Første løb i 2024 WSBK køres i den kommende weekend
Action-hungrende motorsportsentusiaster vil frydes over, at det faktisk er muligt at få stillet tørsten efter ræs lidt tidligere end beskrevet i går, hvor vi fortalte om en revideret 2024 MotoGP kalender.
For det er i den forestående weekend, at World Superbike serien blænder op for årets første løbsweekend på Phillip Island Grand Prix Circuit i Australien.
Man kunne sagtens forestille sig, at rigtig mange er lige så spændte og forventningsfulde som løbsarrangørerne, som opfordrer til ikke af gå glip af, hvad der betegnes som en ny æra.
“Den nye æra” byder blandt andet på ændringer i Superbike reglementet samt i WSSP en skøn kombination af flere udskiftninger blandt teams og kørere, en tilbagevenden til WSSP for enkelte kørere efter et smut til andre løbsserier, og ankomsten af nye kørere.
Det er altså i den kommende weekend, der kan tunes ind på super underholdning i form af racerløb på Phillip Island, hvor vi for en god ordens skyld informerer om, at der køres WorldSSP Tissot Superpole fredag kl. 14.55 lokal australsk tid.
Se tidsplanen her.
Phillip Island er som en indskudt bemærkning jævnligt god for uventet aparte underholdning, som eksempelvis da Aleix Espargaró i 2022 med nød og næppe undgik at påkøre en Wallaby med 218 km/t under fredagens træning.
Udover mc-messen i Lokomotivværkstedet er der altså også ræs i verdensklasse at glæde sig til i den kommende weekend.
Men du behøver faktisk ikke vente til weekenden med at se de hårde racerdrenge fyre deres forrygende banejern af på Phillip Island.
For WSBK har nemlig delt videoen Day 2 HIGHLIGHTS | Phillip Island Official Test , som kan ses under dette afsnit.
Videoen herover er sakset fra WSBK’s YouTube kanal, hvor der også kan ses en video med højdepunkter fra første testdag på Phillip Island, og hvor den senest delte video i skrivende stund har titlen 2024 Season Preview: A new era begins for WorldSBK.
Der fyres altså op under WSBK serien allerede i weekenden, og MotoGP følger som nævnt i indledningen trop med forårets sidste test 28. Februar til 1. Marts på Circuito de Jerez – Ángel Nieto i Spanien, som allerede weekenden efter følges til dørs af Airways Grand Prix of Qatar på Lusail International Circuit.