Første afsnit af ny MotoGP dokumentarserie på fredag
Hvis man er vild med motorsport på to hjul og især MotoGP, og samtidig er lidt nysgerrig på, hvad der foregår i kulissernes skygge fjernt fra offentlig bevågenhed, så er det måske værd at skrive sig bag øret, at dokumentarserien There Can Be Only One har premiere på fredag.
For seriens fire afsnit indeholder nemlig eksklusive optagelser og hidtil uset videomateriale.
Det oplyser motogp.com om både i dette indlæg med indlejret trailer på deres website, og via opslag på sociale medier.
Den nye dokumentarserie handler om de utallige udfordringer, som fem navngivne MotoGP kørere måtte overvinde i forsøget på at erobre VM-titlen i 2022.
Det er ikke specielt nemt, at sikre sig VM-titlen i MotoGP – og det skal det heller ikke være.
Sådan lyder frit oversat i motogp.com’s beskrivelse af serien, hvor læserne også gøres opmærksomme på, at det ud af feltets 24 kørere kun vil være muligt for en håndfuld at kæmpe om titlen, og at blot en enkelt af dem vil sikre sig det svært opnåelige prestigefyldte trofæ.
Sidstnævnte er flertallet af motorsportsentusiaster utvivlsomt allerede klar over, men det kunne måske være interessant at få et lidt dybere indblik i, hvordan 2022 sæsonen forløb for den specifikke håndfuld kørere.
Francesco “Pecco” Bagnaia trak sig som bekendt sejrrigt ud af kampen om VM-titlen i 2022, men det skete ikke uden dramatik og en masse fedt ræs.
5 kendte hovedrolleindehavere
Har du fulgt MotoGP sæsonen i 2022, så er det formentlig værd at vide, at seriens hovedroller er besat af navne som Fabio Quartararo, Marc Marquez, Joan Mir, Aleix Espargaro og Francesco Bagnaia, hvor rivalernes kamp om VM-titlen samt deres op- og nedture følges allerede fra før det første løb køres og indtil sæsonfinalen afvikles på Valencia.
Motogp.com inviterer til, at vi fordyber os i en rekordbrydende 2022 sæson defineret af drama, intens rivalisering, og heftig action med de fire afsnit af There Can Be Only One, hvor samtlige seriens afsnit frigives over en god uges tid efter nedenstående tidsplan.
CHAPTER 1 – 27. Januar
CHAPTER 2 – 31. Januar
CHAPTER 3 – 3. Februar
CHAPTER 4 – 7. Februar
Den nye dokumentarserie kan eventuelt ses som en slags opvarmning til den forestående MotoGP sæson, hvor 2023 løbskalenderen med 21 afdelinger i 18 lande faktisk allerede blev fastlagt sidste år, og hvor der i følge MotoGP’s opslag på sociale medier ikke er sket nogen ændring.
2023 MotoGP sæsonen skydes som du kan se i kalenderen herover allerede i gang i slutningen af Marts måned, og årets sidste løb køres efter planen mod slutningen af November.