Fantastisk nyhed for unge håbefulde talenter!
I går offentliggjorde FIM i samarbejde Med Dorna Sports, at der er en ny platform under opsejling i programmet “Road to MotoGP”.
Programmet går i sin helhed ud på, at talenter får mulighed for at udvikle deres færdigheder, og nu er der altså også en kategori for de helt små.
FIM MiniGP World Series er en fusionering og standardisering af alle små mesterskaber verden over, som sigter efter, at skabe en ligeværdig bund for unge talenter fra nær og fjærn.
Nationale, regionale eller andre former for mini-serier som ønsker at være en del af MiniGP World Series kan ansøge om at deltage, og derved tage skridtet nærmere ønsket om, at få foden inden for hos de hårde drenge i MotoGP.
Løbene i Mini Gran Prix’erne bliver afholdt på gokart baner der som minimum lever op til FIM’s standard, der udover sikkerhed, blandt andet også omfatter hvor lang banen skal være.
Deltagerne skal være mellem 10 og 14 år, og skal konkurrere på ens Ohvale GP-0 160 maskiner, som alle vil være udstyret med et til eventen udvalgt sæt dæk fra Pirelli.
Ønsker en forening eller lignende at være en del af serien, skal de kunne stille op med mindst 15 permanente kørere.
Løbskalenderne kommer til at indeholde minimum fire events, hvor der i alt bliver afviklet otte løb.
Det første arrangement aksl løbe af stablen i juli 2021, og kalenderens seneste event skal efter planen afholdes senest d. 17. oktober, hvilket i praksis kan være en udfordring for mange lande, pandemien taget i betragtning.
Vinderen af hvert nationale, regionale eller kontinentale MiniGP vil ved seriens afslutning blive tilbudt, at deltage i et World Final løb, som bliver afholdt i ugen som leder op til MotoGP-afslutningen.
Vinderen af finaleløbet tilegner sig den ultimative præmie for motorsportsentusiaster; en plads i et videregående “Road To MotoGP” program.
Vinder man ikke serien og derfor ikke kommer med i finale løbet, er der stadig lys for enden af langsiden, for de bedste kørere får – afhængig af alder og geografisk placering – direkte adgang til enten Idemitsu Asia Talent Cup, Honda British Talent Cup, Northern Talent Cup eller European Talent Cup.