobbelt sejr til Van Der Mark og en rookie på skamlen
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Episk WorldSBK løb på Donington Park

Fuldstændig uventet resultat.
27/05-2018 kl. 23:00
Anslået læsetid: 6 Minutter

Scenen er sat på Donington Park i England og der gøres klar til et uforglemmeligt Superbike løb, som vil vise sig at bringe et par overraskelser.

Løb 1:

Starten går og Rea er første mand i sving 1 efterfulgt af Sykes, Lowes, Van Der Mark, Savadori og Baz. Der går ikke længe før Sykes sniger sig inden om Rea, hvor ved han placere sig i front. Det træk skal senere vise sig at blive til en intens kamp mellem de to Kawa'er. Rea finder sig ikke i den slags og rykker kort efter forbi Sykes. Bag dem smyger Van Der Mark sig forbi Lowes for at lægge sig på 3. pladsen, bag Rea og Sykes. Hollænderen holder sig i skindet og afventer fejltagelser fra de forankørende. 

På løbets 4. omgang lister Sykes forbi Rea i hårnålen. Rea forsøger naturligvis at gøre comeback, men det lykkedes ikke for ham i første omgang. Blot et par sving senere kommer Sykes for bredt gennem en kurve og giver Rea fri passage. 2 omgange senere triller Sykes endnu engang forbi Rea, og kampen mellem de grønne haner bliver udnyttet af Van Der Mark, som diskret følger trop. 

Et par placeringer længere tilbage hopper Laverty forbi Baz, for at indtage 6. pladsen. Van Der Mark rykker igen tilbage på 3. pladsen. Kampen om førstepladsen fortsætter mellem Sykes og Rea. I forsøg på at avancere, går Rea inden om Sykes i sving 11, men kommer for bredt ud, hvorfor Sykes kan generobre føringen. Van Der Mark som ind til videre har leget bagtrop i top 3, napper muligheden og kan grundet Rea's fejl indtage 2. pladsen. Det er dog kun for en kort stund og Rea kommer hurtigt igen. 

Fra 8. omgang til og med omgang 12 holder kørerne deres placeringer, men på 13. omgang gentager Rea fejlen i sving 11. Van Der Mark udnytter endnu engang situationen og rykker frem på 2. pladsen. Van Der Mark mener tilsyneladende at det er nu alle hestene skal piskes. Han giver sin Yamaha alt hvad den kan trække, og jagten på Sykes i front giver snart pote. På omgang 15 udbremser han Sykes i sving 11 og indtager førerposition. 

Igen kæmper Sykes og Rea, denne gang om 2. pladsen, og det giver Van Der Mark mulighed for at lægge afstand til de to. Det skal siges at der i skrivende stund aldrig har været en Hollænder på skamlens øverste trin i WorldSBK. SPÆNDENDE!! 

I løbet af de sidste omgange passerer Rea teamkammeraten Sykes og sætter jagten ind. Desværre for Rea kan Van Der Mark lugte sejrens sødme, og har ikke tænkt sig at slippe den. Van Der Mark er en MEGET glad første mand forbi det ternede flag efterfulgt af henholdsvis Rea, Sykes, Lowes, Savadori og Laverty.

 

Løb 2:

Grundet gårsdagens løb ser startopstillingen til weekendens 2. løb ud som følger: Lowes, Savadori, Laverty, Baz, Davies og Razgatlioglu. 

Savadori er første mand i sving 1, skarpt forfulgt af Haslam, som fik en forrygende start. Herefter har vi Lowes, Baz, Laverty og Van Der Mark. På løbets første omgang går Lowes forbi Haslam hvor han lægger sig på 2. pladsen, alt imens Rea har kørt sig op på 6. pladsen. Savadori, Lowes og Haslam kæmper om føringen og der går ikke længe før Haslam må trække sig. Det sker ikke frivilligt da han styrter i sving 11 på omgang 2. 

Noget tyder på at vi i dette løb igen vil se en intens kamp mellem Sykes og Rea. Hvis vi panorerer væk fra de 2 grønne cykler og rykker blikket en anelse frem, får vi et hurtigt glimt af noget der nok bedst betegnes som et blålyn. Van Der Mark er flyvende! Allerede på løbets 4. omgang har han kørt sig op på 2. pladsen. Mon ikke han er lidt høj på gårsdagens sejr. 

Men det er ikke altid i top 3 det spændende sker. Et par placeringer tilbage dukker et noget uventet syn frem. Rookie'en Razgatlioglu har kørt sig op på 6. pladsen og er helt uventet med i kampen om podiet. Der går ikke længe før Tyrkeren imponere ved at kaste sin ZX10-RR inden om Sykes, og lægge sig på 5. pladsen. På 8. omgang Går Rea inden om Savadori og stillingen er nu som følger: Lowes, Van Der Mark, Rea, Savadori, Razgatlioglu og Sykes. 

Van Der Mark er lige i hælene på Lowes i jagten på en dobbelt sejr. Lige bag dem ligger Rea, som i alt sin hast, kommer lidt for snævert over en curb, hvilket naturligvis giver et lille hop i Kawa'en, så han må placere sig alternativt i sadlen for ikke at falde af. Da Rea får kontrol over situationen, passerer han Van Der Mark og snupper 2. pladsen. Teamkammeraten Sykes bliver i mellemtiden skubbet ned på 7. pladsen af Davies. 

Tilsyneladende vælger Van Der Mark samme taktik som i går. Han lader de to førende kæmpe mod hinanden, og håber på en fejltagelse der giver ham mulighed for at passere. Lowes og Rea presser hinanden til det yderste og bytter plads et par gange. Et par omgange senere sker nøjagtig hvad Van Der Mark havde håbet på. Rea tager føringen i sving 1 på 18. omgang, og trækker Van Der Mark med op på 2. pladsen. Van Der Mark er nu helt oppe i røven af Rea og får muligheden for at udbremse Rea, hvorved han kan lægge sig i front. 

Vi prøver lige igen at dreje kameraet lidt tilbage for at se hvad Razgatlioglu har gang i. Han har virkelig fået fyret op under bålet og det er tydeligt at han, måske inspireret af Van Der Mark, forsøger at blive den første Tyrker på skamlen i WorldSBK. Til Razgatlioglu's held går Lowes lidt for bredt ud af hårnålen, hvilket betyder at Razgatlioglu kan avancere til 3. pladsen. Det i sig selv må siges at være noget af en præstation af en rookie. Mere vil ha' mere og med 2. pladsen i sigte giver Razgatlioglu sin Kawasaki et nyk mere. På løbets sidste omgang passerer han den 3-dobbelte verdensmester, Jonathan Rea, og gør sig herved fortjent til at stå på skamlens næsthøjeste trin. 

Resultatet af løb 2 på  Donington Park ser derfor således ud. Van Der Mark tager en dobbelt sejr som den første hollænder der vinder et WorldSBK løb. Razgatlioglu napper 2. pladsen som den første tyrker i historien. Rea slutter på 3. pladsen efterfulgt af, Lowes, Davies og Sykes.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start