FIM opdaterer sikkerheden i Roadracing – Alle skal køre med airbag
FIM vil fra 2022 ændre reglerne for alle racing serier organisationen er involveret i for at øge sikkerheden.
Det fremgår af denne skrivelse, hvor Fédération Internationale de Motocyclisme gør opmærksom på regelændringerne, hvor alle kørere i Moto3, Moto2, WorldSSP300, WorldSSP, FIM Moto3 Junior, Red Bull MotoGP Rookies Cup, Sidecar samt ETC, NTC, ATC og BTC er omfattet.
Regelændringerne betyder, at alle kørere i ovennævnte racing serier fra 2022 skal køre med airbag, at alle kørere skal benytte FIM godkendte styrthjelme – hvilket i 2019 medførte lidt underholdende fusk – og at aldersgrænser for deltagelse i samtlige klasser hæves i 2022 eller 2023.
Se listen nedenunder.
Moto3
Nuværende: 16 år
Forslag 2022: 16 år
Forslag 2023: 18 år
Moto2
Nuværende: 16 år
Forslag 2022: 16 år
Forslag 2023: 18 år
WorldSSP300
Nuværende: 15 år
Forslag 2022: 16 år
Forslag 2023: 16 år
WorldSSP
Nuværende: 16 år
Forslag 2022: 16 år
Forslag 2023: 18 år
FIM Moto3 Junior
Nuværende: 14 år
Forslag 2022: 15 år
Forslag 2023: 16 år
Red Bull MotoGP Rookies Cup
Nuværende: 13 år
Forslag 2022: 14 år
Forslag 2023:15 år
ETC, NTC, ATC, BTC
Nuværende: 12 år
Forslag 2022: 13 år
Forslag 2023: 14 år
Sidecar
Nuværende: 16 år (passager)
Forslag 2022: 18 år
Forslag 2023: 18 år
Udover de ændrede regler vedrørende deltagernes alder, hvilken styrthjelme der må benyttes og den obligatoriske brug af kørerdragt udstyret med airbag, har FIM også tænkt sig at sætte en grænse for antallet af deltagere.
Maksimalt 32 deltagere
I FIM World Championship klasserne Moto3, WorldSSP 300, og Moto3 bliver det maksimale deltagerantal fremover 32 inklusive wild-card kørere.
Derudover er planen, at deltagerantallet i forskellige Talent Cup’s reduceres til 30, og de involverede kommissioner vil i nærmeste fremtid mødes for at lægge sidste hånd de nye regler og begrænsninger.
Ændrer regler efter flere dødsfald i år
Regelændringerne følger i kølvandet på tragiske hændelser i løbet af året, hvor den 14-årige FIM CEV Repsol kører Hugo Millán i Juli måned forulykkede og mistede livet i dagens første løb i European Talent Cup på MotorLand Aragón, og hvor den kendte MotoGP kører Maverick Viñales fætter den 15-årige WorldSSP300 kører Dean Berta Viñales i September måned led samme tragiske skæbne på Circuito de Jerez-Angel Nieto.
Det kommer nok ikke bag på nogen, at FIM med regelændringerne ønsker at øge sikkerheden i roadracing.
Det nævnes blandt andet i den officielle skrivelse, at kørernes FIM godkendte styrthjelme er godkendt efter den højeste standard nogensinde i sporten.
Med de nye aldersgrænser vil deltagerne i de forskellige klasser være mere modne, begrænsningen af deltagerantal vil i sagens natur nedsætte risikoen for at racerkørerne baldrer sammen, og vi har allerede set utallige eksempler på udløsningen af airbags i MotoGP køreres dragter i forbindelse med styrt.
Der er nok ingen som tvivler på, at de skærpede krav til kørernes styrthjelme og de integrerede airbags i kørernes dragter reducerer risikoen for skader.
Og så kan vi glæde os over, at de teknologiske landvindinger fra motorsportens verden typisk finder vej til vi gadekøreres udstyr.
Listen over FIM godkendte styrthjelme udvides konstant, og den nyeste ECE 22.06 standard for styrthjelme samt de nye mærkningskrav til motorcykelbeklædning gør det fremover meget lettere at købe det mest sikre udstyr.