FIM og Dorna Sports forlænger aftale om MotoGP til 2060
Selv om der efter Liberty Medias overtagelse af MotoGP kunne herske tvivl om fremtiden i den tohjulede motorsports kongeklasse, at det i skrivende stund er usikkert hvem af kørerne der render med årets VM-titel, og at der foreløbig blot er indikationer på fremtidig BMW deltagelse i MotoGP, så er i hvert fald en del af fremtiden for visse MotoGP relaterede emner med sikkerhed på plads.
Herunder blandt andet de kommende ændringer i MotoGP, hvor motorernes slagvolumen skal mindskes, racerne skal være mindre, hole-shot anordninger forbydes, racerne skal drikke af bæredygtige kilder og meget andet.
Derudover er 2025 MotoGP lineup’et næsten i mål, den foreløbige 2025 MotoGP kalender kan ses nederst på denne side, og nu er yderligere en væsentlig detalje på plads.
Dorna Sports der stået for afviklingen af FIM Grand Prix World Championship siden 1992, er nu bekræftet som promotion ansvarlig for MotoGP indtil 2060, altså de næste 36 år.
Det fortæller blandt andet Reuters i Dorna and FIM renew MotoGP agreement to 2060, og meldingen går igen på motogp.com i nyhedsbrevet med stort set samme overskrift Dorna Sports and the FIM renew MotoGP™ agreement until 2060.
Dermed skulle der være taget hånd om endnu en væsentlig detalje for afvikling af MotoGP løbsweekender i mange år fremover, og President of the FIM Jorge Viegas er i forbindelse med den nylige afklaring frit oversat citeret for følgende:
“Dette er et utrolig vigtigt øjeblik, som giver langvarig klarhed over og sikrer det ypperste inden for motorcykelsporten.
Det er ikke blot vigtigt for alle dem, som er direkte involveret i MotoGP og de relaterede mesterskaber, men også for det bredere fællesskab i motorcykel-racing, som høster frugterne fra den globale status, værdierne og tilstedeværelsen af den ledende løbsserie.
Det fortløbende og stadigt tættere samarbejde mellem FIM, Dorna Sports og andre interessenter er opbygget gennem mange år, hvor den nuværende tillid og samarbejde hånd i hånd med den langvarige aftale giver et solidt fundament for fremtidig udvikling af MotoGP og alle relaterede løbsserier.
Jeg vil gerne på FIM’s vegne udtrykke min oprigtige taknemmelighed for arbejdet Dorna Sports har udført siden 1992, og ser med den største tiltro frem til at kombinere vores samlede indsats for at sikre den fortsatte vækst og succes for MotoGP i mange år fremover.”
Dorna Sports bossen Carmelo Ezpeleta følger Jorge Viegas’ pæne ord til dørs med nedenstående frit oversatte citat:
“Vi er meget stolte af at bekendtgøre denne aftale med FIM.
Det er en fantastisk nyhed for sporten og vores fans verden over, at dette partnerskab er garanteret en fortsættelse.
Vi har opbygget noget meget specielt, og vil sammen fortsætte med at gøre sporten endnu større.
At være i stand til indgå sådan en langtidsaftale føjer utrolige værdier til MotoGP.
I dagens sports og underholdningslandskab, er niveauet af konsensus vi nyder i MotoGP et privilegium at være en del af, og det lægger et fantastisk fundament for vores sport til at fortsætte væksten.
Vi takker FIM for deres støtte, og ser frem til at gøre MotoGP endnu større og bedre end nogensinde i fortsættelsen af vores partnerskab.”
Der er altså lagt i ovnen til et særdeles langvarigt samarbejde mellem FIM og Dorna Sports, hvor de to bosser tydeligvis ser frem til at udvide butikken.
2024 MotoGP kalenderen blev som bekendt revideret fra et rekordstort antal løb på 22 til 21, men det er nok ikke urealistisk at forestille sig, at løbskalenderen på længere sigt udvides.
Her på MagaCin kunne du allerede sidste år læse i artiklen MotoGP og WorldSBK til Ungarn i 2025, at Dorna Sports dengang ønskede flere nye baner på programmet, og man kunne sagtens forestille sig, at det ønske i kombination med chefernes seneste udtalelser ville medføre endnu flere løb for de i forvejen hårdt prøvede teams og kørere.
Det er selvfølgelig ret fedt, for de af os som blot skal se på, men vækker formentlig ikke udelt begejstring blandt teams og kørere, som udover løbsweekender også deltager i diverse træninger og testkørsler.
Den foreløbige 2025 kalender viser i skrivende stund ganske vist 21 løbsweekender, men det er nærmest mere reglen end undtagelsen, at løbskalenderen i MotoGP løbende revideres.
Er det for vildt at forestille sig en fremtidig MotoGP løbskalender med 25-30 løbsweekender?